At overleve

En ung pige har fået sig en dejlig kæreste, og i kærlighedens beruselse skal hun for første gang overnatte hos ham. Det viser sig at blive en meget stor omvæltning i hendes liv, da hendes kæreste viser sit sande ansigt. Hun må nu kæmpe for overlevelsen, og frigøre sig det net han har fanget hende i.

0Likes
2Kommentarer
784Visninger

1. At overleve

Hun sad i sofaen. Ensom. Hun kiggede på telefonen. Overvejede at ringe til sin bedste ven, men hun turde ikke. Hun rystede, var bange for at snakke med andre. Hun havde aldrig været sådan før. Hun plejede at være en glad pige, der elskede at snakke. Men det gik galt den aften, hun skulle overnatte hos ham. De havde planlagt en hyggelig aften med lidt pizza og nogle film. Pludselig var han blevet opsat på at de altså skulle have sex. Hun havde ikke følt sig klar. Hun var stadig jomfru og ville være fuldstændig sikker, før hun ville kaste sig ud i at være intim med ham, overgive sig og føle hvordan de skulle nyde hinanden. Hun havde forsøgt at skubbe ham væk. Han havde holdt hende fast i sengen, begge arme over hovedet, som han holdt sammen med den ene hånd. Han var meget muskuløs og virkelig stærk! Hun var blevet skræmt, og da hun følte hvor stærk han egentlig var, gik det op for hende, at han mente det! Hendes bukser var blevet krænget af, og hun havde mærket, hvordan han havde tvunget hendes ben fra hinanden, og derefter følte hun en svigen og smerten. Hun var begyndt at græde, og havde bedt ham stoppe flere gange. Det her var slet ikke som hun havde forestillet sig, den første gang skulle være. Han havde tysset på hende, med et vredt toneleje. Desværre, var det ikke sidste gang dette fandt sted.

Hun sad nu, hver eneste dag helt alene. Når hun gik i skole, holdt hun sig fra de andre, og svarede kun med enstavelsesord når hun blev spurgt om noget. Alle så hende som en underlig pige. "Den mystiske Pige" blev hun kaldt. Hun havde pludselig ændret sig. Ingen vidste hvorfor.      Hun fik et chok da telefonen ringede. Hun så på displayet. Et billede af hendes ekskæreste dukkede op. Hun blev bange og krøb sammen. for han var skyld i, at hun var endt som en bange sjæl. Han havde manipuleret hende gennem flere måneder, fået hende til ting hun ikke ville. Han overvågede hende. Nu sad hun krøbet helt sammen i sofaen, og så på billedet af ham. Hvorfor ringede han? Hun tog røret. Sagde intet, men frygtede det værste.       "Sig noget," sagde han i den anden ende.       Stammende sagde hun hej.       "Hvad laver du?" hans stemme var meget lav.       Hun svarede ikke.       "Er du der?" spurgte han.       "Ja," hviskede hun. Stemmen knækkede.       "Så sig noget," sagde han hurtigt. Inden hun nåede at svare, begyndte han at synge. Deres sang! Tårer strømmede ned ad hendes kinder. Hun bad ham stoppe, men han sang videre. Hun bad ham igen stoppe.       "Hvorfor?" spurgte han med et toneleje der næsten gav genlyd inden i hende.       "Fordi den gør mig ked af det,".       Han sang videre. Hun græd endnu mere.       "Jeg prøver at fortælle dig, at jeg tænker på dig, og at jeg elsker dig."       "Jeg tror ikke på dig," svarede hun ondt. "Du har aldrig elsket mig. Hvorfor gjorde du så alt det mod mig? Det er din skyld jeg er som jeg er, det er din skyld jeg er så bange af mig..." Hun mærkede hvordan hjertet bankede og bankede. Hun var bange da hun sagde det. Ventede på et møgfald fra hans side. Istedet sagde han:       "Jeg skal nok lade dig være,". Røret blev smækket på.       Hun stirrede frem for sig. Sagde intet. Tænkte ikke rigtig noget. Hun kiggede på telefonen og tastede hurtigt et nummer ind. Den ringede og ringede. Endelig blev røret taget, og en træt stemme svarede.       "Jeg har noget at fortælle," begyndte hun. "For første gang, har jeg turde svare en igen, selvom jeg har været skrækslagen!"       Hun havde ringet til sin bedste ven. De snakkede længe sammen, så længe at det var blevet langt over midnat. De sagde godnat, og for første gang i flere måneder gik hun glad i seng.       Hun vågnede i sin seng, med en følelse af frygt. Hvor længe havde hun sovet? Det føltes ikke som mere end en times tid. Hun mærkede i sin mave en knugen, der fik hende til at krumme sammen. Der var nogen. Eller noget. Hun rejste sig langsomt. Hun rystede over det hele. Hun havde på fornemmelsen, at nogen var i huset. Med kroppen fuld af panikangst og hovedet fyldt med de mest katastrofale tanker, gik hun hen til skuffen i skrivebordet. Trak en smald kniv op og bevægede sig langsomt ind i stuen. Der - midt i sofaen - sad han. Hendes ekskæreste. Han græd da han så op på hende.       "Hvordan er du kommet ind?" Hendes stemme lød skinger.       "Døren var åben. Du har åbenbart glemt at låse den i aftes," svarede han og så ned i gulvet.       "Det er ulovligt bare at gå ind. Jeg vil bede dig gå!" Hendes øjne lyste af en blanding mellem frygt og had, og han forstod. Han kunne godt se, hvor meget han havde ødelagt hende.       "Jeg elsker dig. Tro det eller lad være. Jeg vil ikke miste dig. Jeg vil gøre alt for at få dig tilbage." Hans stemme knækkede da den fyldtes med gråd.       Hun så på ham uden at ændre blikket. Han græd. Men noget i hende sagde, at han kun græd i håbet om at få hende tilbage, så han kan sige, at han har en kæreste. Krokodilletårer!       "Du kan ikke leve uden en kæreste, kan du vel?! Og derfor siger du bare til en tilfældig pige, at du elsker hende. Når du så har hende, sårer du hende på alle de måder du kan komme til. Du ved ikke hvad rigtig kærlighed er. Du ved ikke hvad ordet "elske" betyder. Du tror det er så nemt. Men der er intet, der er nemt." Hendes frygt forsvandt, og hun følte kun et had til ham der sad og græd foran hende. Ingen af dem sagde noget længe.       "Jeg savner dig," hviskede han.       "Jeg savnede også dig - engang!" svarede hun hårdt.       "Vær sød at gå, jeg vil ikke se dig mere." Hun pegede ud mod hoveddøren.       Han rejste sig med besvær. Så på hende. Hans øjne var røde og hævede. Blanke. Var han oprindeligt ked af det? Tænkte hun skeptisk.       "Jeg elsker dig," var det sidste han sagde, inden han så døren blive smækket i bag sig. Nu stod hun med ryggen mod døren, og tænkte på alt der var sket. Hun så ned af sig. Hvad var det lige der skete? Hun vendte sig om, og så ud af dørspionen. Han var gået. Hun åndede lettet op. Hun fik lyst til at ringe. Ringe til alle sine venner og veninder og snakke med dem. Hun følte sig ikke så bange mere, som hun havde været. Nu var hun nærmest kun bange for at skulle ringe til dem, og fortælle dem en hel masse, som hun havde lyst til at sige, men som hun ikke har turdet fortælle. Hun løb ind i stuen, greb telefonen, og ringede til de to piger, der faktisk var hendes bedste veninder, inden hun blev udsat for overgrebet. Heldigvis for tidspunktet svarede de, begge to. Hun var så glad. En lettelse bredte sig i hendes indre. Hun havde stået op for sig selv! Hun havde sagt fra! Hun var sluppet af med det, som havde været skyld i hendes mærkelige adfærd. Men der var stadig en mørk plet inde i hende, som hun ikke ville slippe af med foreløbig. Kom han mon tilbage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...