Mørkets Mærke

Rose er en helt normal teenage-pige lige indtil den dag, hvor hun fylder 17. Hun ser syner og kan mærke de døde, som bevæger sig omkring hende i håb om, at hun vil slippe dem fri. Lade dem finde fred. Hun kan høre dem kalde på sig. Den eneste anden person, der har kendskab til Roses evne, er hendes bedste ven Oliver. Rose og Oliver stikker af fra deres fødeby i håb om at finde svaret på, hvorfor de døde kontakter Rose. Men det er ikke helt så let som det måske lydder. Flere personer får viden om, hvad Rose kan, og vil udnytte hende. Det bliver en lang og farefuld rejse for Rose og Oliver, men de må finde svaret.

11Likes
18Kommentarer
1916Visninger
AA

1. Mærket

 

Det var en tåget og diset septemberdag. Vinden susede og rev i træerne udenfor. Jeg var lige hoppet i nogle jeans og en ternet skovmandsskjorte. Mit hår blev bare sat op i den sædvanlige hestehale. Jeg var ikke rigtig typen der gik så forfærdeligt meget op i mit udseende. Det skulle bare være simpelt og hurtigt. Man så ud, som man nu gjorde og længere var den ikke. Men to ting jeg aldrig ville kunne undvære, ville være mine højtelskede Converse sko og mit sorte neglelak. Jeg kunne ikke drømme om at gå nogle steder uden dem.  

Jeg kiggede mig i spejlet og sukkede, inden jeg sprang ud af døren. Det eneste jeg så var sort, fladt hår og kedelige grønne øjne. Men jeg tog det ikke så tungt, for jeg havde da en person at trøste mig på.

 ,,Tillykke med fødselsdagen!" sagde Oliver, min bedste ven. I modsætning til mig, var han høj. Mindst et halvt hoved højere end mig. Han havde mørkebrunt, tjavset, halvlangt hår og de dejligste, dybe, blå øjne, indkrændset af tykke øjenvipper, som altid så lige igennem mig. Han var så smuk, at jeg nogen gange følte mig som Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame, når jeg var sammen med ham. Hans bevægelser var så elegante og kontrolerede i forhold til mine klodsede fakter.

Oliver vidste det ikke, men jeg havde været forelsket i ham næsten et år nu. Og jeg hadede det. Jeg kunne ikke længere opføre mig normalt, når jeg var i hans selvskab. Mine knæ blev som gelé og min hjerte bankede som en sindssyg, desperat dørsælger på en træls regnvejrsdag. Det provokerede mig noget så grusomt, og jeg kunne ikke gøre en dyt ved det. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til at fortælle ham det. Jeg ville være bange for at ødelægge vores venskab for altid. Det ville jeg ikke risikere.

Oliver trak mig ind til sig i et kæmpe kram. Mit hjerte hamrede afsted, og jeg var sikker på at selv en blind ville kunne se mit højrøde tomatfjæs lige i det øjeblik.  

,,Tak, Oliver," sagde jeg og fnisede, kejtet som den idiot jeg var. Oliver rakte mig en lille, flot udseende pakke.

 ,, Eeej, Oliver, det skulle du da ikke havde gjort," sagde jeg, men hoppede mentalt op og ned af glæde. Jeg vendte og drejede pakken, for at finde en åbning af frygt for, at ødelægge det flotte bånd den var pakket ind i. Jeg fik den bakset ud, åbnede låget og gispede. Det var et lille sølvarmbånd med et vedhæng, hvor der stod: Sammen for evigt. Jeg vidste godt, at han mente som venner, men jeg var alligevel ved at gå ud af mit gode skind af bare glæde.

Oliver tog armbåndet ud af æsken og skulle til, at give mig det om håndledet, da det skete.

Jeg følte en ubeskrivelig smerte i hovedet, som om noget ætsede sig vej igennem mit kranie. Jeg gispede, og sank sammen på jorden uden foran mit hus. Oliver hentede mig der, hver morgen inden vi skulle i skole så vi kunne følges.

,,Rose!" Hørte jeg Oliver råbe. Jeg kunne ikke få vejret, jeg gispede efter luft, men mine lunger reagerede ikke. Jeg kunne høre nogen skrige. Smerten gravede sig vej fra mit hoved ned langs min rygrad. Jeg hørte skriget igen. Jeg kunne se en sort skygge kredse omkring mig. Skriget kom igen. Jeg kunne lige ane et ansigt på den mørke skygge. Skyggen kom nærmere og nærmere, indtil den stoppede kun få centimeter fra mit ansigt.

 ,,Hjææælp mig..." hvislede stemmen. Der lød en masse hvisken og blæsen, men så blev alt stille og mit syn blev begravet i mørket.

Jeg mærkede hænder omkring mit ansigt, mine skuldre og mine arme. Jeg kunne høre en panisk vejrtrækning.

,,Rose, kom nu. Vågn op. Hvad er det, der sker med dig? Rose. Rose Marie Haleyway, vågn op....!"

Jeg kunne høre Olivers bekymrede stemme svæve over mig. Jeg kunne stadig ikke trække vejret. Jeg prøvede, at sige det til ham, men mine læber ville ikke adlyde. Jeg var som lammet, men pludselig kom det hele tilbage på engang. Mit syn, mine lunger virkede igen. Jeg satte mig op med et gisp. Min hals brændte. Hvert åndedrag føltes som, at stikke hvidglødene jern ned i halsen.

,,Rose, gudskelov, er du okay?" Oliver slog armene om mig og trak mig ind mod sig. Det var rart at have hans beskyttende arme omkring mig. Jeg fattede ikke, hvad der lige var sket.

,,Oliver?" sagde jeg forvirret.

,,Ja, Rose, jeg er lige her," hviskede han. "Der gjorde du mig godt nok bange, Rose, er du okay?" Han lød bekymret.

,,Ja, nej, min hud brænder..." Jeg tog mig til nakken i smerte. Oliver så spørgende på mig. ,,Omme i nakken.." Han flyttede min hånd til side, så han kunne se. Han kiggede nøje efter og gispede.

,,Hvad er der. Kan du se noget?" spugte jeg. Han strøj forsigtigt en finger hen over min hals, og jeg bed tænderne sammen over smerten.

,,Du har et træ af en slags siddende. Det er vissent. Dødt."

Jeg kiggede undrene på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...