Bad Ass Love! {SHINee}

Viggi, en rig pige, stikker af hjemme fra, forklædt som dreng. Hun forvilder sig ud i de fattige kvartere, hvor de stærke overlever, og hvor de svag må dø. Hun møder en bande, som tror hun er en tynd dreng, og bestemmer sig for at hjælpe hende. Men med tiden bliver det svære og svære for hende, at skjule sine former og især sin kærlighed. For hun forelsker sig nemlig. Men kan hun både være på flugt, og forelsket i en som tror hun er en dreng?

26Likes
268Kommentarer
4383Visninger
AA

18. En enkelt bevægelse.

I flere dage skete intet. Jeg lå bare i mit eget sorte hul. Kunne ikke føle, ikke se, og kunne ikke snakke. Men jeg kunne høre. Jeg kunne høre alt der skete omkring mig. Keys grædende stemme. Minhos nervøse stemme. Jjongs stemme som lagde midt i mellem. Men den stemme jeg holdt mest af at høre på, var Onews. Han var næsten hele tiden inde ved mig, mens han snakkede stille og roligt.

Igen i dag sad han ved min side. Jeg havde lyst til at åbne mine øjne, så jeg kunne se hans smukke ansigt. Men mine øjenlåg føltes så tunge. Urokkelige.

"Hej Viggi. Hvordan går det i dag?" spurgte Onews smukke stemme. Det var det han altid startede med at sige. Med at spørge hvordan jeg havde det. Key kunne som regel ikke sige noget, fordi han stemme var for grødkvalt. Minho plejede bare at sidde og snakke om ligegyldige ting. Jjong der imod havde kun været her inde en gang. Og der var han knækket sammen af tårer.

"De fortalte mig noget i dag." sagde Onew. 'De' var lægerne. Sygeplejeskerne. Dem som tog sig af mig. Selvom jeg ikke kunne huske hvorfor jeg lå der. Det eneste jeg kunne huske var en glødende smerte, og hvad der var sket de sidste par dage. Men hvad der var sket under den glødende smerte, var som et bundløst hul. Et sted som var fuldkommen tomt, selvom der burde være noget i det.

"Hvorfor fortalte du mig ikke, at du var en pige?" spurgte Onew med en lav stemme. Jeg lå bare stille i sengen, mens jeg prøvede at gøre noget. Bevæge mig. Men det kunne jeg ikke. Hele min krop var slap, men på samme tid, var den så tung som en sten.

"Men det ville ikke have gjort nogen forskel. Jeg havde nok forelsket mig alligevel." sagde hans smukke stemme. Hvis min krop ville gøre hvad jeg sagde, ville jeg nu havde haft et lalleglad smil på læberne. Havde han forelsket sig? I mig? Også selvom han havde troet jeg var en dreng? Jeg ville ønske jeg kunne svare ham. Fortælle at jeg også var fuldkommen, og helt og ukendeligt forelske i ham. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne intet. Ikke andet end at lytte til ham. Selvom han sikkert ikke vidste at jeg hørte på alt han sagde.

"Men jeg ville ønske du havde fortalt mig det. Så ville alting måske have set anderledes ud." fortsatte han. Jeg lå og ønskede jeg kunne tanke overføre. Men den ting var noget jeg aldrig havde lært. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, mens jeg kæmpede for at bevæge et eller andet.

Og det lykkedes. Jeg fik bevæget min ene finger. Onew havde set det med det samme, og havde rejst sig.

"Du... du bevægede dig! Du bevægede dig faktisk!" råbte Onew, mens jeg kunne høre hvordan hans stemme var fyldt med lettelse. Pludselig var en masse mennesker inde i lokalet. Jeg havde nu fuldkommen styr på min ene hånd. Resten af min kop, lå stadig som en slap dukke.

"Hun bevæger sig!" råbte Key pludselig højt. Jeg kunne høre hvordan Minho og Jjong grinede af lettelse, mens Key græd højt. Jeg regnede med at det var af lettelse.

Jeg prøvede at gøre noget. Et eller andet med mit ansigt. Bare en lillse bevægelse. Et lille smil. Men det ville ikke virke. Men jeg ville blive ved med at kæmpe. Kæmpe til jeg kunne slå øjnene op. Kæmpe til jeg kunne smile. Og kæmpe til jeg endnu en gang kunne se Onews ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...