Blodforræderen

I den 16-årige Fayette Hawkins verden gælder det for menneskene at dræbe vampyre og varulve. Hun bor alene med sin far, og hendes største drøm er at dræbe et magisk væsen og dermed gøre sin far stolt. Men drømmen får en brat slutning, da hun knytter et venskab med en vaskeægte varulv. Desuden så får Fayettes far noget af en overraskelse, når han opdager, at hun ikke slap uskadt fra et vampyrbid...
- Denne historie er slut, men 2'eren er jeg fuld i gang med, så læs endelig også med på den :3

18Likes
90Kommentarer
3940Visninger
AA

14. Godnat

Gad han virkelig kysse mig? Nej selvfølgelig ikke... Det sagde Julie bare. Sådan lød det i mit hoved, da der blev tvunget et smil af Tristans mund, da han så os.

"Jeg tror at jeg tager et bad..." Sagde Julie og kikkede ned af sig selv."Ses om en times tid." Smilte hun, og gik så ind i badeværelset. Så var det kun mig og Tristan, der befandt sig i stuen. Jeg vidste ikke om at jeg skulle tage det som en god ting, eller dårlig.

"Hvad gik den pigesnak ud på?" Spurgte Tristan og kikkede så på mig.

"Vil du virkelig vide det?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Han rystede grinende med hoved.

"Så du virkelig Taylor?"

"Hvad tror du at jeg er blevet sindssyg, eller at jeg løj?" Man kunne høre at jeg var blevet fornærmet. Han rystede igen på hovedet. Så gik han over til mig.

"Er du sikker på at du vil være her? Er du klar over hvor farligt det er?" Han lød alvorlig, men alligevel kunne jeg godt høre på ham at han ikke brød sig om tanken, om at jeg gik. Jeg nikkede.

"Man skal..." Jeg tænkte mig om. "Følge sit hjerte." Smilte jeg, men fortrød straks, da det så ud som om at han misforstod det.

"Ved du hvad? Jeg er træt. Jeg tror at jeg går i seng." Sagde jeg bare. Ikke kun begrund af at få et emneskift, mere fordi at jeg ville også vildt gerne høre hvad de snakkede om bag min ryk. Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor.

"Du har ikke nogen seng." Sagde han koldt.

"Derfor... Sover jeg på sofaen."  Han sukkede.

"Vil du virkelig godt sove i sofaen?" Spurgte han mistro. Jeg nikkede igen.

"Godnat!" Sagde jeg bare og smed mig i sofaen. Jeg lod som om at jeg sov, da jeg havde lukkede øjne og holdte mit åndedrag så roligt som muligt. Han godtog det.

Jeg kunne høre skridt, og derefter stemmer.

"Nej hvor er hun dog sød hva? Hvornår har du tænkt dig at..." Det lød som Kristian eller Kristoffer.

"Tænkt mig at...?" Afbrød Tristan.

"Du ved... Have det lidt sjovt! Hvis du er nervøs, så tag en bajer eller to!" Grinte ham jeg nu antog for Kristoffer.

"Hvorfor skulle jeg være nervøs?" Tristan lød mistænktsom.

"Det ved du godt! Hey se der kommer bossen!" Udbrød han, ved lyden af nye skridt.

"Tristan... Øm angående Fayette..." Markus holdte en pause. Jeg blev spændt i det. "Hun kan ikke være her meget længere... Hun vil blive slået ihjel før eller siden. Vil du virkelig godt tage chancen?" Så hørte man et suk bryde ud gennem rummet.

"Det ved jeg ikke. Hun har selv valgt det..." Så blev stemmerne utydelige, men de var der stadig. Jeg overvejede at rejse mig op, og overbevise dem, men min nysgerrighed var for stor til at jeg ville afbryde dem. Jeg hørte ikke andet en mumlen, og til sidst hørte jeg kun to enkelte ord.

"Godt så..." Sukkede Tristan trist. Jeg rynkede brynene. Hvad skete der lige der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...