Den Sande Morder

Hun så sine forældre blive dræbt, hvor efter morderen tager hende til oplæring og lærte hende at dræbe. En dag dræber hun ham som har passet hende og dræbt hendes forældre. Ikke fordi hun ville have hævn, men bare for sjov.
Og efter lang tid uden drab i sit liv, finder hun pludselig hende selv, den sande morder inde i hende. Og hun skal nu sammen med sin makker, ud og dræbe en eftersøgt mand for C.I.A.
Men kan hun gennemføre det uden tåre, da hele hendes barndom var at dræbe?

1Likes
3Kommentarer
920Visninger
AA

1. Den virkelige jeg.

Jeg har gjort det før, og jeg gør det igen… At dræbe… det er mit liv. Jeg gik hen til skabet. Det var stort og af træ. Jeg lagde hånden på dens dør og lod den glide langsomt ned af det glatte træværk. . Jeg åbnede skabet og kiggede ind på de mange hylder. De var fyldt op med knive. Store som små. Gamle som nye. Alle finpuset og slebet. Jeg førte min hånd ned til en bestemt hylde. Der lå mine bedste knive og mine første knive. Jeg tog en mellem størrelse og en helt lille. Det var ikke bevidst at jeg skulle blive en ”Killer Girl”, som De kaldte mig. Det var jo ikke min skyld. Det var ham som dræbte mine forældre. Det var ham som tog mig, fangede mig, oplærte mig til at dræbe. Og ikke nok med at jeg så mine forældre blive dræbt, jeg blev også god til at dræbe. Faktisk blev jeg beder end ham som oplærte mig. Og da jeg blev større, besluttede jeg mig for at dræbe ham. Men ikke som hævn for mine forældre. Nej, bare for sjov…

Jeg bor i et hus med min mand og min hund.  Et sted langt væk fra min barndom. Jeg har langt kniven på hylden for altid, bogstavelig talt. Og nu lever jeg et helt almindeligt liv, med job og det hele. Men jeg har ikke gemt mig væk. For jeg er stadig her inde et sted. Dybt under min hud. Bag facaden. Der finder i mig. Den sande dræber… ”Jeg elsker dig”, sagde han, min mand, og gik ud af døren. ”Men hvornår er du hjemme igen?”, spurgte jeg i mens jeg halv løb efter ham. ”Det bliver desværre meget sent, måske først kl. 24:00”, sagde han, kyssede mig på panden og gik ud af døren. ”Jamen så ses vi der!” råbte jeg efter ham. ”Så er det vist kun os to Freddie” sagde jeg og kiggede ned på min hund. Men han kiggede bare op på mig med de samme trætte Sank Bernhards hundeøjne. ”Ja, der skal nok blive sjovt”, sagde jeg og lukkede døren i. I mens jeg kiggede på uret i entreen, kom jeg i tanke om at han først ville komme hjem igen kl. 24:00. Jeg løb ind i alle rum og trak alle gardiner for. Ud i køkkenet og tændte for lyset. Alle lys blev tændt, samt stearinlysende. Jeg løb rundt i huset som om der var en løve efter mig. Jeg låste alle døre, tændte for alle elektroniske ting. Radio, Tv, computer og stereoanlægget. Jeg satte mig forpustet i sofaen og gispede efter vejret.  Og lænede lettede mit hoved tilbage.

Klokken var nu godt omkring spisetid og jeg begyndte at lave noget mad. Freddie lå i kurven, alle døre var låst og det varede ikke langt tid så var kl. 24 og han ville komme hjem igen. Jeg valgte at lave suppe og tog en kniv frem til at skære grønsagerne ud. Men i det jeg tog kniven med hånden, løb en kulde gennem hele min krop og jeg stivnede. Og med et føltes det som om jeg havde fået et stød så jeg tabte kniven på gulvet. Et højt ”kling” lyd der, da det skabe blad ramte flise gulvet. Jeg grinte usikkert af mig selv og bøjede mig ned for at samle den op, men da jeg havde fået fat i kniven hørte jeg en lyd som kom ved vinduet i stuen. Jeg satte mig hurtigt ned og holdt kniven tæt ind til mig, men ikke tætter end den kunne skære mig. Køkkenet var dannet som et L og stuen var skråt over for køkkenet, gennem mure og døre. En lyd af skrammel og ting der væltede, fik mig væk fra min tanke og jeg blev nu opmærksom på at jeg ikke var alene i huset. Jeg strammede grebet om knivens håndtag og en tåre glid ned af min kind. Min puls stig mere og mere, jo tætter trinene kom i mod køkkenet. Jeg drejede kniven lidt og så mit spejl billede i kniven. Mine øjne var fyldt med tåre og angst. ”Gør det…kom nu. Du er her stadig… jeg er her stadig. ”, Skridtene kom nærmer og blev tydeligere. ”Du har gjort det før…” Stemmen kørte rundt i mit hoved og jeg med et sprang jeg op fra mit skjul. Og foran mig stod en man med pistol i hånden, klar til at skyde mig. Men i alt angst fik jeg kastet kniven lige ind i hans højre bryst. Han tabte pistolen og bøjede sig sammen. Jeg løb hen til ham, trak kniven ud, mens han råbte smerterne, så det skår i mine ører. Jeg gik ned på hug, drejedemig hurtigt og med en arm bevægelse lavede jeg et perfekt snit i maven og han faldt om. Jeg stirrede på den døde mand som lå på mit gulv, med blod over det hele. Jeg tabte kniven og blev ved med at stirre på manden, i håb om at han ville bevæge sig. Men det gjorde han ikke. Jeg trak langsomt min hænder op til mit ansigt. De var fyldt med mandes blod. ”Jeg sagde jo du kunne gøre”  ”Nej! Nej, det var ikke mig!”, råbte jeg og faldt ned på knæ. ”Lad nu vær. Det var sådan du var engang. Og du kan lide det…” Jeg kiggede på den døde mand som bare lå livløs med blod over det hele. Jeg kiggede på kniven som lå ved siden af mig og samlede den op. Tørrede den ene side, med blod af i mit ærme og kiggede mig i øjnene og sagde til mit spejl billede. ”Hvem er du?”… Og stemmen lyd ”Jeg er dig…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...