Når stilheden er værre end stormen


0Likes
0Kommentarer
790Visninger
AA

1. En Kat i Mørket

En sort kat lister over gårdspladsen i det endnu svage månelys. Kirsten stivner ved denne næsten lydløse bevægelse. Alt andet end perfektion skriger til himlen i hendes øjne. Og kattens forsøg på at falde i et med omgivelserne er dog latterligt.

Katten er et af de dyr, bedst til at opfange lave lyde. De er bedre den mest veltrænede jagthund, og manden som dyrker yoga på det højeste bjerg. Dens ører og øreskakt kan dreje sig, så den kan opsnappe lyde fra hver en vinkel. Dens bevægelser er lynhurtige så den kan reagere, og være væk på et par sekunder. 

Men alligevel sidder selv katten musestille da Kirsten glider over brostenene. Den kender sin mester, selv når den hverken ser eller hører pigen.

Kirsten sniger sig langs træerne, ude af månens lys. Hun går stille, men slækker lidt på forsvaret; hvis ikke katten vender hovedet, er der ingen grund til, at frygte hendes bror skal vågne.

Hun er nu under et birketræ, og i den varme sommernat kan hun tydeligt mærke en sky af pollen ligge sig omkring hende. Hun kan føle en kilderen i sine næsebor, og en voksende trang til nyse højt. Men hendes hænder flyver til deres mund, og dæmper lyden. Kattens opmærksomhed kan hun dog ikke undgå længere. Den vender hovedet, og ørene med.

Men Kirsten lister videre, den bedste måde at komme af med en kats opmærksomhed er naturligvis, at ignorere samme. Kirsten glider uden om storebrorens traktor, og springer dæmpet over et bundt hø. Snart kan hun ikke se husets lys mere, men hun har endnu langt igen.

Der ligger sig en tåge om månen, og det slører natte lyset gevaldigt. Men Kirsten blinker et par gange, og slår sit nattesyn til. Det hele går over i sort og hvidt. Men det er bedre end ingenting.

Hun styrer igennem et lille skovbryn. Det bliver aldrig mere end det. Birketræernes hvide bark glimter og hun fornemmer de sol blege blade, der falder som et gardin omkring hende. Det giver en rislen når hun passerer fra at gå under et træ til et andet. Kirsten går langs dette aflange begroede område. Kornet på der omgiver hende, på begge sider, er højt som hende, og næsten fuldmodent. Hun ved, at det korn er en af hendes storebrors få stoltheder ved gården. Han siger altid at han ingen håndværker er, og at det er grunden til at selve gården falder hen. Men en ægte bonde, det er han. Kornet har samme farve som en solnedgang i sensommeren. Hvilket betyder at det ikke bare har én farve, men et væld af samme. Kornet er alt fra en brunlig orangerød til en gylden citrongul. Nogle folk mener at friskt korn ikke lugter, men det gør det her. Det lugter varmt, som et kærtegn af næsen, det lugter en smule af kanel, bare nok til at minde en om juletide, og det lugter friskt næsten som græs, men ikke så stærkt.

Kattens skikkelse falder helt væk i kornet, men Kirsten er opmærksom på musenes fortvivlede pib, når de ser dens sorte skygge. Så den er der stadig.

Langsomt tynder det ud i træerne. Kornet forsvinder langs hendes sider, og bliver erstattet af simpelt græs. Kirsten er kommet til en grusvej, en lille en af slagsen. Men hun nægter at gå på den, og slutter sig til grøften. Den er en smule mudret, og hun sanser kattens ører ryste af afsky.

Hun kommer til en stenskrænt. Rokkestenene ligger, som er de afslappet rullet ned af skråningen, og har lagt sig behageligt til rette. Kirsten springer op på den første, og mærker katten stivne bag sig. Hun kan føle stenen bevæge sig under hende, da hun sætter af, og flyver videre til den næste. Neden for hende er der hvid sandstrand og sort havvand.

Da Kirsten er nået enden af skrænten lader hun sig kollapse i de bløde sandkorn. Hun kan mærke at katten bag hende gør et stort nummer ud af at løfte sine poter så højt som muligt, når den går. Den skal ikke nyde noget af sand mellem klørene. Da den er oppe på siden af Kirsten, lader den sig glide forførisk op ad hende, og spinder højlydt. Men Kirsten gør ikke maner til at ae den.

Hun er blevet bedre til at undgå kattene. Hendes snigen er blevet bedre, ikke perfekt, men god taget i betragtning hun havde øvet sig i otte år, og kattene flere millioner. De er irriterende, de følger hendes skygge med en så umådelig interesse, at hun knap er alene.

Denne kat er ikke anderledes. Den tigger om Kirstens opmærksomhed på en sådan åbenlys måde, der får hende til at kaste op indvendigt. Den er så trængende. Det irriterer hende. Kirsten er næsten flov på dens vegne.

Klokken er vel omkring fem om morgenen. En smule lys har sneget sig op over horisonten, og duggen på sivene der omgiver hende, er så tung, at det er begyndt at dryppe, og efterlade små runde pletter i sandet. Den sorte kat vrider sig i sandet et stykke længere nede. Den ligger lige inden stenene som bølgerne tager med sig, når de ruller op over. Den har hovedet vendt mod havet, men ørene er drejet så de kan høre hvis Kirsten bevæger sig det mindste. Altid overvåget, tænker Kirsten, og rejser sig langsomt. Det er på tide at komme tilbage, hendes storebror vil snart vågne, og han vil opdage hvis hun ikke er der.

Kirsten ved at sandet siger en lyd, selvom hun ikke selv kan høre den. Katten vender hovedet, og kigger på hende. Kirsten strækker armene højt op i luften; hendes muskler er helt ømme af at have siddet stille.

Og så løber hun stille tilbage gennem natten. Hun når lige akkurat at smutte ned under sit tæppe, før hun hører et gennemtrængende vækkeur i rummet ved siden af. Han kommer ikke ind for at sige godmorgen, de spiser ikke morgenmad sammen, han går bare direkte ud til marken. Så Kirsten vender hovedet, presser hovedpuden mod lagnet, og beder indtrængende om nogle få timers søvn.

Men katten er der stadig. Den sidder midt på gulvet, med hovedet på skrå og stirrer på Kirsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...