Det hårde liv på børnehjemmet.

Det er en pige som hedder Mia. Hun bor på et børnehjem. Hendes mor har totalt droppet hende. Hun savner sin mor nogle gange, hun vil enlig aller mest bar være sur på hende.
En dag bliver Mia forelsket i den irrierterende dreng på børnehjemmet.
Clara er så hende den lidt irrierterende pige, som er ret ubehagelig at være i nærheden af. Det er hendes skyld at Sofie kommer på hospitalet.

3Likes
14Kommentarer
1461Visninger
AA

6. Et uventet besøg.

Jeg havde ikke set min mor i 7 år. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende, NEJ! Jeg vil ikke tænke på hende! Hun havde råd til mig! Hun ville bare af med mig! Og hvis hun havde råd, valgte hun mig stadig fra, frem for Marcus! Jeg vil ikke tænke på hende! Jeg savner hende ikke! Nej! Jeg er ligeglad med hende! Om det så var hende der kom ud af den bil! Bilen kørte ind i indkørslen. Min bror Marcus steg ud af bilen. Hvor er han dog blevet stor! ''Hej Marcus? Ehh... Skal du også på børnehjemmet? Jeg er ked af det på dine vejne..'' Sagde jeg både glad, men også trist på hans vejne. ''Nej, nej! Vi vil hente dig... Jeg har sådan savnet dig, og det har mor også!'' Sagde Marcus. Han kiggede bedende på mig. Min mor kom ud. Hun kiggede på mig, hun så trist ud. Jeg havde ondt af hende.. Nej! Jeg var også trist da jeg skulle på børnehjem! Men der var ingen kære mor! ''Vil du med hjem, lille skat? Jeg har savnet dig.'' Sagde min mor. Hun kiggede bedende på mig. ''Dorthe! Jeg vil IKKE med dig hjem! Jeg var helt grædefærdig da jeg kom her hen! Du valgte Marcus frem for mig! Så jeg tager ALDRIG med dig hjem igen! Jeg vil IKKE!'' Sagde jeg strengt. ''Og jeg er ikke din lille skat!'' Skreg jeg. ''Hvorfor kalder du mig Dorthe? Du kaldte mig altid for mor!'' Sagde Dorthe. ''Det er 7 år siden jeg sidst så dig! Dú har ikke engang besøgt mig! Jeg vil ikke med dig hjem! Og om jeg så ville måtte jeg nok ikke værre hos en alkoholiker der hele tiden slår mig!'' Skreg jeg. Så brød Anne ind. ''Slår du din datter?'' Sagde hun. ''Hey! Kald mig aldrig datter igen!'' Sagde jeg stregt. ''Skat hvorfor vil du ikke med hjem?'' Sagde hun stille og skuffet. Hun kiggede ned. ''Ligemeget om jeg så tager med dig hjem eller bliver her, vil du aldrig komme til at elske mig! Du har svigtet mig for groft! Jeg fik et sammenbrud, og jeg er ikke engang kommet over det efter 7 hele år! Det skal IKKE ske igen!'' Sagde jeg og læb ind på værelset. Sofie lå i sengen. ''Er ambulancen kommet?'' Spørger hun. ''Nej! Men det er min mor..'' Sagde jeg. Marcus, Dorthe og Anne kom ind på pige værelset. ''Mia! Jeg vil have dig med hjem!'' Sagde hun. ''Det bestemmer jeg selv! Du afleverede mig her! Nu bestemmer jeg mig for at blive her!'' Sagde jeg. Min mor gik ud i sin bil og rullede vinduet ned. Jeg gik ud sammen med Anne. ''Er du sikker på du ikke vil med?'' Spurgte Dorthe. Hun kiggede trist på mig.Jeg kiggede ned i gulvet. ''Jeg er ked af at jeg har ødelagt halvdelen af dit liv..'' Sagde Dorthe. ''Du har IKKE ødelagt halvdelen af mit liv! Jeg vil for evigt huske mit liv på det hersens børnehjem, og hvor dum du har været!'' Sagde jeg. ''Men vil du?'' Spurgte Dorthe. ''Det er din sidste chance..'' Sagde Anne. Jeg kiggede på min mor. ''Jeg vil IKKE med, du aflevere mig bare her igen! Det er der INTET liv der vil kunne holde til! Så hold dig væk fra mig!'' Skreg jeg og løb ind på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...