Hitasura Kimi ni ~ for you only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2012
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Kimura Eiki forsøger egentlig bare at slæbe sig igennem High School. Han har et par almindelige venner, han bor i en studielejlighed og han får fair karakterer - i det hele taget forsøger han bare ikke at komme ud i ballade og ikke skille sig ud. Ikke igen.
Men alting ændrer sig, da Eiki møder Sunao.

(Jeg ville være megaglad, hvis I gad smide en kommentar eller to om hvad I synes, og modtager meget gerne concrit :) )

15Likes
7Kommentarer
2299Visninger
AA

1. 出合い・Meeting

 

,,De siger, det er dig, jeg leder efter.”

Hans øjne var virkelig brune. Ikke bare mørkebrune, eller nøddebrune eller nogen-anden-form-for-øjenfarve-brun. Det var som bitter chokolade. Den slags chokolade, som smelter på tungen når man tager en bid, og alligevel ved man ikke helt om man vil have mere, fordi den er så bitter.    

    ,,Hallo?”

Eiki blinkede og fjernede blikket fra drengens øjne. Han rynkede øjenbrynene: ,,Du leder efter mig?”  

,,Ja,” svarede de mørke øjne. Han smilede skævt. Hans ansigt var perfekt ovalt. ,,Nogle flinke folk sagde du er godt til sådan noget IT-halløj.”  

Eiki kastede et blik på de drenge, der stod bag ved ham. De lignede alle sammen yankees – den slags folk der pjækkede fra skole og brugte lidt for meget tid med pigerne. Den slags folk der aldrig skænkede Eiki et blik, hvilket måske også var en af grundene til, hans svar kom i sneglefart.

Eller måske var det bare fordi han og ord aldrig havde været allerbedste venner.

,,Øh.” Det kvikkeste svar, Eiki i øjeblikket kunne hoste op med. Hurtigt tilføjede han: ,,Muligvis?”

Eiki, kongen af dybsindig tale.

Drengens skæve smil blev større: ,,Fantastisk!” sagde han. ,,Ser du, vi har en bunke flyers, som det bare ville være super, hvis du gad rette til og kopiere for os.”

Det var ikke et spørgsmål.  

Han var en 3. års, bemærkede Eiki. Det var kun 3. årselever, der var så ligeglade med deres uniformer som han. Under den åbne uniformsjakke var hans hvide skjorte kun skødesløst proppet ned i bukserne, og hans slips kun løst bundet. Og som om det ikke var nok, var hans hår afbleget til at være helt hvidt. Snehvidt.   

Han var en 3. årselev. Når 3. årselever talte til en, var det vist kutyme at høre efter. Derfor: ,,Okay.”

Intelligensniveauet. Kan du mærke hvordan det falder, Eiki?  

Fyren rakte Eiki et papir: ,,Så vær en babe og fix det her, så vi får en masse flyers ud af det. Jeg fanger dig på torsdag, så, ikke?”   Eiki fik ikke tid til at svare, før drengen med et henkastet vink vendte rundt og forsvandt med sine yankee-venner. Eiki så efter dem med et løftet øjenbryn.     

,,Nå, hvad sagde han?”  

To andre satte sig ved det bord, Eiki allerede sad ved. Hoshi Mari, en pige fra årgangen under Eiki, og Kiyoshi Satoshi, der pralede af at være Eikis bedste ven. De havde været oppe for at købe deres frokost, og Satoshi så det tilsyneladende  som en seriøs udfordring, at de havde lidt under et kvarter til at spise alting – eftersom han talte med munden fuld, da han igen spurgte Eiki: ,,Kom nu, hvad ville han?”

Eiki trak på skuldrene og rakte papiret til Satoshi. ,,Have hjælp,” svarede han kort. Med slet skjult morskab i stemmen spurgte Mari: ,,Hirai-senpai ville have hjælp? Fra dig?” 

Satoshi så ud til at ville give hende igen, men Eiki ignorerede (eller opdagede bare ikke) ironien i hendes spørgsmål: ,,Kender du ham?”

Mari nikkede ivrigt. Én ting havde Eiki lært om piger, efter han mødte Mari, og det var, at de forgudede at snakke om folk. Specielt hvis de vidste noget, andre ikke gjorde.

,,Ja da!” sagde hun, og hendes stemme blev endnu lysere end den plejede. Det var et slags varslingsignal: Mari var i sit es. ,,Han og de der fyre, han går med, har et band,” kvidrede hun, ,,og de skulle vist være ret gode!” Hun tog en kunstpause til at spise noget af sin nudelsuppe. Eiki nikkede langsomt: ,,Han ligner typen.”

Satoshi grinte smøret: ,,Typen? Som i… typen?” Han og Mari udvekslede et blik.

,,Haha,” svarede Eiki tørt. ,,Nej. Typen, der har et band, Einstein.”  

   Resten af frikvarteret brugte Mari på at fortælle alt, hun lige kunne komme i tanke om denne Hirai-senpai, som han åbenbart hed. Han blev bare kaldt Hirai af alle, så hun vidste ikke engang, hvad hans fornavn var. Han lod til at være ret populær.

Eiki kunne ikke se, hvorfor han skulle være så speciel.

I hvert fald ikke endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...