Teenageres tanker

Nogle gange har man behov for at føle sig speciel. Især i en tid, hvor man finder ud af, at det hele ikke handler om en selv. Man må holde fast i den rest af blind selvsikkerhed og selvcentrerethed - (hvad? Det er et ord!) Men nogle gange går det for vidt..

4Likes
2Kommentarer
832Visninger
AA

1. Hierarki

Klassen er delt op i fire dele. Sådan er det altid når der var frikvarter.

Ved forreste række sidder alfahannerne. Der kan de se ud over det hele. Kontrollere alting. Både fællesrummet, resten af klasselokalet og endda en lille del af skolegården gennem vinduet. De har travlt med at vise hvem der var sejest, hårdest og mest populær blandt pigerne. Først og fremmest det sidste. Det er stort set pigerne der bestemmer drengenes hierarki. Det gør de især ved at slå, kaste med bolde og sende pigerne blikke. Eller røre ved dem. Eller ved at klæde sig sejest. Med sejest mener de laveste bukser, højest kasket og mest gelé i håret.

Længst til venstre sidder pigerne. Dem der ikke har kærester i de ældre klasser, og derfor er oppe i deres klasser nu. Pigerne snakker om alting. Alt ser fint ud. Deres kappestrider, er ikke åbenlyse som drengenes. De finder små snedige ting, at putte ind i samtalerne. Så de andre piger kan ikke direkte vende sig mod dem og forklare dem at det ikke er okay. For det meste er det ikke engang med vilje. Et instinkt. For ligesom man i dyrenes verden har alfahanner, har man også førerhunner. Og det er dette pigerne kæmper for. Pigernes kvalifikationer skal dog være anderledes. De skal være tynde, flotte og populære blandt drengene.

Bagest i en krog sidder drengene der for længst er ude af alfahan-konkurrencen. De snakker typisk eller læser. Deres forhold er måske det reneste man kan finde. Der er ingen konkurrencer rigtigt, andet end selvfølgeligt små hierarki problemer. Men dem finder man jo altid hvor der er mennesker. Disse er pigerne ikke interesseret i. Det er ikke accepteret. Mest fordi de ikke er accepteret blandt de seje drenge, og pigerne er jo per instinkt kun interesseret i alfahannerne. Men alfahanner er kun drenge som piger er interesseret i. På den måde er det vel en ond cirkel.

Den sidste gruppe sidder i vinduet, med en notesbog. Den sidste gruppe består af en person. Den sidste gruppe er mig. Og jeg er kun mig selv - Liv. Men hvis jeg selv skulle sige det – og det skal jeg, siden der kun er mig – klarer jeg mig bedst uden selskab. Jeg har ikke været alene altid. Jeg meldte mig ud af disse grupper da puberteten indtraf. Puberteten gjorde mine, forhenværende nogenlunde, klassekammerater fuldstændigt vilde i varmen. Det eneste de tænkte på var hierarkiet, bumser og bryststørrelse. Og dette passer på begge køn.

Min position gik selvfølgelig også fra at være ligegyldig til ikke at være accepteret. Ser i; jeg var bedste venner med drengene. Jeg har aldrig været inde i pigegruppen. Det kan godt være det heftige hakkeri først sætter ind i tolvårsalderen, men de mindre positions skænderier har altid været i gang. Men pludselig var det ikke bare drenge, jeg var gode venner med. Det var de socialt udskudte drenge. Og det gjorde en forskel. Ikke for mig, men for det sociale nærmiljø.

Pigerne troede de skulle passe på mig. Mobbe mig ud af min flok. Tilpasse mig normerne med magt. Som man nu engang gør, når man er teenager og uvidende om hvem man egentligt er. Så det gjorde de. De sagde jeg var ulækker sådan at være sammen med flere drenge på en gang. Og at jeg var ynkelig at jeg ikke engang kunne få en rigtig kæreste. Og med rigtig kæreste mente de en med bukserne nede om røven, kasketten placeret så den kun rørte håret og i øvrigt så meget gele i håret at det overhovedet kunne lade sig gøre. Kort sagt en kæreste der passede ind i deres billede af det normale. 

Så jeg gav op. Ikke fordi jeg blev såret eller ked af det. Men fordi jeg aldrig kunne få fred. Jeg var knap sammen med mine venner mere. Simpelthen fordi jeg altid have en skare af ophidsede teenagepiger rendende i hælene snakkende om hvor trist og klam jeg var.

Så jeg stoppede med, at ses med drengene. Og langsomt lagde oprøret sig.

Og så var jeg pludselig helt alene. Helt uden venner. Og hvordan klarer man sig i en jungle uden selskab?

Hvem skal løbe efter hjælp, mens man holder tigrene i skak?

Hvem skal man skiftes med at holde vagt om natten med?

Hvem skal holde en i sine arme, hvis man er bidt af slangen, og der ingen vej tilbage er?

Det er dog muligt.

Jeg har 1 regel der skal overholdes, ellers braser det hele sammen:

Ingen social kontakt.

Hvis jeg først bliver blandet ind i deres miljø, bliver jeg også blandet ind i deres magtkampe. Og man kan ikke klare magtkampe, uden medkumpaner. Og det er nu, efterhånden, noget tid siden jeg havde sådan nogle.

 

Det er en fredag morgen, som enhver anden. Himlen er grå, hustagene sorte og der er ikke den fjerneste risiko for, at jeg dumper i dansk stil. Sådan en får vi nemlig tilbage i dag. Fjerde lektion. Vores lærer hedder Kamilla. Hun er ung. I hvert fald i forhold til hvad lærere normalt er. Hun er vel i starten af trediverne. Hun gjorde det meget klart, lige fra starten af, at hun synes vi er nogle umodne snotunger. Jeg føler mig på bølgelængde med hende, netop begrund af denne mening. Jeg har det jo, præcis på denne måde. Jeg har dog prøvet at forklare hende, nogle gange, at jeg altså ikke er sådan. Sidste gang gik det nogenlunde sådan her:

Mig: ”Kamilla?” Kamilla: ”Ja, hvad er der?” Mig - trækker vejret ind til en forklarende talestrøm: ”Du siger altid at du synes vi er umodne og slet ikke klar til at træde ud i samfundet. Du siger vi tror hele verden går ud på at smukkesere sig, og have det fedt. Jeg vil bare sige, at jeg ikke er sådan. Jeg går slet ikke op i sådan noget, og har præcis den samme mening om fænomenet som dig.”

Kamilla trak øjenbrynene en smule op i pandet. Det kunne enten betyde hun var imponeret, eller at hun undrede sig.

Kamilla: ”Du har ret i en ud af dine to påstande. Du er ikke som de andre. Du er ikke umoden på den måde, at du kun går op i udseende og sjov. Men på trods af dette, er du måske stadig den allermest umodne, Liv. Og sæt dig nu ned på din plads!”

Jeg har aldrig helt forstået hvad hun mente. Men det er vel også ligegyldigt. Lige meget hvad fortæller dette optrin en del om min lærer, Kamilla. Hun indrømmer aldrig at hun har taget fejl, hun elsker at sløre sit budskab, så vi selv skal regne ud hvad hun mener og hun elsker at rette på os, fortælle os at vi ikke har ret.

Men lige meget hvor meget hun elsker at rette på os, kan hun ikke lade mig dumpe i dansk stil. Der er jeg på hjemmebane. Min far er journalist og har udgivet et par romaner, min mor har studeret dansk og er nu selv lektor i samme emne. Man kan næsten sige at skrivning ligger i mit blod. Eller rettere; det kan man. Det har i hvert fald været en stor del af min hverdag. Min far sidder altid og slår i tastaturet, og min mor er altid i gang med en eller anden tyk russisk roman om et filosofisk emne.

Hvis hun giver mig under et 10’tal bliver jeg meget overrasket.

Min skolebygning ligger i udkanten af byen. Ikke fordi det er så forfærdeligt lagt væk fra hvor jeg bor. Faktisk er det ikke så forfærdeligt langt væk fra hvor nogen bor, da byen er ret så lille. Men uden en cykel kan det alligevel tage et lille stykke tid. Og det er så irriterende. Jeg går altid og tænker på hvad der skal ske i dag, og hvad jeg kunne bruge min tid på, hvis jeg ikke skulle spilde den på at gå her.  For det meste kommer jeg ikke på noget. For det der fylder noget i mit hoved, er ikke at tiden kunne bruges på noget andet, men mere at den er spildt på den måde jeg bruger den nu. En cykel ville helt klart være rar at have. Men siden min blev stjålet i foråret, har jeg måtte gå i skole, indtil mine forældre får taget sig sammen og købt en ny.

Gaden, min skole ligger på, starter her. Jeg drejer ned af den. Det er en helt normal gade, og alligevel den vigtigste gade i mange børn og unges liv. De er flere timer på denne gade en de er hjemme. I hvert fald i vågen tilstand.

Om lidt vil jeg kunne se den. Skolen, altså. En helt almindelig, næsten kedelig, rødbrun bygning. Foran er der et lille græsanlæg, med en pavillon, hvor lærerne og de ældre elver kan ryge i pauserne. Og den mulighed benytter de flittigt.

Gården kan man ikke se fra gaden af. Den ligger inde bag bygningen. Gymnastik salen ligger i kælderen. Det kan man dog godt regne ud, selvom man kun har udsyn til facaden, da der er nogle kældervinduer, der er underligt oplyste. Taget er sort, med et par enkelte forsøgs solceller. De er ikke store, da de er videnskabelige projekter fra elevernes side. Mange af dem faldt ned i sidste ude, hvad der udløste stor debat på skolens hjemmeside, om hvorvidt vi skulle beholde dem eller tage dem alle ned. Det endte dog med, at de venter og ser. Hvis endnu en ryger end, bliver de alle taget ned. Jeg synes sagen er ligegyldig. Helt ærligt, de bruger ikke engang den elektricitet de laver, hvorfor så have dem? Folk ved jo godt hvordan de fungerer. Det er tydeligvis bare pjat og manipulation fra fysiklærerens side, for at få en lidt mere optimistisk holdning til hans fag fra elevernes side, med lidt praktiske forsøg.

Vores fysiklærer er en gammel hippie. En mand med gråt langt hår, der stort set stadig lever i 60’erne. Han snakker om mobiltelefoner og internettet – næsten også biler – som om det er en dårlig opfindelse. Hans bukser går ham til midt på brystet, og de er så store at han kunne være tre gange i hvert bukseben. Han snakker altid om miljøet, og om hvordan det ville være meget bedre, hvis vi alle levede i harmoni med naturen. Det er nok der solcellerne passer ind i hans livsbillede. Hvorfor han har valgt ikke at bruge elektriciteten, er mig stadig en gåde.

Skolens port er mørkegrøn. Og flere meter høj. Den er tung at skubbe op, og ret gammeldags. Vores skole er ikke bygget til at være en skole. Før det var den et hospital. Men så rev de væggene ned, mellem nogle af stuerne, satte bog reoler op i receptionen og smaskede hele kælderen sammen til et rum. Og BAM; en skole!

Når man først er inde i skolen, rammer den formelle stemning en, som et stenskred. Marmor trapper, draperede vægge og snoede lister. Man kunne se alt, og stadig ikke have set halvdelen. Meget af stemningen ligger i historien. Historien om de syge, og om hvordan hospitalet måtte lukke. Stemningen ligger i ensomheden. I de år bygningen stod tom, før den pludselig var en skole. Og stemningen ville ligge i de betagede elver, der hver morgen, taknemmelige over denne smukke skole, vandrede ind af døren. Hvis det da var sandt. Der er kun én elev, der påskønner dette smukke sted. Og den elev er mig.

På tredje sal ligger mit klasselokale. Sammen med to andre. Der er tre spor på skolen. Oprindeligt var det ni hospitals-stuer. Tre og tre blev de slået sammen, og så var der pludselig tre klasselokaler. Klasseværelserne er ikke ligefrem fine, som resten af skolen. Da de blev lavet, lavede håndværkerne også en smule om på designet. Moderniserede.

Klasselokalerne er store. Store i forhold til de stuer der lå her før. De er lyse. De har langt flere vinduer, end de stuer der lå her før dem. Og de er fulde af liv. Fuldstændigt modsat de stuer der lå her før. Og på trods af det, vil jeg vædde med, at der var rarere at være her dengang.

Jeg træder ind i klasseværelset. Folk sidder rundt omkring på bordene og i vindueskarmene. Folk griner, smiler og taler. Og selvom der er glæde, ungdom og liv i lokalet, er der også manipulation, grådighed og magtkampe. Ingen siger hej. Ingen hilsen overhovedet. Det er ikke sådan at jeg har nogle fjender. Der er ikke nogle hvisken, og ingen skæve blikke. Der er bare ingen der ligger mærke til mig.

Hellere ikke blive lagt mærke til, end at være en del af deres hierarki.

Jeg sætter mig ned ved min plads, trækker mine bøger op ad tasken, og venter på at timen skal begynde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...