Børn af natten

For de fleste børn virker natten skræmmende, som noget ukendt, farligt og uforudsigeligt. Månen skinner uregelmæssigt mens man altid kan stole på solens stråler. Om natten er der monstre i ens skabe, og vinden hyler i vinduerne. En stol med henslængt tøj, kan blive til et uhyre og den kælne kat, til en blodtørstig dræbermaskine. Men i virkeligheden er det ikke natten som forudsager alle disse ting, det er børnenes egen fantasi. Grundet alle de godnat historier der omhandler levende legetøj, talende dyr og gruopvækkende overraskelser. De fleste forældre kan ikke se det. De besidder ikke børnenes skabende fantasi, eller opfindsomme væsen. De kan ikke få ting til at ske, så virkeligt, at de selv tror på det. De er realistiske. Og de afviger kun fra dette, når de fortæller eller læser historier højt for deres børn ved aftenstide. Og da børnene er vant til at forældrene er fornuftige og til at stole på, tror de automatisk på historierne, og deres små hjerner går i selvsving. Men ikke med søde fantasier om mariehøner i dagslys, eller flyvefisk på øde øer, nej om uhyggelige monstre eller andre unaturlige opspind. Men der findes børn som ikke frygter natten. Børn som helt fra fødslen har været svigtet med hensyn til fortællinger ved mørkets frembrud, børn der ikke kender til den mørke side af fantasien. Der findes ikke mange, kun få, og de fleste kender slet ikke til dem. Børn af mørket kalder forældre dem. Forældre der bruger dem netop til at skræmme deres egne børn, og derved forhindre at de ender som dem.

1Likes
0Kommentarer
690Visninger
AA

1. Et bil'uheld' og et ikke-eksisterende godnatkys..

 

1974 12. september, 22:43 Gørup, Danmark

Et skarpt lys. Et højt hvin. Hun nåede at opfange gummidækkenes røg, mod den brændende asfalt. Og så lå hun i grøften. Cecil rejser sig op. Hun falder straks tilbage i den mudrede jord igen. Fortumlet kravler hun ned på marken, der ligger tæt ved, og forsvinder ind blandt majsen. Og efterlader derved hendes forældre i bilen, med en uafgjort skæbne. Og hun kigger sig ikke tilbage. Selvom hun er omtåget, ved hun nøjagtigt hvor hun skal hen. Til det gamle vandtårn. Et passende midlertidigt opholdssted, for en på hendes størrelse.

Selvom Cecil’s samvittighed hidtil ikke har vist sig, bliver hun alligevel nødt til at messe ”Jeg blev nødt til det” inde i hovedet, mens hendes fødder systematisk synker ned i det bløde mudder. 

Godt nok har Cecils forældre altid villet hende det bedste, men det er ret belastende med sådan to overbeskyttende barnepiger på fuldtid. Der var kun 2 timer om dagen hvor de ikke var inden for en radius af 10m. Og i de to timer kunne de stadig se hende. Det var i kirken, når hendes far prædikede. Cecil burde være tilfreds, hun har altid fået al den omsorg hun ville have. Faktisk mere. Men Cecil har aldrig været tilfreds. Hun har altid fået rigeligt med opmærksomhed og godnathistorier fra to forskellige forældre. Men alligevel trods alt det er hun aldrig rigtigt blevet set. Trods hendes forældre har fulgt alle de råd de har kunnet finde omhandlende børneopdragelse, har de aldrig rigtig lyttet, til hendes inderste tanker og ambitioner. Ligeså snart Cecil nævner ordet ”opdagelsesrejsende” går de helt amok, og så skal hun sidde 2 timer i lænestolen og høre på en lang tale om ansvar, modenhed og teologi.

Da hun har gået omkring en halv kilometer vender Cecil sig om, og kigger tilbage. Da hun står på en bakke kan hun let se det hele. Der er stoppet en bil ved siden af hendes fars BMW, og det lette månelys har lagt sig som en silketåge omkring ulykkesstedet. Ejeren af den nyankomne bil drejer hovedet og kigger på hende. Cecil dukker sig, og kravler videre gennem græsset.

Hendes puls er steget, og sveden løber ned ad ryggen på hende. Da hun er nået lidt ned af bakken og er klar over at den skjuler hende, rejser hun sig igen op og løber, så den lyse fletning pisker op og ned af ryggen på hende. Hurtigere og hurtigere går det, ned af bakken som en lavine. Cecil opdager for sent at hun har for meget fart på, tumler ned i majsen og ruller resten af vejen ned af bakken. Det var ikke lydløst, tænker Cecil, og kigger sig omkring efter eventuelle forfølgere. Men hun kan ikke få øje på nogen, og spæner videre. Det er vigtigt at hun når der i nat. Så hun har et sted at opholde sig om dagen.

Byen dukker op ude i horisonten, og det går op for Cecil hvor langt væk de egentligt var fra byen da det skete. Hun kan se kirketårnet mod himlen. En følelse der minder en smule om dårlig samvittighed ruller ind over hende mens hun står der.

 

2010 6 marts 23:04 Gørup, Danmark

Tom børster tænder, slukker lyset og kryber ned under dynen, mens han tager imod mors godnat kys. Derefter går hun. Ingen historie eller fortælling. Det har hun ikke tid til.

Tom har 5 søskende og alle skal have et individuelt godnat.  Tom har aldrig fået fortalt en løgn i hele sit liv. Han tror på virkeligheden, det man kan se og som man ved er der. Ikke noget fantasi pjat. Men når der er ro på overetagen i familiens rækkehus, åbner Tom vinduet og kravler ud. Natten er ikke farlig, og lidt rebel har man vel lov at være. Ude på taget kan man virkelig mærke natten. Lugtene, lydene og belysningen overrumplede ham de første par gange, og hans sidste rest af barnlig fantasi knirkede længst inde bagved, men nu har han vendt sig til det, og natten virker ikke på nogen måde afskrækkende.

Tom vakler hen over tagstenene, pinligt bevidst om ikke at lave en eneste lille lyd, der kan afsløre hans natlige ture. Han tøver ikke et sekund og lader sig glide ned ad afløbsrøret. Han lander lydløst i det våde græs, får hurtigt fodfæste og løber hen mod vejen. Der er ikke mange ude på denne tid, tænker Tom begejstret, mens han med hastige skridt nærmer sig kirkegården, det er en af de gode ting ved at leve i en by, hvor stort set alle beboerne har rundet de 60. En dårlig ting er at der ikke er mange muligheder. Alle bliver det samme. Alle håber på at blive de samme. Den største ambition, der er accepteret, er at blive præst. Og en realistisk, naturvidenskabelig dreng som Tom kunne aldrig få sig selv til, at stræbe efter at blive præst. Tom vil være noget stort. Han vil leve sin drøm ud i livet. Tom vil være læge. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er derfor han sniger sig ud om natten. For at hjælpe videnskaben. Tom har aldrig behøvet at overbevise sig selv, om det er rigtigt det han gør. Han har aldrig været i tvivl og aldrig været i besiddelse af en samvittighed. Han var et nemt offer dengang, og er nu bare en del af holdet. En viljeløs zombie der stiler mod en gylden fremtid. Med alt på spil.

 

2010 6 marts 23:32 Gørup, Danmark

Sarah lukker tagvinduet efter sig, og kigger tilbage på sin værelseskammerat, Cindy. Sarah venter altid med at gå, til hun sover. Men alligevel er det lidt af et mysterium om Cindy kender til Sarahs natlige udflugter. De voksne gør i hvert fald ikke.

Det er jo heller ikke ligefrem fordi der er overbefolket af dem, på børnehjemmet. Nej, der er en voksen per 5. Barn. Der har aldrig været tid til nogen af dem. Altid en anden der har førsteprioritet. Og Sarah har aldrig været de voksnes yndling. Hun har aldrig været smuk eller klog, som ellers er de kvaliteter der kvalificerer en til de voksnes opmærksomhed. Kvalifikationer til en fremtid. De voksne på børnehjemmet prioriterer lidt ligesom dyr, når det kommer til de forældreløse børn. De behandler dem bedst, som har en chance for at overleve. De behandler børnene med en fremtid bedst. Sarah hidser sig op over sine egne tanker, fantasi har hun aldrig manglet. Men alle hendes fantasifulde tanker har altid omhandlet personalet, og hvad hun ville gøre mod dem hvis hun havde frie og stærke hænder. Og hvis de ikke afgjorde hendes fremtid. Sarahs raseri stiger ved sin egen påmindelse af den ubærlige sandhed. Hvis ikke det havde været for fremtiden havde hun ligget i sin seng nu, og ikke klatret hen over et gammelt råddent tag. Sarah hopper ned fra taget, og lander på fødderne, da hun bor på første sal.

Efter at have sikret sig at Cindy ikke vågnede af det lille bump hendes hop lavede, vader Sarah gennem det høje græs, der så længe hun kan huske, bare har fået lov at vokse, og sætter kurs mod kirkegården. Hun vender tilbage til sine aggressive tankespind om personalet, da det virker afslappende på hende. Sarah kan ikke klare tanken om fremtiden. Hvis ikke hendes natlige projekt forbliver hemmeligt, og derfor muligt, kan hun se frem til en fremtid som rengøringsdame eller pædagog på børnehjemmet. Ironisk nok. Hun har brug for pengene til at blive uafhængig. Til at komme ud af børnehjemmets klør, og blive herre over sin egen fremtid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...