Børn af natten

For de fleste børn virker natten skræmmende, som noget ukendt, farligt og uforudsigeligt. Månen skinner uregelmæssigt mens man altid kan stole på solens stråler. Om natten er der monstre i ens skabe, og vinden hyler i vinduerne. En stol med henslængt tøj, kan blive til et uhyre og den kælne kat, til en blodtørstig dræbermaskine.

Men i virkeligheden er det ikke natten som forudsager alle disse ting, det er børnenes egen fantasi. Grundet alle de godnat historier der omhandler levende legetøj, talende dyr og gruopvækkende overraskelser. De fleste forældre kan ikke se det. De besidder ikke børnenes skabende fantasi, eller opfindsomme væsen. De kan ikke få ting til at ske, så virkeligt, at de selv tror på det. De er realistiske. Og de afviger kun fra dette, når de fortæller eller læser historier højt for deres børn ved aftenstide. Og da børnene er vant til at forældrene er fornuftige og til at stole på, tror de automatisk på historierne, og deres små hjerner går i selvsving. Men ikke med søde fantasier om mariehøner i dagslys, eller flyvefisk på øde øer, nej om uhyggelige monstre eller andre unaturlige opspind.

Men der findes børn som ikke frygter natten. Børn som helt fra fødslen har været svigtet med hensyn til fortællinger ved mørkets frembrud, børn der ikke kender til den mørke side af fantasien. Der findes ikke mange, kun få, og de fleste kender slet ikke til dem. Børn af mørket kalder forældre dem. Forældre der bruger dem netop til at skræmme deres egne børn, og derved forhindre at de ender som dem.


1Likes
0Kommentarer
733Visninger
AA

2. En gåtur, hjemve og en beslutning

2010 6 marts 23:39 Gørup, Danmark

Kirkegården er omgivet af en høj hæk. Men Tom har gjort det før, og gør det igen; han tager fat i en lav birkegren fra det nærmeste træ og svinger sig over. Med et godt start hop er det muligt, og Tom lander på den anden side med et vagt bump. Mens han spekulerer på om gartneren stadig er der, og derfor også lister af sted, hører han en rumsteren ovre fra den anden side af kirkegården, og hiver straks huen ned over øjnene. Præcis som de har fået besked på at gøre. Han lister i retning af redskabsskuret, og prøver som sædvanligt ikke at koncentrere sig om de knirkende lyde fra de andre ender af gravpladsen, og fokuserer i stedet på de forskellige gravsten. Hvorfor køber folk dog navnebøger? Hvis de ikke kan finde på et navn, så kan de vel bare tage på kirkegården, tænker Tom, og lader blikket glide hen over de mange udhuggede navne. Selv Tom gyser dog en smule da han går forbi en lille grav, med billeder, bamser og blomster. Indgraveringen på stenen siger 2003-2007. Tom kigger væk, da han kan mærke en tåre presse på. Han skyder skylden på den kolde forårsluft, og skynder sig videre. Han går, som altid, som den sidste ting forbi det store familie gravsted. Familien Hviide. De har den største sten på hele kirkegården, og selv om folk siger at det er begrund af ulykken, ved Tom godt at det ikke er derfor. Det er fordi han var præst. Alting er bedre for dem. Selv i døden. Det hele er korrupt, tænker Tom og ryster på hovedet, også selvom om ingen af dem indrømmer det. Tom stopper ved redskabsskuret, og venter.

2010 6 marts 23:56 Gørup, Danmark

Sarah når til det sædvanlige sted i hegnet lidt i midnat. Hun kigger sig over skulderen til begge sider, og sætter sig så på knæ. Hun griber fat i ståltrådsnettet, og hiver til. Hun kan tydeligt huske da hun klippede hullet med tangen. Også selvom det synes så langt tid siden, står det klart frem i hendes hukommelse. Hun smiler ved tanken om den 11 årige, forvirrede hende. Hun vidste ikke hvad hun lavede, og var kun drevet frem af had til børnehjemmet. Sarah kravler under hegnet, og ignorerer grenene mod hendes ryg og løst siddende røde hår. Hun rejser sig op på den anden side, og børster jorden af sine bukser. Igen kigger hun sig omkring. Selvom hun aldrig har prøvet at være forfulgt, gør hun det. Altid. Sarah er født paranoid. Hun går længst ude i de yderste sidegange. Hun vil helst ikke ses af de andre. Sarah kender dem ikke, hun har aldrig prøvet at blive en del af gruppen. Dette har altid blot været et stadie på vej mod en langt bedre fremtid. Ikke en slags ungdoms-klub som nogen af de andre ser det som. Sarah har en samvittighed og vil helst ikke bindes til dette sted på grund af følelser. Følelser for ligegyldige ungdomsforbrydere. Hun kan se det lysne en smule længere fremme. Grantræerne tynder ud, og man kan se taget af skuret. Skuret hvor det hele begyndte. Skuret der har en langt større fortid, end dets latterlige størrelse giver en grund til at tro. Sarah tager en dyb indånding og træder ud i lysningen. Ud til de andre, og til hende.

1974 13 september 11:14 Gørup, Danmark  

Gørups ugentlige lokalpost  13-08-74  årg.14 nr. 32 ”Selv private efterforskere er på bar bund, når det kommer til præstemordet. Selvom mange stræber efter embedet, er præsten ikke uvenner med nogen. Og hans kone var højt elsket af alle. Og det er ikke engang det værste i dette uløselige mysterium. Efter afhøring af middagsselskabet som præsten og hans kone var til den aften, er det sikkert, at præsteparret havde deres datter med til selskabet. Cecil Louise Hviide er navnet på den 12 årige, lyshårede pige. Liget blev IKKE fundet sammen med de andre to i bilen, til gengæld blev der fundet et par tydelige fodspor i den mudrede vej, og et øjenvidne, Jens Nilsen påstår at have set en lys fletning flagre i vinden, inden han ringede til politiet. Hvis de ser denne uden tvivl forvirrede og traumatiserede skabning, bedes De blidt aflevere hende på politistationen så tager vi os af hende…”

Cecil smider avisen fra sig i arrigskab og bandede indvendigt. Som præstebarn koncentrerede man de fleste følelser indvendigt, undtagen når det var taknemmelighed. Den skulle ud med overdosis. Men Cecil er på nippet til at skide på denne usagte regel, og råbe ud over marken, højt og vredt. Men hun tier, til ære for hendes forældres minde, og fordi det er et faktum at hun sidder i et vandtårn, kun omkring 500 meter væk fra mennesker, der vil aflevere hende på politistationen. Hun rejser sig i stedet op, og hopper hårdt rundt på gulvet i det gamle vandtårn. Kun få lyde slipper ud fra hendes mund. Da al hendes galde er fordampet, sætter hun sig ned og begraver ansigtet i hænderne. Det var slet ikke meningen at det skulle være så alvorligt. At hun skulle blive forfulgt, og at de skulle dø. Hun ville bare vise dem at livet også kunne være godt, væk fra prædike stolen i kirken. Bare give dem et mindre handicap hver. Et kort øjeblik overvejer Cecil selv at gå op på politistationen. Spille et uskyldigt offer, kigge ned i gulvet og, selvfølgelig på deres opfordring, spille dybt traumatiseret. De kunne bruge mig som et offer, en det er synd for, tænker Cecil, en offentlig person at medynke. Men hendes overlevelses instinkt vinder, som det plejer, og Cecil beslutter sig for at forlade byen. Gørup er ingen storby, og data fra en simpel bilulykke gives ikke videre til andre byer i landet. Så det burde være ganske ufarligt. Men for god ordens skyld – og måske også lidt for dramaets – venter hun med at forlade vandtårnet til ud på natten.

1974-2000 CECIL I mange år kan Cecil slet ikke mærke sin samvittighed. Hun undrer sig ikke engang over den manglende gnaven i baghovedet. Alt er som det skal være… Eller det tror hun i hvert fald. Cecil forlader landet kort efter begravelsen. Selvom hun ikke deltog, følte hun at det var bedst sådan. Hun kunne først forlade stedet når det hele var ordnet, også selvom det ikke var hende der gjorde det. Hun tager til tyskland, og med hendes ariske udseende får hun hurtigt plads hos et par skabsnazister. Hendes værter sætter hende til at feje gulve, vaske op og løbe ærinder. Hun bliver behandlet som en slave, og de hentyder konstant til hendes ukendte bagland, men fysisk arbejde såvel som psykisk smerte kan ikke gøre hende skade. Huset de bor i, har et udhus, og der får hun hjemme. Hun har lås på døren, så hun kan skjule alle sine hemmeligheder bag lukket dør. Folk i byen skyder som sig med gæt om hendes fortid, men ingen rammer plet. Hun bliver irriteret og lukker endnu mere af, end der ligger hende naturligt. Hun går aldrig ud, som andre unge mennesker, og sin viden får hun fra aftenkurser. Så snart hun fylder 16, flytter hun væk fra sine udlejere, og begynder at føre sine egentlige mål ud i livet. Hendes lejlighed er lille, men det er det eneste hun har råd til, når hun kun kan have et uregistreret arbejde. Hun arbejder i en lille butik, i en ubetydelig flække, i det sydlige tyskland. Det eneste der adskiller hende fra enhver anden er hendes hang til social afholdenhed og hendes medicinske eksperimenter. Hendes medicinske eksperimenter, som hun aldrig kommer ret langt med. Hun har ingen at udføre eksperimenterne på. Rent teoretisk er det lykkedes hende mange at kurere for en del sygdomme, men hun har aldrig prøvet det rigtigt. Det er der, hun får den fantastiske idé, at blive ansat på et hospital. Hun kan suge alle de medicinske geniers viden til sig, samtidig med at hun kan pille lidt ved patienterne når lægerne ikke er i rummet. Og så kan hun komme videre med hendes radioaktive forsøg. Og så går det pludselig meget bedre for hen de. Det hele kører på skinner. Hun kommer videre med sine forsøg, og hun bliver klogere og klogere. Lige indtil hun bliver grusomt mindet om sin barndom. Da præstemordet aldrig blev opklaret, er det et interessant emne for medierne. At grave i, sprede mistanke om og lukke op for nye mysterier. Cecil læser en dag en lille notits, i Gørups lokale ugeavis som hun – trods afstanden – får bragt til sig. Dog ikke under hendes eget navn. Notitsen er kun på et par linjer. Men bare navnene på hendes forældre, ripper op i noget der føles som et enormt indre sår. Eller et ar. Et af dem, der bare aldrig går væk. Lige meget hvor lidt man kradser. At læse avisnotitsen for Cecil, ville svare til at tage en kniv og sprætte arret op igen. Avisnotitsen er kort og kontant. Det er en lille information. Byen har anlagt et mindesmærke for parret Hviide. Et stenmonument, lige der på landevejen hvor de kørte galt. Et minde om den dag familien mistede alt, og byen mistede troen. Men som vi kender Cecil, ved vi at hun ikke vil indrømme over for hende selv, at hun har dårlig samvittighed, at hun savner sine forældre og at hun brændende ønsker, at se dem hugget i sten. Hun kamuflerer det med hjemve. Uskyldig hjemve. Ingen dybere følelser, der ikke kan forklares. Hun vil hjem, forklarer hun sig selv. Men hvad skal hun lave forsøg på der? Hun har efterhånden et helt lille laboratorium, her i Tyskland.  Men derhjemme, har hun ikke engang en identitet. Eller vel, i princippet. Men en jagtet en. En hun helst ikke vil stå ved, når det kommer til stykket. Og da slår det hende; forsøg på døde. Ganske vist kan de ikke reagere, så bivirkningerne vil forblive ukendte, men det er der da alligevel ingen der går op i.

Og i Gørup, er der en stor kirkegård. En alt for stor en til sådan en lille by. Og Cecil har nøglen. Hun har som den eneste nøgle, til et redskabsskur i enden af kirkegården. Hendes hule. Skuret er ikke stort. Men stort nok til det mest nødvendige af hendes grej, og til et bord, at arbejde på. Men Cecil kan ikke få taget sig sammen. Hun ønsker så brændende at se sin hjemby igen, men hvad hvis nu den ikke er som hun husker den? Hvis den har ændret sig, og er blevet langt mere rædselsfuld.

Men så sker det. Cecil bliver svimmel. Hun brækker sig. Folkene på hospitalet siger hun skal gå hjem. Og selvom Cecil normalt ville have rystet på hovedet, taget en kop kaffe fra automaten, og så have bildt sig selv ind at hun var god igen, går hun denne gang med til at tage en fridag. Men det blev ved. Og det blev værre. Det endte med at hendes lyst til at blive rask, voksede sig så stor, at hun bed skammen over hjælpeløsheden i sig, og gik til undersøgelse på hospitalet. Kræft, var det. Og det ændrede alting. Nu handlede hendes forsøg ikke kun om rigdom og berømmelse, men også om overlevelse. Hun blev nødt til at tage tilbage til Gørup, til kirkegården, hvis hun ville opnå noget med sine forsøg. Cecil fik lavet sig et falsk navn, og et falsk pas. Hun søgte arbejde på kirkegården som gartner, og fik det, da hun tilbød at arbejde for minimumsløn. Og så rejste Cecil tilbage. Tilbage til gerningsstedet, som man siger enhver morder gør. Hun bedte taxachaufføren stoppe på motorvejen. På det sted hvor stenmonumentet stod. Hun gik tre lange skridt hen imod det. Og det var som om hele verden holdt vejret, da hun rakte sin lange tynde arm ud og rørte ved sin mors stenansigt. Stenen var kold granit. Grå og livløs. Og alligevel mindede det Cecil om hendes mor. Måske netop fordi det var koldt og livløst. Cecils mor gav en udmærket karriere som sygeplejerske op, for at hjælpe Cecils far i kirken som orgelspiller. Fru Hviide levede aldrig det liv, hun gerne ville. Hun levede det liv, hendes mand gerne ville have hende til ønske. Figuren af hendes mor og far, satte noget i gang i hovedet på hende. Noget langt inde. Noget så indviklet og personligt at det vil være umuligt at forklare. Men det kunne meget vel være noget der lignede i høj grad en samvittighed. Og i det sekund, lige der på motorvejen i selskab med en taxachauffør, og to udhuggede stenfigurer, under den brændende sol, ændrede Cecil sine planer, så de ikke kun involverede hende og en masse for længst døde og glemte mennesker, men også omkring 20 forvirrede uudvoksede teenagere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...