Når isen smeltes

Han har altid elsket dyr. Aldrig har han været rigtig inde i fællesskabet. Naturen har altid været hans tilflugtssted. Hvorfor lever han overhovedet? En tur i skoven kan måske hjælpe ham. Her kommer han i tanke om ting han helst vil glemme. En tur i skoven kan gøre ondt, men den kan også byde på nye indtryk og venner. Ikke mindst tanker om livet...

4Likes
1Kommentarer
1225Visninger

1. One Shot

 

Knirk

Knas

Knark

 

Der er stille. Ingen fugle der synger, ingen egern der løber op og ned ad stammerne. Ingen vind. Ikke et enkelt rådyr.

Intet. Ikke en lyd. Skovbunden er dækket.

 

”Tror du virkelig det?”

 

”Du er dummere end jeg troede…”

 

Han tager en hånd op foran øjnene.

 

”Jeg er ked af det, men vi har ikke råd til flere ansatte…”

 

”Jeg er færdig med dig. Jeg er træt af dig.”

 

***

”Vi har ikke bedt om at få dig.”

***

 

Han går gennem skoven. Alene. Naturen har altid været hans tilflugtssted. Altid. Altid, altid.

 

”Sebastian? Hvad er der galt?”

 

”Mor…”

Han tager hånden op foran øjnene. Smiler lidt. En snehvid fugl lander i et træ i nærheden.

Han ser op og lytter. Fuglen flakser lidt med vingerne, men lander til sidst på en gren, højt oppe i den nøgne bøg.

Han går langsomt hen imod træet.

”Kom her lille fugl,” hvisker han og rækker hånden frem. Han lukker øjnene.

 

”Hvad er der med ham, Clarrissa?”

”Hmm…Sebastian har altid været glad for dyr…”

 

”Kurrrr”

”Hm?”

Han åbner øjnene. Den hvide fugl er landet på hans pegefinger.

”Hmm. Hej med dig lille fugl.” Et smil glider over hans ansigt.

Han tager hånden op af lommen og nusser fuglens bryst.

”Hvad laver du her helt alene? He, selvom jeg nødigt skulle tale.”

Fuglen kigger på ham. Ser dybt ind i ham.

 

”Sebastian…lad den gå. Du kan ikke beholde alle dyr.”

 

”Det…det ved jeg godt…”

Den lille snefugl hopper lidt rundt på hans håndflade. Så letter den.

Han ser længe op i himlen efter den. Skovbunden giver sig. En lyd. Et sted inde i skoven er der noget der bevæger sig.

Der er liv.

Han fortsætter ned til søen. Den er frosset til i løbet af natten. Han sætter forsigtigt en fod ud på isen. Prøver den af.

 

”Sebastian! Du må ikke gå ud! Isen ser fast ud, men du ender med at falde i! Sebastian!”

 

***

”Sebastian, isen…”

***

 

Han tøver lidt. Så går han ud. Først den ene fod. Så den anden. Forsigtigt bevæger han sig fremad. Isen er fast men tynd.

De små krystaller giver sig lidt. Han stopper hurtigt op. Venter på hvad der vil ske. Han ser ned på den frosne overflade.

Under de små iskrystaller er der noget der bevæger sig. Der er liv. Han smiler lidt for sig selv.

”Til foråret…til foråret ses vi igen små venner.”

Isen giver sig lidt. Han ser hurtigt op og begynder langsomt og forsigtigt at gå videre. Han når tørfodet over på den anden bred. Et lille hop og han er på fast grund igen. Han synker lidt ned i den bløde sne. Noget pusler bag et træ i nærheden.

Han ser op. En hjort står og virrer med ørene. Ser på ham. Med store, brune øjne. Sådan står de lidt. En tydelig øjenkontakt. Hjorten virrer ørene fremad. Så vender den om og forsvinder lydløst, ind gennem træerne og ind i skoven.

Han står og afventer skoven lidt. Lytter. Han stikker hænderne i lommen på den lange frakke og går videre. Sneen knirker under skoene.

 

”Jeg må åbne det tætlukkede låg…låget til mine følelser…”

”Seb…vil du hjælpe mig?”

”Seb…Sebastian…vent. Lad være. Du må ikke gå!”

”Du må ikke gå!”

”Du må ikke…”

***

”…Gå…”

***

Han lukker øjnene og tager sig til hovedet.

 

”Og hvad så? Hvad så hvis du bare er et redskab?”

 

Han åbner øjnene og hiver lidt efter vejret.

”D-det var ikke min skyld, jeg…”

Han ser sig gispende omkring. En isfugl letter fra en gammel eg i nærheden. Han ser efter den. Han kan høre en larmende stilhed.

 

”Du må stille dig selv det spørgsmål, Sebastian. Hvorfor har du grund til at leve i denne verden? Du må finde en grund til at du lever.”

 

***

”Det ville være meget bedre, hvis du aldrig var blevet født.”

***

 

”DET VED JEG GODT!!!”

Hans stemmer giver genlyd i skoven. Et egern, der forsigtigt havde nærmet sig ham, mens han tænkte tilbage, som han ikke havde opdaget, flygter skræmt op i et træ. Ekkoet bliver hængende lidt. Så sænker stilheden sig igen over skoven

”Det ved jeg godt…”

Han skjuler ansigtet i hænderne, synker ned på knæ i den kolde sne og krummer sig sammen. Sneens kølige, små iskrystaller virker behagelig mod ansigtet.

”Jeg ved det godt…det ville være meget bedre uden mig…det ville være meget bedre, hvis jeg aldrig var blevet født...”

 

”Hvorfor siger du det der, Sebastian?”

 

”Hm? H-hvad?”

Han ser op og hjorten fra før står foran ham og ser ned på ham. Den ligger hovedet let på skrå og virrer med ørene.

Han åbner munden for at sige noget, men der kommer ikke en lyd ud. Han rejser sig op på det ene knæ. Hjorten bakker usikkert lidt tilbage.

”Åh nej, undskyld…”

Han tager sit ben ind under sig og afventer hjortens næste skridt. Den ser sig omkring. Virrer ørene fremad. Snuser lidt i luften. Han kigger på hjorten. Undersøgende. Indstuderende.  Fascineret. Den lille hjort er tynd af mangel på mad og den vil nok ikke overleve hele vinteren igennem. Men lige nu kæmper den for at holde humøret oppe. Ligesom ham. Han lukker øjnene og løfter langsomt bagsiden af hånden frem.

 

”Sebastian...det er ikke alle her i verden der har afvist dig. Det ved du godt ikke?”

 

Hans hånd stopper. Støder på noget. Bliver stoppet af noget. Han ser op. Hjorten har langsomt, uden han har hørt det, bevæget sig tættere på, og det der har stoppet hans hånd, er hjortens snude. Han åbner munden og kan se sin egen ånde da et smil, glider over hans ansigt og han hvisker:

 

”Hej med dig lille ven.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...