A Haunted Soul - One Shot

Endnu en af mine dybe, melankolske tekster. Jeg håber I nyder den.

13Likes
49Kommentarer
1691Visninger

1. A Haunted Soul

Jeg skriver den her tekst fordi. Det er det jeg vil starte med at sige. Fordi jeg vil ud med det, fordi jeg har behov for at skrive det ned, og jeg lægger det ud fordi jeg ønsker respons. Ikke opmærksomhed, men anerkendelse af det arbejde jeg har lagt i dette.

Jeg vågner op hver morgen, med en trang til at gøre livet kort. Ikke fordi mit liv er så frygteligt endda, som det ser ud nu. Faktisk har jeg meget af det, de fleste ønsker sig af et normalt liv. Fantastiske veninder, som jeg ved at jeg kan regne med, ligegyldig hvad der sker. En skøn kæreste, der behandler mig som om der ikke findes nogen andre i verden end mig. Jeg har talent. Jeg kan uden tvivl skrive. Uden så meget som at skænke det en tanke, skriver jeg alle de historier I læser. Hvis jeg behøver at tænke over det, skriver jeg det ikke. Jeg er intelligent, uden tvivl, og jeg er fuldt ud klar over hvordan jeg bruger mit intellekt. Min evne til at sætte mig ind i folks følelser, og forstå dem er bemærkelsesværdig. Min fuldstændig ubesværede kontrol over dyr, der bare i mit nærvær slapper af, er misundt af de fleste omkring mig.

Jeg er køn. Ikke smuk, men lad der ikke være nogen tvivl om at jeg godt ved at jeg ikke er grim.

Det er mit liv udefra. Og fantastisk ser det ud, det må jeg indrømme.

Fra hvor jeg står, ser alting lidt anderledes ud. Jeg har fantastiske veninder, ja. Men jeg er også blevet svigtet så meget, og så mange gange at jeg ikke tør stole fuldt ud på dem. Jeg har verdens bedste kæreste, efter min egen mening, og jeg elsker ham, men der er heller intet jeg frygter mere end kærlighed. For kærlighed er at give en anden person magten til at ødelægge en helt, bare ved at knipse med fingerene, men stole på at de holder hænderne i ro. Og tillid er som sagt ikke mig. Jeg har for mange gange fået bevist at tillid er overvurderet. Ubrugeligt og kun bringer smerte med sig.

Jeg har et ekstraordinært talent for at formulere mig, men jeg har også meget få muligheder, udover en karriere som forfatter. Hvis jeg vil være bare delvist lykkelig, er det forfatter eller ingenting, for jeg fungerer ikke sammen med mange mennesker, ude i det offentlige.

Jeg er intelligent af helvede til, men jeg ved at det også gør mig ude af stand til at tænke som andre. Jeg ved ikke hvordan et helt almindeligt menneskes hukommelse fungerer, for jeg husker mere eller mindre alt. Jeg ved ikke hvordan normale mennesker regner ting ud, fordi min hjerne gør det, før jeg når at tænke over det.

Ubesværet sætter jeg mig ind i folks følelser, men jeg føler intet andet end tomhed selv. Udover smerte selvfølgelig, men lad os nu holde den ude af billedet lidt endnu.

Jeg behøver at vifte med lillefingeren, og dyr der hverken kender, eller stoler på mig, gør præcis som jeg vil, selvom jeg ikke ved hvad det er jeg gør. Evig og altid hører jeg på spørgsmål om hvordan jeg fik den hest til at slappe af, eller lærte den stædige lille pony ikke at sparke. Og svaret er altid det samme. Jeg var der bare. Præcis som jeg bare var der, da min kat udviklede en afhængighed af mit selskab, der gør at han ikke spiser når jeg ikke er hjemme.

Derudover er der søvnløsheden. Jeg sover meget få timer om natten, og når jeg endelig falder i søvn, efter at have ligget og vendt og drejet mig i timevis, er jeg garanteret mareridt igennem hele forløbet. Jeg vågner næsten hvert kvarter, badet i sved, mens jeg bider mig selv hårdt i læben for ikke at skrige. Om jeg vågner af mareridtet, eller smerten i min læbe kan jeg ikke fortælle.

Sammenbrudene. Når jeg ser mine mareridt, helt livagtige for mig. Når smerten bliver for meget. Når selvmord er den eneste flugt, men jeg er for samvittighedsfuld til at gøre det, af hensyn til dem der holder af mig. Dem som jeg, mod min vilje, også holder af.

Frygten for at miste min kæreste. Det er hårdt at miste, men det ville være ubeskriveligt med ham. For han er mere eller mindre det eneste menneske der virkelig er kommet under huden på mig.

Bevidstheden om at jeg aldrig bliver hel igen, ligegyldig hvad jeg gør, og hvor meget hjælp og støtte jeg får. Et helt menneske bliver jeg aldrig.

Min barndom, der blev revet fra mig på få sekunder. Af en eller anden grund, kan jeg meget sjældent snakke med folk under sytten nu. Sådan havde jeg det ikke før, men det ændrede sig som mig. På få sekunder.

Og måske det værste. Jeg begynder at føle igen. Det er en god ting. Og jeg hader det som pesten. Mere end noget andet, hader jeg det. Det gør selvmordet mere nærliggende end det hidtil har været. Det gør cutting tillokkende, til tider uimodståeligt, selvom jeg altid har sværget at jeg er stærkere end det.

Det beordrer mig til for evigt at være en hjemsøgt sjæl.

Gør det ondt nok nu, til at du husker mit navn?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...