Dét derude

Dette er ikke en lang, lang historie med flere kapitler, så jeg finder det lidt svært at skrive et rigtigt resumé. Det er istedet en "lille" tekst/novelle, og fordi jeg godt kan lide at lege med "temaerne" lys vs. mørke (liv vs. død osv.) omhandler teksten også det. Well, jeg håber at min tekst/novelle vil kunne forstås, og håber at få noget god feedback. :-}

0Likes
1Kommentarer
438Visninger

1. Dét derude

Hun sidder for sig selv i det lille snævre rum; det aflange, smalle vindue lader intet Lys trænge ind. Himlen derude, ude bag det ridsede og let snavsede vindue, er en svag, mørk farve – man kan se, at den så småt vil tone over i den helt kulsorte, velkendte farve, men det er først om noget tid, ikke nu. Der er stadig svagt skinnende Lys, som ihærdigt forsøger at overvinde det overlegne og stærke Mørke, der lidt efter lidt indrammer det meste der er derude.

Alligevel lukker vinduet, som hun altid kigger ud af, som altid giver hende små glimt af verdenen, viser hende sjove, fremmede eller underlige ting, kun mere Mørke ind i rummet; det lader ej den lille snes Lys, som kæmper en brag kamp derude, få en chance for også, at kæmpe herinde hos hende. Kæmpe for at skinne – for at lyse og blænde alt det uhyggelige og væmmelige Mørke væk der snor sig rundt i værelset, laver fremmede og onde Skygger overalt.

Hun kryber sin lille krop sammen, ligger sig i en fosterlignende stilling; knuger sin hovedpude ind til sit bryst som om det gjaldt hendes liv. Hendes spinkle arme og små hænder, som umiddelbart ikke ser ud af meget, skælver let, men holder ikke på noget tidspunkt op med, at omfavne hovedpuden. De flossede negle borer sig ned i stoffet og nægter at give slip fra hvad der er deres.

Ved lyden af deres stemmer – de høje tonelejer, de vrede, modbydelige og sårende ord – bider hun sig hårdt i sin underlæbe og lukker sine små øjne, giver ej tårerne lov til at komme ud. Med lukkede øjne bliver det hele endnu mørkere, men det er et Mørke, som er hendes eget. Det vil hende intet ondt, tværtimod danser det rundt omkring hende med yndefulde bevægelser, og varmen, den kærlige varme, strømmer ud fra alle sider omkring hende. Hun føler sig ikke fuldkomment tryg her, men stadigvæk er det et bedre sted.

Med de små øjenlåg nede kommer en helt ny verden frem for hende, hendes eget univers, hvor Mørket ikke bliver påvirket af det andet Mørke, det onde og forfærdelige, som altid klæber sig fast til hende, når først de små øjne endnu engang må erkende, at de er nødt til at åbne op.

Hun sukker tungt og bider endnu hårdere i den smalle underlæbe, stadigvæk fast besluttet på at blive i den verden hun så omhyggeligt har opbygget for hver time, hver dag, hver uge – hvert år. Dette sted er det eneste sted hvor hendes puls roligt kan falde; det eneste sted hvor hendes hjerte kan tage et hvil, i stedet for at hamre derudaf som det normalt er nødsaget til.

Her får munden tilladelse til at smile, til at le – hendes tynde krop får lov til at danse muntert, og i de øjeblikke hun befinder sig i sin hemmelige verden tør hun endelig at give slip. Hendes stærke, kontrollerende og alt-obseverende sind lader for en gangs skyld det tykke lag af Mørke smuldre væk, så et Lys, der rummer en frygtløshed, en glæde så stor, at den næsten er for fremmed for hende selv, kan få plads i stedet. Mens hun nyder denne nye, forunderlige følelse kommer der pludselig en stemme snigende ind på hende. En panisk lille stemme, der lyder velkendt, og som advarer om at det ikke er rigtigt. At det ikke er virkeligt – at hendes dejlige følelse, som er så udholdelig og elskelig som noget kan være, er opspind. Hendes eget desperate opspind.

Pludselig føles Mørket ikke nær så trygt, varmt og kærligt – dets evne til at omfavne hende med de beskyttende arme er væk, og i stedet har det forvandlet sig til dét Mørke hun i første omgang flygtede fra. Det kvælende, altædende Mørke, som nu klæber sig fast til alt. Forvirret glipper hun med øjnene og opdager først der, at de allerede er åbne. Øjnene. Ude af stand til at huske hvornår, hvordan, hvorfor – det eneste hun hører og mærker er det ynkelige klynk, som hendes mund slipper løs, og hendes ene hånd farer straks op til munden; skærmer for de smalle, revnede læber og sørger for, at de ikke vil afgive flere lyde.

Et øjeblik efter er hun rædselsslagen for om det lille klynk kunne høres, men den korte stilhed, efterfulgt af de sædvanlige ord, der skærer sig så dybt ned i hendes sjæl, forsikrer, at ingen hørte klynket. Ingen andre end hende selv.

Hendes hjerte farer så velkendt derudaf, og får pumpet en følelse af angst ud i hele hendes krop. Som så mange gange før kigger hun flygtigt hen på det smalle vindue, og ikke engang hendes hånd foran munden kan stoppe den forbløffende grimasse, som hendes ansigt folder sig ud i.

Dér, bag vinduets rude, hvor hun sjældent ser meget Lys, er der nu ét lille brændende Lys omringet af dét Mørke, som på et eller andet tidspunkt altid får udkæmpet alt andet, og som altid efterlader både hende og dét derude totalt mørklagt. Men selvom hun venter på, at det lille insisterende Lys slukkes, får dødsslaget, bliver det frygtløst ved med at skinne så smukt, så stærkt, så udholdeligt. Skræmt holder hun øje med Mørket, og er hvert øjeblik sikker på, at Lyset med ét vil uddø, for hun ved hvor hård en kamp det er, at brænde så stærkt når alt synes umuligt og ens verden så småt falder sammen.

Tynget af medlidenhed rejser hun sig fra den lille seng og lister lydløst hen mod vinduet, skridt for skridt. Da hun er halvvejs opdager hun, at hendes hænder ikke holder fast i den bløde pude mere, og et øjeblik standser hun op, frosset fast på stedet, der i mørket, og overvejer at gå tilbage til sengen efter puden. Hun kigger sig kort over skulderen for, at se efter den, men hendes øjne kan ikke bane sig vej igennem det sorte, tykke slør der også har lagt sig over hendes seng. Hurtigt knytter hun hænderne, og vender blikket fremad. Fremad mod vinduet med det kampdygtige Lys. Hun tager et skridt. Og så et til.

Mens hun langsomt kommer nærmere og nærmere, undrer hun sig et øjeblik over, at det gamle trægulv ikke knirker så faretruende og højlydt, som det plejer de få gange hun bare har vovet sig halvvejs, og, ved lyden af gulvets kommanderende og advarende lyde, til sidst altid har vendt om – skyndt sig tilbage til sengen og puden med de mange kradsmærker.

Men mens hun forsigtigt bevæger fødderne fremad på gulvet med en målrettethed hun hidtil aldrig har haft, hører hun intet – ingen lyde fra gulvet, ingen stemmer, ingen ord – intet.

Det eneste hun lægger mærke til er det smukke og fremmed Lys, der synes at vokse sig endnu større i takt med at hun nærmer sig vinduet. Da hun tager det sidste skridt, rækker hun tøvende ud efter dét Lys, som nu har vokset sig til så stor en størrelse, at der ikke er plads til noget som helst Mørke. Der er kun det brændende Lys, som bevæger sig med smukke bevægelser, som udsender en kærlighed så stor, at det får en lille våd tåre frem i hendes ene øje, og hun står bomstille der, foran vinduet, fuldstændig paralyseret af det Lys hun ser foran sig.

Det er som om Lyset vokser sig endnu større, og med ét forsvinder alt andet – væggen med vinduet, sengen, puden, stemmerne og de ord de skaber, det tidligere Mørke – alt er pist væk, blevet opslugt, og hendes knyttede hænder lader sig langsomt folde ud, så de ikke mere er hårdt knyttede af de mange følelser, som de indtil da har været nødsaget til at holde inde og forsvare.

Med et sidste suk, der rummer meget mere end hvad ord kan beskrive, går hun det trygge og stærkt brændende Lys i møde.  

Det omfavner hende; stryger hende moderligt over håret, en form for kærtegn hun hidtil da aldrig har oplevet, og det krampagtige, men på samme tid betryggende Lys, som strammer grebet om hende giver hende en følelse af lettelse, af tryghed, og til sidst en underlig følelse af accept.

Grebet omkring hende bliver strammere og strammere, men det eneste hun føler er en altoverskyggende kærlighed – en kærlighed så stor, så mægtig og så bestemt, at hun uden nogen modsigelser lader det tage hende med sig; lader hende svæve længere og længere væk med det; det lyser så stærkt med dets beskyttende favntag omkring hende.                                                                                                                                                                                                                                   Og efterlader det forhenværende sted totalt henslængt i Mørke.

...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...