Jagten på melankoli og kampen imod det samme

Titlen siger det hele. Novellen handler om en søgen efter melankoli i en ellers velfungerende hverdag, men da melankolien bliver fundet, er den ikke til at slippe af med igen. Om det er en virkelig beretning eller ej, det må I selv komme med nogle bud på. Og så lige en kommentar til kategorien: Kærlighed er der ikke tale om - nok nærmere det modsatte. Og dog?

0Likes
0Kommentarer
662Visninger
AA

1. Jagten på melankoli og kampen imod det samme

En besynderlig trang til nedtrykthed, er flere gange dukket op i mine evindelige tankestrømme om alt og intet. Hvordan og hvorfor denne lyst dukker op i mine tankestrømme, er der kun én, der kan svare på, og det er mig selv. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde noget svar. Derfor må jeg lede min hverdag, mine omgivelser og mine tanker igennem igen og igen, for forhåbentlig en dag at finde svar. Måske er jeg endda nødt til at tale med en psykolog, hvor skræmmende det end lyder. Måske han eller hun vil være i stand til at hjælpe mig på vej – for psykologen kan heller ikke give mig et svar. Kun jeg selv, kan lære at finde rundt i mit brogede virvar af både negative og positive tanker.

Mit liv er godt. Jeg befinder mig midt i en hverdag bestående af de mest fantastiske mennesker, jeg ikke vil kunne leve foruden. Familie, venner og kæreste, der alle vil mig det bedste, og give mig de muligheder og den hjælp jeg skal have for at trives. Men alligevel føler jeg ofte en stærk trang til at lade mig fange og synke dybt ned i en anden verden, hvor alt går mig imod.

Jeg vil ikke derfra. Jeg vil gerne have, at alle ved, jeg er nedtrykt. Deprimeret endda. Meget. Jeg vil græde, og jeg vil gerne have, at alle ved, jeg græder. Hvorfor jeg græder, ved jeg ikke selv, men det spiller ingen rolle. Jeg vil bare gerne have, at alle ved, jeg har brug for trøst.

Måske er det netop denne trøst, jeg søger. En søgen efter at finde ud af, hvem der står bag mig, når det en sandhedens dag virkelig brænder på. En bekræftelse af mine venners interesse for mig og mit ve og vel – det må være det, jeg søger. Det må være det, jeg har fundet.

Fanget i min virkelige, melankolske verden, lider jeg dagligt mange nederlag. Der er bare det, at et nederlag i en i forvejen nedtrykt sindstilstand, vil rumstere og betyde meget mere, end hvis bare denne satans melankoli kunne forsvinde fra mit sind.

Det er ikke til at slippe af med igen. Mine sande venner har vist sig for mig på sandheden dag og i tiden derefter, og de har gjort, hvad der har stået i deres magt, for at få mig ud af denne tilstand. Men nogle mangler jeg. Nogle har vist sig at være mindre værd end forventet, mens nye er kommet til og har vist mig deres støtte. Alligevel er der et savn i min hverdag, der ikke er til at holde ud. Et hul som mine sande venner ihærdigt og elskeligt forsøger at udfylde, men det er ikke muligt. Det føles som om mit sind vil være spærret inde i denne fortvivlelsens verden for evig og altid.

Dagligt forsøger jeg at flygte ud af denne fortvivlelsens verden, men dens lange, dystre skygger flår mig tilbage til det sorte, før en eneste positiv tanke når at melde sig. Tilbage til en verden uden ramme, hvor motivet flyder ud og bliver uforståeligt for selv den mest abstrakt tænkende.

Som fange i eget sind, er der intet, der fungerer. På ydersiden ses en velfungerende person, men lige under huden ligger det glædesløse og lurer. Det ligger bare der i dvale i dagens løb, men opstår der uforudsete forhindringer, vækkes det til live, og jeg bliver igen lige så sortseende som tidligere. Mine muligheder er sparsomme, og jeg har igen brug for bekræftelse fra mine nærmeste. Kun de kan hele mit blødende sår, men man skal passe på, for også kun de, kan flå det op igen. Flygtes kan der ikke, så kamp må der til. Tid må der til, og det samme må de nærmeste. Uden dem er der ikke brug for nogen kamp, for så er slaget tabt på forhånd. Jeg må igen ud i den store verden, men det er som om, den har ændret sig. Folk går anderledes rundt. Det er som om, de alle kigger på mig. Det er som om, de alle kan se lige igennem mig – helt ind til mine inderste og mest dyrebare følelser.

Det bliver en lang kamp med mig selv i hovedrollen, men man siger jo, at tålmodighed er en dyd. Men hvor lang tid skal der ventes, før de første tegn på fremgang viser sig, ved jeg ikke. Dagene går uden antydningen af indhold, men hvor de egentlig går hen, ved jeg ikke. Det er heller ikke det, der er interessant. Det interessante er, om der sker ændringer fra dag til dag, men det gør der bare ikke. De melankolske tanker står fast, hvor de alt for længe har stået.

Inderst inde føles det som om, at det vigtigste for mig, er ved at give slip på mig. Mine nærmeste. Deres hverdag fungere som den altid har gjort, men hvordan kan den dog det, når jeg sidder her, dag efter dag, uden at foretage mig noget af betydning. Der må ske noget. Jeg må gøre noget. Jeg er nødt til at blande mig med folket, så de ved, jeg stadig er her, for dem vil jeg ikke miste. Sker dét, er der intet tilbage.

Kampen må intensiveres, for nu er indsatsen også øget. Følelsen af, at de nærmeste er på spil, får mig til at vågne op fra det, der i begyndelsen var en drømmeverden, men i realiteten viste sig at være den mest smertefulde tid i mit endnu korte liv. Hvordan kampen skal vindes, er jeg endnu ikke klar over, men der kan skimtes et lys langt ude i det fjerne. Tog jeg en konkylie op til øret, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kunne høre de livsglade stemmer fra mine nærmeste. Dem jeg gerne vil være en del af igen. Målet er nu klart – jeg må tilbage til dem, for uden dem er der intet jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...