All I ever wanted *Oneshot*

En kort novelle om en pige der er på resturant og er skidetræt af hendes familie. Hun stikker af og kommer frem til et trylleshow, som der viser sig at være hendes største vendepunkt i hendes liv...

1Likes
7Kommentarer
1087Visninger
AA

1. All I ever wanted...

Forlystelsesparken er et skod sted at være når man ikke engang får lov til at prøve noget. Forlysterlser, altså. For jeg og min familie fik "fornøjelsen" at spise på en billig kinesisk resturant. "Den Kinesiske Mur" stod der over indgangen, ikke engang noget orginalt, der var mange kinesiske resturanter der hed det, eller så kendte jeg bare ikke mange af den slags resturaner... Heldigvis.

Indenfor var der varmt og madlugten i rummet var så voldsom at det gav mig kvalme. Der var dog pyntet op, og på væggen var den kinesiske mur blevet malet hele vejen rundt. I hjørnet af resturanten kørte et lille fjernsyn løs med nyhederne på et sprog jeg ikke kendte, sikkert kinesisk, det passede jo til stedet. Hvem gad da at se arabiske nyheder her? De havde i hvert fald gjort sig umage med at få en kinesisk stemning op at køre.

Min tante Merethe snakkede med tjeneren, som førte os til et bord hvor vi alle kunne være, selvom vi måtte tage to stole fra et andet bord før det passede helt. Merethe begyndte at remse hele menuen op for mig da jeg sagde jeg ikke vidste hvad jeg ville have. Jeg hørte ikke engang efter, stirrede bare på hende som om hun rent faktisk talte kinesisk. Jeg havde boet hos Merethe og min onkel, Klaus, i to år. Lige siden mine forældre døde i en bilulykke havde de taget mig til sig og passede mig som deres egen datter.

Ærgeligt at jeg afskyede det.

De var så... Uudholdelige. De ville have at alting var perfekt, og hvis der var noget som helst der bare lignede en udfordring, bremsede de løbet op og sagde at de nok skulle tage sig af det. At Merethe læste hele menulisten op var et eksempel på hvor perfekt hun ville have det.

"Jeg skal lige på toilettet," afbrød jeg hende, det gav et lille sæt i hende, som om jeg havde trukket hende ud af en trance. "Er du ikke sikker på det kan vente? Vi skal snart..."

"Jeg skal på toilettet nu!" jeg rejste mig og begyndte at gå.

Merethe råbte efter mig. "Okay skat, men skynd dig! Vi bestiller maden lige omlidt, og du har jo ikke engang valgt endnu!"

Og hvad så? Jeg kunne bare bestille senere? Ved nærmere eftertanke var jeg slet ikke sulten, men jeg gad ikke forstyrre Merethe med det. Hun tror sikkert at jeg er alvorlig syg og ringer efter en ambulance. Måske lige overdrevet nok. Men hun ringede faktisk engang efter en, efter at have set en prik i mit ansigt og troede at jeg var i færd med at få mæslinger, men det viste sig at det bare var en bums.

Uden at tænke over det var jeg gået udenfor, og jeg bød den kølige aftenvind velkommen. Der var tomt i den gade resturanten var placeret, og i det fjerne kunne jeg høre folk skrige af begejstring. Det havde jeg egenlig også lyst til, bare et desperat, længelsfuldt skrig. Men det gjorte jeg ikke. Sådan gjorte man bare ikke. Måske når jeg er alene, tænkte jeg, næste gang, ja.

Jeg begyndte at gå, ligeglad i hvilken retning jeg gik i. Bortset fra de fjerne skrig kom noget andet ind for min hørrevidte. En stemme, med den smule ekko, det lød som om det kom fra en højtaler. Jeg fik ret da jeg fik øje på noget lys, som ved nærmere eftersyn viste sig at være en scene. Fedt, teater, var min første tanke. Men nej, ved endnu nærmere eftersyn var det en tryllekunstner.

En mand med smoking, høj hat og blå kappe stod på scenen, i færd med at vise et trick. Han fik det mindre publikum til at gispe, grine og klappe, især børnene i de forreste rækker virkede helt tryllebundte. Jeg satte mig på en af de bagerste bænke, hvor der ikke sad andre. Halvt så jeg på hvad tryllekunstneren lavede, halvt var jeg i mine egne tanker.

Det var egenlig rart at sidde for sig selv, eller gå en tur alene. Himlen var klar, og selvom forlystelsesparken var et helt lysshow, dukkede der mange stjerner op. Piletræerne lidt herfra svajede i takt med vinden, og alle lyde omkring mig virkede beroligende. Det slog ned i mig at Merethe måtte undre sig over hvor jeg blev af, men jeg havde ikke lyst til at gå tilbage. Jeg må bare komme med en langt ude forklaring...

Publikum begyndte pludselig at pifte og klappe, det gav et lille sæt i mig. Tryllekunstneren bukkede med et tørklæde i den ene hånd, sikkert noget han lige havde brugt i et trick. Hans stemme gav ekko fra højtaleren.

"Mange tak, tak! Men vi er ikke helt færdig endnu, der er et sidste nummer jeg mangler at udfører for jer! Men denne gang har jeg brug for en hjælper. Hvem har lyst til at komme op?"

Det var startskuddet til en masse ivrige udbrud fra alle børnene i de forreste rækker. Jeg blev pludselig fyldt med inderlig længsel bare af deres reaktion, de var alle kun en smule yngre end mig, og deres forældre smilede også af deres begejstrede hænder i vejret. Jeg tænkte på mine forældre. De ville havet taget mig med i forlystelsesparken for at prøve noget. Ikke bare for at gå i resturant som der gav mig kvalme, og... Min onkel og tante, de var så... så irriterende! Som om de levede for at irritere mig og omgøre mit liv i en lang, lige linje de selv har skabt! Hvorfor kunne de ikke forsvinde? Hvor ville jeg ønske det hele bare ville forsvinde! Bare gå væk! Bare...

"Du! Dig der bagerst!"

Min strøm af tanker standsede brat, lidt ligesom en elastik man slap efter at have trukket så langt i små mængder. Tryllekunstneren pegede på mig fra scenen, publikum vendte sig også om for at se hvem han pegede på.

Jeg følte mig lille. Det var som jeg stod over for et valg der galdt mit liv.

Vær ikke så dum! tænkte jeg vredt til mig selv. Jeg rejste mig og gik mellem alle bænkene så jeg kunne komme op på scenen. Manden der stod deroppe smilede til mig. Han virkede rar. Men de var som om han kunne se lige igennem mig, måske læse mine tanker? Det er åndsvagt, selvfølgelig kunne han ikke det...

"Nå, min pige. Hvad er dit navn så?"

Det var som at fortælle hvor man boede til en vildt fremmede, man lige havde mødt. Måske var det fordi, jeg var alene. Jeg kendte ingen her.

Med svag stemme fortalte jeg ham det.

"Jamen, hej Julie. Dejligt at have dig heroppe, giv hende lige en hånd allesammen!" Der lød klapslaver fra publikum, og jeg mærkede blodet stige til hovedet. På en måde varmede hans ord mig også. Tryllekunstneren smilede et venligt smil, jeg havde i et øjeblik det som om, at han vidste hvordan jeg havde det. Og at han forstod mig.

Et stort skab blev hentet og placeret midt på scenen.

"Julie, jeg vil bede dig om at gå ind i dette skab!"

Jeg stirrede på det. Hvad skulle jeg derinde? Vil han save det midtover? Hvis han havde det i tankerne var det sikkert et trick, for det var det en tryllekunstner gjorte, lavede tricks...

Jeg gjorte som han sagde, og alt blev mørkt da døren blev lukket.

 

 

 

Publikum så til mens tryllekunstneren gik rundt om skabet, som om han stod og regnede dens højde og bredte ud. Noget røg fra røgmaskiner rullede hen over scenen, og jo mere røgen tog fat, jo mere stille blev der. Skrigende fra folk oppe i ruchebanen eller i karusellerne lød uvirkeligt, selv vinden blev roligere.

Tiden gik i stå. Alle holdt øje med tryllekunstnerens bevægelser, så til og undrede sig, for flere minutter gik med at han bare så på skabet.

Endelig standsede han, og alle tilbageholdte et åndedræt og ventede på hvad der nu ville ske.

Manden på scenen rakte hånden i vejret og knipsede. Skabet forsvandt.

Hvis han havde savet det midtover eller stukket sværd i ville det ikke undre folk så meget som dette.

For skabet var væk. Og det blev det ved med at være.

Folk hviskede pludselig ivrigt. Tryllekunstneren så tilfreds ud, og så neutralt ud på publikum. Røgen havde næsten aftaget helt da en pige pludselig brød igennem.

"Er skabet væk?"

Tryllekunstneren trak på skuldrene. "Som du ser."

"Men hvad med pigen? Er hun så også bare væk?"

"Ja... Men jeg gav hende hvad hun ville have."

Publikum lyttede ivrigt.

"At alt bare ville gå væk. Forsvinde!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...