She is the sunlight

En ny pige starter på den skole Cecilie går på. Der er et eller andet over hende der undrer Cecilie, ikke mindst de følelser den nye pige planter i hende.

5Likes
5Kommentarer
1686Visninger
AA

7. Den første...

I det jeg lå i min seng og skulle til at sove tænkte jeg på Ishja.

Jeg tænkte næsten hele tiden på hende, det var nærmest tankerne der tvang mig i den retning, ikke at jeg havde noget imod det, men det var som om jeg ikke havde kontrol over det. Jeg glædede mig ufattelig meget til imorgen, jeg kunne løbe rundt i cirkler på mit værelse og skrige højt at jeg skulle hjem til Ishja! At jeg i det hele taget skulle se hende imorgen var stort!

Samtidig kunne jeg gi' mig selv en lussing, og spøgere mig selv hvorfor det var så vigtig? Hvorfor fyldte Ishja pludselig mine tanker dagen lang? Var det fordi hun var min ven? Jeg havde jo ikke haft rigtige venner, måske i børnehaven, men der er venskaber overfladiske, de tæller ikke rigtig.

Jeg vidste at Ishja var vigtig for mig, jeg vidste det fordi jeg bare blev glad af at tænke på hende. Og når vi snakkede sammen var det som et mindre adrenalin-kick, og jeg fik lyst til at grine højlydt hele tiden. Det var mærkeligt, mærkeligt...

Jeg døsede hen...

Pludselig stod jeg midt i en ørken. Der er ikke så meget at forklare siden udsigten kun bød på sand og atter sand, himlen var selvfølgelig skyfri og sandet var næsten uudholdeligt varm på grund af den bagende sol. Jeg gik i et stykke tid, om der gik fem minutter eller fem timer kan jeg ikke huske, tiden fløj bare afsted, og en tomhed bredte sig i mig.

Jeg mærkede pludselig en hånd på min skulder og jeg vendte mig om, foran mig stod Rebecca, hende den total snobbede idiot som de fleste skoler har mindst en af. Hun så med afsky på mig.

"Som jeg sagde blev i et godt par," hun klemte til på min skulder og smilede ondskabsfuldt. "Det var syndt, det var virkelig syndt. Er det virkelig det værd? Så hellere dø!"

"Stop!" råbte jeg. "Gå væk, forsvind!" 

Hele ørken forsvandt, og jeg sad nu i klasseværelset. Matematik... Jeg så til siden og opdagede at der hvor Ishja burde sidde, var der kun en tom stol. Hvor er Ishja henne? Skulle jeg ikke hjem til hende? Det havde hun selv sagt, jeg måtte finde hende! Jeg rejste mig og gik ud af klassen, vandrede gennem skolens mange gange og ned af mange trapper til jeg nåede udenfor. Der stod hun! Ishja stod ved porten til skolegården og vinkede til mig, jeg løb hen til hende og råbte nærmest.

"Hvor var du henne? Jeg ledte, men kunne ikke finde dig!"

Ishja smilede en smule, da jeg standsede foran hende. Hendes grønne øjne glimtede. "Jeg ventede." 

Hun tog mit ansigt mellem sine hænder, og plantede et lille kys på mine læber. Jeg stivnede.

"Hvad..."

Jeg vågnede med et sæt, da min alarm kørte løs, men jeg slukkede den ikke. Jeg stirrede op i loftet i mange minutter, før jeg blev træt af at høre den samme sang gentage sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...