Noget

Novellen handler om jeg'ets overgang fra barn til voksen. Den er skrevet som en stil i gymnasiet i 1.G. Jeg blev selv meget glad for den, og håber I også vil kunne lide den - den er ikke så lang :-)

1Likes
1Kommentarer
813Visninger

1. "Noget"

Der var treogtredive knaster. Måske fireogtredive, men hun gad ikke tælle dem igen. De snoede sig over loftet som slanger. Knasterne lignede æg. Æg i deres maver.   

  Hun satte sig op. Sengen knirkede. Den stønnede og brokkede sig.

Gad vide om en seng havde haft et tidligere liv?

Den ville nok blive rebel i sit næste, med ring i næsen og skrigfarvet hanekam. Køre ned af gaderne på en motorcykel og ose af sex og også lugte lidt af rust og metal fra utallige piercinger. Citere Michael Strunge, mens hashen fordrejede verdenssynet og man lo i lange øjeblikke uden ende.

Måske hun havde været sådan en gang. Eller måske blev hun det.

    Hun rejste sig op. Hendes ankelring klirrede. Han havde købt den til hende, sat den om hendes fod og hun havde svoret aldrig at tage den af. Hun havde siddet i en rundkreds med de andre på en plads i Christiania og der havde ikke været andre end dem, andre end ham og hende. Hun lod hånden glide over den. Den føltes kold. Det syntes hun, den altid gjorde. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt, men den var ligesom ham, måske.

Gav aldrig rigtig mening, og gav en hel masse mening alligevel.

 Med lange skridt begyndte hun at gå, og hun forestillede sig, hun så smuk ud. Ligesom dem i bladene, de alle sammen kiggede på – de alle sammen fandt deres næste samtaleemne i. De gjorde skøre ting, de døde, og så blev de endnu mere kendte, eller også gik de på rehab og prædikede om, at man skulle holde sig fra stoffer og druk.

Det hjalp bare aldrig ret meget.

Hun trak gardinet fra, og lyset faldt ind i rummet. Støvet var tydeligt i luften. Hun havde glemt at gøre rent, igen, ligesom i går og dagen før det og ugen før det. Hun gad ikke rigtigt.

Renlighed og rå image hang ikke sammen, det var det, de sagde. Undtagen hendes mor, hun sagde det modsatte, men var det ikke en moders pligt?

De lo nede på gaden. Lo og løb rundt og hun overvejede at tage tøj på og løbe ud til dem. Hun overvejede det igen, og hun besluttede sig for at gøre det. Et par jeans og en snor som bælte og en trøje, hun vist også havde på forleden, og så uden sko løb hun ned af trapperne og ud af døren. På trinnet sad der børn. De tegnede med gadekridt, tegnede sole og skyer og bolde og græs. De så op på hende, så smilede de med huller mellem tænderne og så løb de væk.

 Hun så ham. Han stod ved siden af den anden, den lille, og den lille havde børnenes bold mellem hænderne. Han tog den fra ham. Han tog den og holdt den op. Hans blik landede på hende og varmede hende op og hun gik hen mod ham. Han smed bolden væk, hen til børnene.   Hun nåede hen til dem og den lille satte sig ned på hug og grinede. Han grinede altid, en skør lyd; en hul gnækken. Det var en rar lyd, når man lige vænnede sig til den.  Den anden, ham, han smilede bare og ventede.   

   Hendes stemme lød hæs, da hun snakkede, så hun rømmede sig og prøvede igen: ,,Hvad griner du af?” spurgte hun den lille. Han gnækkede stadig. Så tørrede han sig om munden med bagsiden af en beskidt hånd. Han rejste sig langsomt og rømmede sig, og gjorde det på nøjagtig samme måde som hun havde gjort. ,,Vi skal væk,” sagde han. Hans tale var lige så gnækkende som hans grin.

,,Okay.”

Hun så fra den lille og hen på ham, og han lagde hovedet lidt på skrå. Så vendte hun rundt for at løbe op og hente sine sko. Hun kiggede rundt i værelset, da hun stod i døren. Det var ikke fordi hun ledte efter sine sko, for dem vidste hun godt, hvor var. Det var mere fordi hun ledte efter noget.

Men der var aldrig noget. Som altid.

 Hun tog sine sko. De var slidte og gule og de eneste, hun havde. Pigerne i bladene havde smukke sko og mange sko, og hun havde et par og de var grimme, men de var gode nok til hende.

Kun til hende.

Hun greb en taske fra stumtjeneren ved siden af døren. Den lugtede af mug og ælde og var det eneste i rummet, der lugtede af noget andet end resten. I tasken lå en tandbørste og en lille bog. Det var en dagbog, hendes mor havde givet hende.

,,Tag den, og skriv i den, og bliv klog af den,” havde hun sagt til hende.

Siderne var endnu blanke, for klog var hun endnu ikke, og hun vidste ikke, om hun havde lyst til at blive det.  

  De andre stod stadig og ventede. De begyndte først at gå, da hun stod stille foran dem. De gik, tre mand på række som myrer på vej ind i tuen. Bortset fra, at de var på vej væk fra deres. Væk fra myredronningen med hendes store vinger, der kvalte. Kvalte tanker og drømme og skubbede dem ud i røg og hallucinationer.

 De gik ned af Københavns gader. Børn og busser løb og kørte forbi hinanden og passerede de gamle damer på gangstative og den venlige grønthandler på hjørnet. Han råbte højt, og den lille gnækkede igen. Det var som en vinylafspiller der gik i hak og ikke kom videre.

Hvor de var på vej hen, det vidste hun ikke, men væk var godt nok til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...