Huset


2Likes
3Kommentarer
1807Visninger
AA

4. Opkaldet

Natten til søndag havde jeg svært ved at sove ordentlig. Der var spænding i min mave. Men jeg fik dog sovet, selvom jeg blev ved med at høre Sophia's bekymrede stemme. Og jeg vidste hun havde ret. Men noget i mig brændte bare for at vide hvad der var i det hus.

Ikke en fugl sang, ikke en vind rørte sig da jeg stod op. Himlen var kedelig grå, ensfarvet, trist, henmod det melankolske. Min mor havde lagt en seddel på køkkenbordet. Er hos Rikke, er senest hjemme kl halv seks. Fedt, tænkte jeg. Så havde jeg massere af tid til at gøre mig klar og komme ind i huset. Jeg havde lyst til at skrive til Sophia om mine planer, men jeg ville ikke gøre hende mere nervøs end hun var i forvejen. Skyerne vandede igen verden med deres tårer, da jeg kiggede ud af vinduet. Jeg havde altid syntes regnvejr var irriterende, men i dag gav det stemning. Jeg sad længe foran vinduet og kiggede i retning af huset. Dråberne faldt tungt, nogle hurtigere end andre. De gled ned af ruden og lavede lange spor efter sig. Selvom de var væk, havdde man stadig et minde.

Far, hvor er du?

Jeg løsrev mig fra vinduet da telefonen ringede. Jeg halvløb gennem huset, for at tage den. "Hej, det er Victoria," sagde jeg med spænding i maven. "Hrrr, hmf." Det var de første lyde der kom ud af telefonen. "Hallo, er der nogen?" Min spænding voksede. "Hrrmsijfp, hold, oepigne, dig, domgjeigi, væk, omhahd!" Jeg fik gåsehud. Telefonen blev lagt på. Jeg stod stadig med telefonen i hånden, da jeg kiggede ud gennem dråberne og hen mod huset. Var det et tegn? Spændingen i min mave voksede.

Og med god grund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...