Savnede mor


1Likes
0Kommentarer
555Visninger

1. Savnede mor

Jeg stirrede ud i mørket. Endnu en søvnløs nat. Den røde prik, fra fjernsynet, dansede og blev til to. Jeg vendte mig igen. Jeg kunne høre udluftningen køre. Den larmede faktisk utroligt meget. Jeg kiggede rundt i værelset. Silhuetterne fra alle tingene i værelset, blev i min fantasi, til underlige skyggevæsner. Trøjen der hang over min stol, blev til en stor fugl, med sorte vinger og røde øjne. Ud af min øjenkrog, kunne jeg se den røde prik, fra fjernsynet, blive ved med at danse. Jeg satte sig op, og min skygge på væggen flyttede sig sammen med mig. Mit åndedrag var højt og meget tungt i det stille værelse. ”How came we never come closer, when all the stars were aligned? I thought we had a moment. I dream of dreaming dreams of her, in twilight she’s a constant blur, the pictures clear, and I’m still fact she’s fiction.” De blide fine toner flød ud og fyldte hurtigt rummet. De kunne umuligt have tilhørt mig, men det blev de jo nød til. Jeg rejste mig på stive ben, og gik rundt i værelset for at tænde stearinlys alle vegne. Og ikke snart, var værelset oplyst af mange små blide flammer. Jeg satte mig igen i min seng, med ryggen op af væggen. Men efter at have siddet lidt sådan, med hovedet fyldt af spørgsmål, blev jeg enig med mig selv. Jeg tog det største og nyeste bloklys og gik uden for. Jeg gik ind i min fars lerværksted og hentede min nyeste brændte lerskål. Jeg placerede, det stadig brændende lys, midt i skålen. Det stod perfekt. Derefter tog jeg skålen, gik ud og gik ned mod søen.              

Jeg gik helt ud for enden af bådbroen, og satte mig. Jeg stak mine bare fødder i vandet. Sådan sad jeg lidt. Med fødderne i vandet, skålen med det brændende lys i, i skødet og fuldmånen hængende over mig. Det blå-sorte vand var helt stille, ikke en krusning at se. Jeg vippede med mine tæer, for at sikre mig at det sorte dyb ikke havde slugt dem. Jeg trak vejret dybt. Trak den friske sommerluft, helt ned i lungerne. Det rallede en smule, langt nede i halsen på mig. Jeg kiggede ind i flammen, på bloklyset. Den tog mig væk. Førte mig til et sted hvor kun de bedste ting, og minder, fulgte med. Til et paradis, til mit paradis! Men drømmene bliver ikke ved, for på et tidspunkt er man nød til at vågne. Jeg tog blikket væk, inden jeg ville begynde at græde. Jeg satte skålen, med lyset, på broen, og tog mine fødder op af vandet. Derefter lagde jeg mig på maven og tog fat om skålen. Jeg sænkede den stille ned imod vandets blankeoverflade. Jeg slap stille skålen og puffede blidt til den. Den flød stille væk fra mig og hen imod det ukendte mørke. Jeg lå og fulgte den lille flamme med øjnene, indtil jeg ikke kunne se længere igennem mørkets mur. Inden jeg rejste mig, blev søens blanke overflade igen brudt, denne gang af en tåre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...