Nøddebrune drengeøjne

Samvittigheden sneg sig ind på hende, som en panter på sit bytte. Den kravlede ude i krogene, usynlig, for det umiddelbare øje. Den sneg sig ind i alle hullerne, gravede dybt ned, og udhulede fortiden med sine spidse tænder og giftige øjne. Nøddebrune øjne. Det var lige præcis de katteøjne, der gjorde det hele så indviklet.

0Likes
2Kommentarer
764Visninger
AA

1. Nøddebrune drengeøjne

 

Den kolde forårs vind legede med hendes hår. Den løftede det op, lod det slå kolbøtter og lave ottetaller. Lod det flagre, lod det vifte. Hun smilede skævt, og kørte en hånd gennem sit flyvske hår.

Hun sad under et træ, i en baghave, et sted i kartoffelrækkerne. I skødet havde hun en ung killing.

Killingens brune pels, havde sorte striber over ryggen. Dens øjne var trukket ud i en salig grimasse, og var dækket af lyserøde øjenlåg.Pigens opmærksomhed var rettet kun mod katten, og dens udtryk fremkaldte et smil på hendes læber.

Pigens navn var Liv. Liv var altid alene. Sådan var hun bare. De andre børn havde drillet hende, så længe hun kunne huske. Hendes ravnesorte krøller og kridhvide teint havde altid fået dem til at skæve til hende, og hendes stille opførsel havde ikke gjort det bedre. Denne udgave af Liv var 7 år gammel.

Vi springer nogle år frem i tiden, for at få en lidt mere interessant historie. Eller livlig, om man vil.

 

Da Liv gik ud af døren, den morgen, tænkte hun på alt og intet. Et svagt sollys oplyste tagstenene, mens Liv satte den ene fod foran den anden. Hendes tanker hvirvlede rundt i luften som fjerlette fnug, ubestemmelige og muligvis ligegyldige. Med blikket stift rettet mod netop de oplyste tage og helt uden at se sig om, stødte hun lige ind i en forbipasserende. En dreng, et par år ældre end hende, kiggede ned på hende med et forundret udtryk i øjnene.

Men Liv gik videre, uden at have opdaget noget. Hendes blik havde ikke flyttet sig, ikke i et sekund. Hun lagde ikke mærke til jordnære ting, som stød i maven og nøddebrune øjne. Da slet ikke nøddebrune drengeøjne.

Liv fortsatte til skole, som hun også ellers ville have gjort. Den dag skete der ikke mere usædvanligt.

 

Men den næste dag, da Liv igen trådte ud af sin hoveddør, fløj et kort billede forbi hendes nethinde.

Et billede af en killing. Det var hendes barndomskilling. En lille stribet killing. Med store nøddebrune katteøjne.

Hendes forældre havde druknet den. Killingen var aldrig blevet renlig. Liv havde grædt og grædt og grædt, da de fortalte hende hvad de havde i sinde at gøre. Hun var utrøstelig, og hendes forældre havde ment, at det eneste de kunne gøre var at drukne killingen. Så ville gråden vel dø ud. Og det gjorde den.

Men den blev erstattet af en umiskendelig hård tvivl mod menneskeheden. Liv stolede ikke på nogen. Måske var det i virkeligheden dette der havde gjort hendes venneløshed, ikke hendes anderledes karakter. Liv ville ikke lukke nogen ind i sine inderste kamre. De var lukkede, og det ville de blive ved med at være.

Den dag gjorde Liv et stort nummer ud af at være endnu mere stille og indelukket end normalt. Mindet om killingen havde brændt sig ind i hendes underbevidsthed. Hun kiggede sig en del over skulderen. Hun havde det som om killingen fulgte efter hende. Liv kunne næsten mærke dens bebrejdende brune øjne, rette al sin styrke mod hendes ryg, og ætse sig ind i samvittigheden. En samvittighed, der ikke havde været brugt i mange år. Der havde ikke været behov for den i mange år. Men nu tvivlede hun på, om hun i virkeligheden havde gjort nok for, at forhindre killingens endeligt. Var hun skyld i dens alt for tidlige død?

Da Livs klasse fik fri den dag, var hun den første ude af døren. Hun stormede ud af skolens port, og næsten løb af sted. Fra killinger, brune øjne og samvittighed. Men i stedet for at styre direkte hjem, og låse sig inde på sit værelse, strejfede hun længe om på Østerbro. Uden helt at vide hvad hun ledte efter, og om hun ledte efter noget.

Liv kunne ikke samle sine tanker om et bestemt emne, som hun plejede. Hun kunne ikke fortælle sig selv en historie. Hun kunne ikke spinde sine drømmefyldte fremtidsriger op som hun ellers yndede at gøre.  Det eneste hun kunne få frem var et billede af en killing. En killing med store nøddebrune øjne. Hun satte sig på en bænk. En bænk ud til sortedamssøen. Og med blikket søgende mod ænderne, sad hun der i flere timer. Ænder har også brune øjne.

Men man kan ikke stikke af fra sin samvittighed. Den vil altid finde en. Hvis den er ren, kan den dig intet gøre. Dens klør vil være bakteriefrie. De vil muligvis efterlade ar, men dog nogle, tid kan kurere.

Men hvis den er beskidt og befængt kan det hurtigt blive en ulækker affære. Tid vil stadig hele de fysiske sår, men da vil giften allerede være trængt ind i vedkommendes årer, og kun hvis man igen prikker hul i sårene, vil det være muligt at få den ud. Giften i årene kan glemmes, præcis fordi der ingen synlige mærker er. Men en oplevelse, en ting eller en person kan sætte den i gang igen. Starte de strømmende floder af giftstof, og gøre det umulig at tænke på andet.

Nogle giver sig selv skylden for problemer, trods de ingen grund har til det. Dette er for det meste, mennesker der ikke råber op. Folk der bærer det inden i. Andre mennesker ville jo sige dem imod, hvis de bekendte deres opdigtede skyld. Hos sådanne kan en opdigtet gift, være mindst ligeså slem som en ægte. Måske især fordi, der i deres vener, ingen ægte eksisterer.

Da Liv den næste morgen gik i skole, holdt hun sine tanker langt væk fra områder som samvittighed og killinger, og sine øjne stift rettet mod fliserne. Heldigvis kunne dette ikke lade sig gøre – for inden længe stirrede hun direkte op i et par nøddebrune drengeøjne. Og lige der – på fortov fyldt af hundelorte, tyggegummi og cigaret skod– gik det op, for hende, at killingen ikke havde haft brune øjne - den havde haft gule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...