Bad Ass Love! {SHINee}

Viggi, en rig pige, stikker af hjemme fra, forklædt som dreng. Hun forvilder sig ud i de fattige kvartere, hvor de stærke overlever, og hvor de svag må dø. Hun møder en bande, som tror hun er en tynd dreng, og bestemmer sig for at hjælpe hende. Men med tiden bliver det svære og svære for hende, at skjule sine former og især sin kærlighed. For hun forelsker sig nemlig. Men kan hun både være på flugt, og forelsket i en som tror hun er en dreng?

26Likes
268Kommentarer
4365Visninger
AA

19. Død kærlighed.

Jeg sad op for første gang. Jeg kunne endelig bevæge hele min krop. Der var bare en enkelt ting jeg stadig ikke kunne. Jeg kunne ikke snakke. Selvom jeg dagligt kæmpede, ville min mund ikke komme med ord. Kun lyde. Derfor var jeg glad, når Key umma kom ind til mig. For han kom ind hver dag, og prøvede at få mig til at sige de mest simple ord. Men der kom højest en lille lyd ud af min mund.

Jeg sad og ventede på at Key Umma skulle komme igen, men pludselig ringede den telefon jeg havde fået. Den sad lige ved siden af min seng, så jeg med lethed kunne nå den. Jeg løftede den op, mens jeg ventede.

"Hallo Viggi? Det er Key Umma. Jeg kan ikke komme i dag, men Jjong har noget med han gerne vil vise dig." sagde Key Umma. Jeg bankede let på telefonen som svar. Andet kunne jeg jo ikke gøre. Men Key forstod det, og lagde på. Så Jjong ville komme i stedet for Key? Han skulle nok ikke prøve at få mig til at snakke. Det skulle undre mig. Måske ville han fortælle mig hvad der skete? Det havde de andre stadig ikke gjort, selvom jeg flere gang havde skrevet spørgsmålet. Men underligt nok undgik de det altid.

"Viggi? Det er Jjong Hyung." sagde en stemme, da døren blev åbnet. Jeg greb hurtigt min tavle, og skrev ned på den. Så vendte jeg den mod ham. Der stod bare hej Jjong Hyung på tavlen, men Jjongs øjne blev straks en smule blanke. Så trak han vejret tungt, før han igen smilede til mig.

"Jeg... jeg vil godt fortælle dig hvad der skete." sagde Jjong, hvor efter han satte sig ved siden af mig, på stolen der stod lige ved sengen. Jeg smilede glad til ham, men han så bare trist ud. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var han trist?

"Okay. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det, men jeg ved du ikke kan huske noget. Så... jeg vil bare starte. Yong Guk var kommet for at kræve penge af os. For ikke at fortælle noget om dig. Men han slog mig og Minho ned, da vil ville angribe dem. Jeg ved ikke hvor længe vi var bevistløse. Men længe. Vi vågnede først, da du og Onew kom løbende. Yong Guk truede dig. Da han så skød, skubbede Taemin dig væk, men undgik ikke selv kuglen." sagde Jjong, og skulle til at fortsætte, men hans stemme blev tyk af tåre.

"Så angreb du Yong Guk, men han stak dig i maven med en kniv. Alligevel fik du skudt ham. Du gjorde mere end alle os andre, nogensinde ville have kunnet gøre. Og så er du en pige." sagde Jjong. Da han sagde den sidste kommentar, sendte han mig et skævt smil.

"Jeg har noget til dig. Det var noget som lagde på Taemins værelse. Og... det er til dig." sagde Jjong. Han rakte en lille sammenfoldet seddel til mig. Jeg tog den stille ud af hans hånd, og foldede den forsigtigt ud.

Kære Viggi.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle dig det. For jeg har aldrig haft det sådan her før. Men jeg føler noget helt specielt for dig. Mere end bare venner. Men du er en dreng, og det samme er jeg. Men alligevel fortæller mit hjerte, at jeg elsker dig. Derfor sårede det mig ude i skoven, da du fortalte mig jeg var din ven. For jeg drømmer om at blive mere end bare det. Men forstå mig ret. For jeg vil ALDRIG miste dig som ven.

Kærlig Hilsen Taemin.

Jeg lagde en hånd foran munden. Han... elskede mig! Men... nej det kunne ikke passe! Han kunne da ikke ELSKE mig? Kunne han vel? Ja Taemin var sød og nuttet, men jeg ville aldrig få mere end vennerfølelser for ham. Pludselig kom jeg i tanke om noget. Jeg tog endnu en gang min tavle, og skrev: 'Taemin blev skudt?'

Jjong nikkede, da jeg vendte tavlen mod ham. Jeg vendte endnu en gang tavlen mod mig selv igen, mens jeg skrev en ting mere. 'Lever han?' Jeg vendte nervøst tavlen mod ham. Bare han ville sige ja.

"Ani." svarede Jjong trist. Jeg mærkede tårende presse sig på. Var Taemin død? Jeg rystede på hovedet. Det kunne ikke passe! Han måtte ikke være død! Han måtte ikke være væk for altid.

"NEJ!" skreg jeg pludselig, mens tårende overmandede mig, og strømmede ned af mine øjne, mens jeg begyndte at slå på Jjong.

"Nej, nej, nej!" græd jeg. Det hele var også min skyld! Hvorfor havde jeg overhovedet stukket af? Hvis jeg ikke havde gjort det, så ville Taemin stadig være i live. Han ville kunne gå rundt og smile, grine og havde det godt med sine hyungs. Men i stedet var han død. Hvis jeg bare aldrig havde mødt ham. Det ville have gjort alt nemmere.

"Nej... han må ikke være død." græd jeg, mens jeg kastede mig ind til Jjong, som krammede mig stramt ind til sig, mens hans tårer gled ned. Jeg gemte mit hoved ved hans hals, mens jeg søgte trøst ved den ældre dreng, som endelig lukkede op for sine følelser.

"Det ville jeg også ønske han ikke var. Men det er han, og jeg kan intet gøre, uanset hvor meget jeg ønsker det." græd Jjong. Sådan sad vi længe. Sad bare og græd, mens Jjong igen og igen snakkede. Og pludselig begyndte alle minderne at dukke op i mit hoved. Alting satte sig på plads. Det sorte hul, blev udfyldt med minder. Minder jeg ville ønske aldrig var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...