She is the sunlight

En ny pige starter på den skole Cecilie går på. Der er et eller andet over hende der undrer Cecilie, ikke mindst de følelser den nye pige planter i hende.

5Likes
5Kommentarer
1689Visninger
AA

4. Jeg holder mit ord, hvis jeg kan...

Tandlægen var en af de værste ting i verden. Ikke nok med at man spildte en masse tid, så skulle de altid tilføje at man skulle børste tænderne mere grundigt, for det jeg gjorte var aldrig godt nok. Aldrig. Lykke til den person en tandlæge er tilfreds med.

Jeg låste mig indenfor og smed mig ned på sofaen som det første da jeg kom ind. Da jeg syntes at jeg havde ligget længe nok, tog jeg overtøjet af og tændte for TV'et. Nyheder, fedt... Jeg zappede gennem de få kanaler vi havde, det mest intressante lige nu var en dokumentar kaldt "Livets Planet".

Jeg faldt i søvn på sofaen, og drømte.

I drømmen befandt jeg mig i en skov. Træerne var så høje at det var latterligt, jeg kunne ikke engang se toppen af dem. De måtte midst være 100 meter høje, men jeg havde ingen målesans, så jeg var langfra sikker. Og det var sommer. På skovbunden viste der sollys, det flimrede som det var levende. Det hele virkede så levende og virkeligt.

Jeg gik mellem træerne. Så store de var, var der stor afstand imellem dem. Jeg gik over til et af træerne. Selve stammen var  stor som en bil gættede jeg. Da jeg prøvede at røre det gav det mig et stød, ikke et ubehalig et, men jeg var nu bevidst at der var nogle omme på den anden side af træet.

Jeg fik ret, eller, støddet havde fortalt mig det. Isjha sad lænet op af træets stamme, hun sad og tænkte. Jeg ville ikke forstyrre hende, men jeg havde heller ikke lyst til at gå. Jeg stod bare og betragtede hende. Hun så utrolig træt ud, havde hun ikke sovet? Hvor længe havde hun siddet her? Jeg prøvede at få et ord frem, men jeg kunne ikke. Min stemme lystrede ikke, jeg gik i panik, var jeg blevet stum? Hvordan kunne jeg så tale med... Isjha?

Isjha's grønne øjne hvilede pludselig på mig. Det var som mine bekymringer forsvandt, hele skoven blev roligere.

"Det gør intet," sagde hun. Hendes stemme... så blød og tryg. Hun rejste sig op og rak mig hånden. "Nogle gange er ord ikke nok, nogle gange behøver man dem slet ikke."

Jeg så på hendes hånd. Huden lignede den fineste silke der fandtes, og hvid, lidt for hvid... Men det passede til hende, til hendes mystiske væsen.

Jeg lagde min hånd i hendes, og et kraftig stød jog igennem mig.

Jeg vågnede med et sæt, mens rulleteksterne til "Livets Planet" kørte i TV'et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...