Blodforræderen

I den 16-årige Fayette Hawkins verden gælder det for menneskene at dræbe vampyre og varulve. Hun bor alene med sin far, og hendes største drøm er at dræbe et magisk væsen og dermed gøre sin far stolt. Men drømmen får en brat slutning, da hun knytter et venskab med en vaskeægte varulv. Desuden så får Fayettes far noget af en overraskelse, når han opdager, at hun ikke slap uskadt fra et vampyrbid...
- Denne historie er slut, men 2'eren er jeg fuld i gang med, så læs endelig også med på den :3

18Likes
90Kommentarer
3930Visninger
AA

6. Taylor

Blodjægere er svage. Dør let og stolte. Vi er som glas. Lige meget hvor lang tid man passer på, går det i stykker så snart man skubber til det og lader det falde. Bare ved at prikke med neglen, skriger det. Latterligt dumme er vi og alligevel giver vi ikke op. Vi er idioter, for vi kan jo ikke hamle op med de andre.

Jeg var et øjeblik lykkelig. Jeg vil starte et nyt liv, med et nyt syn på livet. Det ville jeg og måske fandt jeg virkelig ham Tristan Matias, men lykken var kort.

Noget tog fat i min arm og trak mig med unaturlig styrkere videre. Jeg kunne ikke følge med og blev trukket en meter over jorden. Jeg skreg, men det stoppede ikke. Jeg følte mig som en dukke i en lille piges hånd, der løb så hurtigt hun kunne. Men dette greb var stramt og nogle negle borede sig ind i huden. Jeg prøvede at rive den af mig, men mislykkes.

Så stoppede det pludseligt. Jeg blev holdt i begge mine arme, og havde stoppede mig i farten så vi stod overfor hinanden. Jeg rev mig løs.

Han havde kulsort hår og lighvid hud. Hans røde øjne sendte mig en kuldegysning igennem hele kroppen. Vampyr. Jeg gik et par skridt tilbage, men han tog et godt tag om min arm igen. Denne gang blidt. Jeg turde ikke røre mig eller vride hånden af mig. Kunne kun akkurat kikke ham i øjnene.

"Hvem er du lille fe?" Hans stemme var underlig sukkersød i det, og hans ånde lugtede tydeligt af pebermynte. Jeg kunne ikke bevæge mig ligemeget hvor godt jeg prøvede. Jeg kunne ikke engang tage blikket fra ham, så bange jeg var. Han tog en hånd på min kind, og armen rundt om livet på mig, som om at han elskede mig og hvis ikke at situationen så ud som den gjorde... Så ville jeg føle mig udnyttede da han ikke elskede mig, men mit blod.

"Mit navn er Taylor." Hviskede han i mit hår, og jeg var stivnet af skræk. Vidste udemærket godt at han ville bide mig. Jeg prøvede at holde min vejrtrækning under kontrol, men den var skrækslagen.

Han havde pludselig rykket sig og stod lænet op af et træ, med lukkede øjne. Jeg tror at han nød sin lille leg.

"Hvor ville jeg gerne smage dit blod..." Sagde han bare, med et smil om munden. Jeg trådte et skridt tilbage, der fik ham til at åbne øjnene. Så var han bag mig.

"Jeg ved godt at man ikke må lege med maden, men det er bare så... fristende." Hans stemme var nu hvislende som en slange. Jeg havde pludselig glemt hvordan man trak vejret. Jeg prøvede at løbe, men det var forgæves. Han havde allerede indhentet mig, og vred min arm om i en akavet stilling. Smerten var som en iskold bølge i hele min krop, og alle knoglerne i armen, gik af led kort. Jeg skreg, så mit stemmerør blev skrabet op til en hæs stemme, som havde det blevet slæbet op af saltpapir. Han lo en dyster latter.

"Desværre må jeg vente... Han skal bare mærke lidt mere af din smerte. Jeg kommer når han er mest lykkelig, og når han er mest svag og mest stærk." Han havde givet slip på min arm, og hans mund var helt tæt på mit øre.

"Du skal endelig ikke tro at jeg vil gøre dig ondt... Jeg ville bare give ham den samme smerte som han gav mig. Jeg ved at han inderst inde holder af dig. Ligeså meget som jeg holdt af hende!" Hans - ellers nærmest triste - stemme blev hård i det. Så var han væk, og jeg faldt sammen på jorden, af smerter indeni. Jeg følte mig sindssyg og jeg skreg af ham jeg havde mødt. For selvom at han var væk, så ændrede det ikke det faktum at jeg var bange. For han ville vente. Hans navn var Taylor, og det navn ville give mig den samme frygt, som den aften. Den person han mente. Ja jeg havde kun en person i bagtanken, men håbede virkeligt at det ikke var ham. Men... Selvfølgelig kunne det jo kun være ham, og tanken var som et springstof, der sprang al håbet og min forstand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...