Nightmare on Valentine's Day

'Du har et grimt smil'
Mill hadede denne dag over dem alle. Valentinsdag. Lige siden hun var lille, prøvede hun at holde sit smil tilbage. Mindet om det, hendes bedste ven havde fortalt hende, da de var børn, gjorde hende så inderligt ked af det. Lige siden den dag, nægtede hun at have noget med denne dag at gøre. Selvom alle omkring hende, prøvede at sende hende kærlighed... Hvad sker der så, når grunden til at hendes had, dukker op?

32Likes
43Kommentarer
1967Visninger
AA

1. Nightmare on Valentine's Day

”Mill! Kom nu, klokken har allerede ringet,” skreg Amée i øret på mig og hendes stemme kunne stadig høres som et lille ekko. Det var ikke nogen hemmelighed, at Amée var meget frisk i dag. Hun opførte sig som hun altid gjorde: Glad, frisk, optimistisk og fuld af energi. I dag var hun bare mere drømmende end som så, og det gjorde hende ikke så meget, at drengene kom med dumme bemærkninger. Et surt smil kunne bare ikke dukke op på folk ansigter i dag. De eneste triste ansigter, var folk der lige havde slået op, hadede kærligheden, eller havde kolde hjerter. Jeg havde hverken slået op med nogen, jeg hadede ikke kærligheden og jeg mente ikke selv, at jeg havde et koldt hjerte. Men en ting var sikker – jeg hadede Valentines Dag.

”Org Mill, så se lige at få et smil på læben,” sagde Amée, denne gang var det drømmende i hendes stemme væk. Jeg forstod ikke engang hvorfor hun forsøgte så ivrigt, når hun havde set resultatet, hvert eneste år.

”Ikke alle behøver at være så skide optimistiske, bare fordi at du har dig en Valentinsdate,” sagde jeg med en irriteret tone, som alligevel ikke kunne få Amée til at blive mere ked af det. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun var kommet sammen med skolens muskelfyr, Lee Joon, i snart et halvt år. Eftersom jeg havde kendt Amée lige siden den dag, vi skulle lære at bruge potten sammen, vidste jeg, at denne dag betød noget for hende. Ikke bare noget, men meget. Den eneste grund til at Amée valgte at hive mig med ind til vores første fælles timer, var, at jeg var der for at holde hende nede på jorden. Mentalt var hun allerede fløjet op til himlen, sammen med Lee Joon, for at nyde en portion chokolade og harpespil.

 

 

Med hovedet begravet i mine hænder, lod jeg enhver lyd omkring mig forsvinde. Gid denne dag snart ville være ovre. Selvom jeg prøvede at ignorere enhver lyd, så var jeg altså ikke døv. Jeg kunne stadig høre pigerne, der snakkede om, hvem de kunne lide i hemmelighed. Jeg kunne høre drengene snakke om hvilke piger de ville score og hvor mange chokolader de ville få – og så lidt om den fodboldkamp de så i går.

”MILL UNNI,” skreg en stemme, lige så høj som en alarm. Jeg åndede dybt ud og ventede på at skriget ville forsvinde og at lydene af fødder der løb, forsvandt. To hænder blev smækket på bordet foran mig, og det eneste jeg gjorde, var, at læne mig tilbage, for at se på min dongsaeng, Ria.

”Ria… Behøvede du at skrige?” spurgte jeg hende, mens jeg virkelig prøvede at holde en neutral mine, selvom det nemmeste ville være at sende hende et koldt blik. Alligevel vidste jeg, at jeg ikke kunne gøre det, når det nu var Ria, der stod foran mig.

”Skrige? Nej, jeg skreg da ikke,” sagde hun og kløede sig forvirret i baghovedet. Hurtigt førte hun en af sine mørke hårtotter om bag øret og stirrede på mig med store uskyldige øjne.

”Unni~ Jeg har brug for din hjælp,” sagde hun og så bedende på mig, mens prøvede at se nuttet ud. Hvis jeg ville, kunne jeg bare vende ryggen til hende - ja, jeg sad på en behagelig rullestol, der var perfekt til det formål.

”Hvad skal jeg nu hjælpe dig med?” sukkede jeg og lagde en albue på bordet, hvor jeg så hvilede mit ansigt på min hånd, lige under hagen.

”Smag denne!” sagde hun entusiastisk og stirrede spændt på mig, selvom jeg ikke engang havde kastet et blik på hendes lynformede chokolader – det ville blive meget svært at gætte hvem de var til. Jeg tog fat i en af dem og kom dem i munden. Inden længe spærrede jeg mine øjne op og gjorde alt hvad der stod i min magt, for ikke at åbne munden. Min mund brændte - bogstavelig talt! Jeg vidste ikke, hvad Ria nu havde bladet sammen, men denne kombination var dræbende. Jeg prøvede at tygge på chokoladen, men hver evig eneste mundbevægelse gjorde mere ondt.

”Unni… Du græder jo,” sagde Ria og var lige ved at gå i panik. Denne smag havde været så kraftig, at jeg havde fældet en tåre. Jeg tørrede den hurtigt væk og sank det hele i en slurk – noget jeg fortrød det sekund jeg havde gjort det. Hurtigt lænede jeg mig tilbage og gemte min mund bag min hånd.

”Det… Smagte så… Fantastisk,” sagde jeg og hostede meget kort, mens hun skreg af glæde. Jeg rakte hurtigt ud efter min vandflaske, men Ria sendte mig bare et mistroisk blik.

”Det holder smagen længere,” hviskede jeg, så hun ikke kunne høre, at min stemme var blevet påvirket. For guds skyld, så håbede jeg ikke, at vand havde den effekt! Ria smilede naivt og nikkede, mens jeg drak min vand.

”Tak unni,” sagde hun og skulle til at gå, jeg da kastede mit blik efter hende endnu engang.

”Jeg håber at Thunder nyder sine chokolader,” grinede jeg, og straks stivnede hun. Selvom jeg brugte den engelske udgave, af Cheondoong, så var Ria klog nok i sidste ende. Inden hun kunne nå at vende sig om, kom vores lærer ind i klassen. 

Selvom mine øjne var rettet op på min lærer, der stod og snakkede, så hørte jeg slet ikke helt efter. Der var faktisk en grund til, at jeg hadede Valentinsdag. Det var den dag, hvor jeg blev skræmt. Det var den dag, hvor jeg fik besvær med at smile.

’Du har et grimt smil’

Det var snart ved at være mange år siden. Desuden havde jeg ikke set ham i over ti år nu, så jeg var langsomt ved at komme mig over det. Men hver gang jeg kom til at smile eller grine, så kom jeg altid i tanke om den sætning. Jeg blinkede et par ekstra gange for at vågne ordenligt op, da jeg syntes at se syner. Man skulle næsten tro, at det var Taemin og Kai… Men den ene dreng havde jo mørkerødt hår, så det kunne slet ikke passe. Jeg lukkede mine øjne og stoppede med at høre efter, da jeg kort efter det mærkede to arme kramme min hals.

”Mill-Ah,” sagde en fløjlsblød stemme og mine øjne åbnedes i løbet af nul komma fem. Min krop stivnede straks og min mund vendte mere nedad end den plejede. Drengen bag mig grinede kort og slap mig.

”Det er så lang tid siden, ikke Mil-Mil?” spurgte Taemin mig med sit søde og charmerende smil, der sendte mig kuldegysninger. Igen blev ordene i mit hoved gentaget.

Rigtig nok, så var det Taemin og Kai. To af mine barndomsvenner. Hvis man overhovedet kunne kalde dem det længere. Dengang havde de begge to sort hår… Nu var det åbenbart kun Kai der havde beholdt det sorte hår. Men hvorfor smeltede Taemin mig ikke med sit smil? Jo, nu skal jeg fortælle hvorfor. På denne dag, for snart mange år siden havde jeg kendt disse to drenge. Kai var-

 

Jeg sad i sandkassen og legede med sandet, sammen med Taemin. Han rakte mig en skovl og jeg tog imod den, mens jeg rakte ham en spand.

”Mill.” Jeg vendte mit hoved mod stemmen, da jeg fik en frø i hovedet. En klam følelse fór gennem min krop og jeg begyndte straks at græde.

 

…Bøllen… Og Taemin var-  

 

”Mill? Er du ikke sulten? Du har jo ikke din madpakke med i dag,” sagde han bekymret. Jeg forsøgte at smile, men sandheden var, at jeg var ved at dø af sult. Taemin tog noget fra sin madpakke og bad mig om at åbne munden. Jeg gjorde som han sagde og smagte straks en del af himlen. ”Tak Taemin,” sagde jeg og sendte ham et strålende smil.

 

…Den søde. Men hvorfor var det så, at jeg hadede ham? Jo… Dagen hvor de skulle flytte, var Taemin kommet for at sige farvel… Og så var det der, at jeg stoppede med at smile, så meget jeg kunne. Det var den dag, hvor Taemin kom med de ord. De ord, der gjorde mig så ked af det.

’Du har et grimt smil’

Den dag var Valentinsdag.

 

Amée sendte mig et spørgende blik, men jeg prøvede at ignorere tanken om, at dem jeg hadede allermest, var vendt tilbage. Resten af timen blev jeg ved med at banke min blyant mod bordet.

”Mill? Må jeg låne dit hviskelæder?” spurgte Taemin mig, ret høj, så alle kunne høre det. Og det var der, at blyanten i min hånd, knækkede.

 

Jeg var glad for, at skoledagen var ved at være slut. Hele dagen havde Taemin fulgt efter mig, for at ’indhente det forsømte’. Selvom han havde sagt de ord, inden de flyttede, påvirkede det ham ikke. Han blev stadig ved med at smile, som intet var hændt. Det var nok det, der fik mine nerver til at reagere – kraftigt. Kai sagde ikke så meget, som altid. Og hvis han endelig skulle snakke med mig i dag, så var det via hans øjne. Hans dybe brune øjne.

Jeg forstod ikke, hvorfor de blev ved med at hænge på mig. Dengang, da vi var små, ville ingen være sammen med dem. Jeg var den eneste der lod dem komme ind. Nu ville alle have dem, bortset fra mig. For min skyld, måtte de da godt få dem. Jeg vendte mit hoved op mod skolen, på anden sal, hvor jeg genkendte en person. Langt brunt hår, mørke øjne og et svagt smil, som blev sendt i min retning. Jeg lavede et halvt vink til personen der stod ved vinduet. Rin! Men hvorfor var hun helt alene nu? Det lignede ikke Rin at være fuldstændig alene, på et tidspunkt som dette. Jeg fik lov til undre mig i tre sekunder, inden en person dukkede op og pressede læberne mod hendes kind. En af de ældre elever, G.O… Så selv Rin havde noget at gøre på Valentinsdag.

Jeg vendte mit blik i en anden retning, så Rin kunne få givet sine chokolader til sin kæreste. Nu, da alle havde forladt mig for at give deres chokolader, var jeg helt tilgængelig for Taemin, der kom løbende mod mig.

”PAS PÅ!” blev der råbt, men for sent. En af de ældre elever var løbet så hurtigt, baglæns, fordi han skulle hente en bold. Uden at vide, at jeg var bag ham, havde han løbet ind i mig og væltet mig omkuld.

”Er du okay?” spurgte han straks. Jeg sendte ham et irriteret blik og forsøgte at komme op, men uden succes. Da jeg lige havde skadet min ankel, skulle jeg lige have lidt tid, så jeg kunne komme mig igen. Drengen så bekymret på mig og skulle til at hjælpe mig op, men hans hånd blev slået væk af en anden. Og det var ikke min. Da jeg så op, så jeg Kai stå over mig. Inden jeg vidste af det, havde han samlet mig op i brudestilling.

”Kai! Jeg skal nok tage hende,” hørte jeg Taemin sige.

”Jeg tager mig af hende,” skreg han bestemt, hvilket fik mine åbne til at åbne sig mere. Selvom jeg havde lyst til at skubbe til ham, kunne jeg ikke. Så ville jeg falde og blive siddende. Det her mindede mig ét minde. Det var den samme varme. Ja, Kai kunne andet end at mobbe mig.

 

”Yah! Giv mig den bil,” skreg en af drengene fra børnehaven. Jeg rystede på hovedet og blæste mine kinder op, ved at suge luft. Han blev bare sur og skreg. Hans hænder tog fat i bilen, og hev til. Jeg hev også og vi blev ved med at hive begge to. Men han var stærkere og hev hårdt fat. Da han havde fået bilen, flyttede han sig til siden. Jeg, derimod fløj, lige indtil jeg hamrede mit knæ mod kanten af sandkassen. En lidt skræmmende lyd kunne høres, da mit knæ ramte trækanten af sandkassen og en smerte dukkede straks op. Som det lille barn jeg var, skreg jeg højt op. Mine hænder holdte fast i mit knæ, og jeg hulkede højlydt.

Drengen, der holdte fast i bilen, så helt forkert ud i hovedet og vidste ikke hvad han skulle gøre. Jeg mærkede en hånd på mig og så op, da Taemin stod foran mig… Nej, det var ikke Taemin, for han smilede ikke. Det var Kai. Han vendte ryggen til mig, og da jeg troede at han skulle til at gå, blev han siddende.

”Hop op,” sagde han. Jeg blev ved med at stirre på hans ryg, men han rykkede sig ikke. Jeg lagde en hånd på hans skulder og prøvede langsomt at læne mig mod hans ryg, men mit knæ gjorde bare så ondt! Han tog fat lige under mine lår, så mine knæ var vinkelrette, hvilket også fik mit til at græde.

”Stop så med at græde!” skreg Kai og hoppede kort, hvilket kun gjorde, at jeg fik det værre. Da han hørte mit endnu højere skrig, sagde han noget, han ikke havde sagt før.

”Mianhae…”

Og sådan bar ham mig ud af sandkassen, hen til de voksne for at få den til at kigge på mit knæ. Men der var en ting, jeg ikke havde lagt mærke til før. Kai var så pokkers varm.

 

 

Kai bar mig hen til skolesygeplejersken, uden at sige et ord. Han var ikke typen, man startede samtaler med, men alligevel havde jeg snakket med ham.

”Jeg er tung! Bare slip mig,” mumlede jeg og hev lidt i hans trøje. Han fnøs og strammede sit greb om mig.

”Du er ikke tung. Elefanter kan betagens tunge, men ikke dig,” sagde han og blev ved med at holde om mig. Jeg kunne ikke få nogle ord ud. Jeg hvilede hovedet mod hans bryst og hørte hjertet banke… Hans varme havde ikke forandret sig. Selvom han mobbede mig, så havde han også reddet mig et par gange…

 

Min ankel var nu bundet ind. Mens skolesygeplejersken havde bundet min fod ind, havde han ikke sagt så meget, bare stirret.

”Du stirrer,” sagde jeg, da jeg ikke kunne finde på andet at sige. Kai vendte nu sit blik mod mig, men lukkede hurtigt øjnene og stønnede.

”Og er det sådan du har tænkt dig at takke mig?” spurgte han og lagde armene over kors, mens han så over mod vinduet. Jeg tog fat i rullen med bandagen og kastede den over på ham, så den ramte hans hoved. Straks så han over på mig. Med mine pegefingre, hev jeg mine kinder op, så jeg kom til at få en latterlig grimasse.

”Gomawo~”

For første gang smilede Kai og holdte sig kort for munden, hvor han grinede lidt.

 

Thump! Thump!

Jeg stivnede og stirrede på mine lår. Hvad var det for en følelse? Hvorfor havde jeg lige mærket noget helt anderledes. Da jeg så op igen, havde Kai rejst sig.

”Jeg henter dig en sodavand,” mumlede han og vendte ryggen til mig. Jeg nikkede og blev ved med at se efter ham. Jeg var sikkert ved at blive underlig, fordi det var Valentinsdag.

”Mill?” hørte jeg Kai sige. Jeg bevægede mit ben langsomt og fandt ud af, at det ikke var forstuvet. Heldigvis! Jeg rejste mig op og fandt ud af, at jeg kunne gå, så længe jeg ikke løb. Men da jeg trådte ud, blev jeg ikke mødt af Kai, men af Taemin.

”Tae… Min,” mumlede jeg lavt og så på hans smilende ansigt.

”Du kan vist lide Kai mere end mig. Kan du ikke huske hvor ond han var mod dig i fortiden?” spurgte Taemin mig og tog fat i min hånd. Jeg kunne ikke lide denne Taemin. Det var ikke den søde dreng, som jeg plejede at kende. Men han var heller ikke sød længere! Jeg tog min hånd til mig og trådte et skridt bagud, idet jeg mærkede vreden boble.

”Det hele er din skyld! Grunden til at jeg hader denne dag! Grunden til at jeg hader mit eget smil,” skreg jeg så højt jeg kunne. Jeg kunne høre nogle skridt bag mig og opdagede, at det var Kai.

”Men Mill… Hvad har jeg gjort?” spurgte Taemin med sine uskyldige øjne, der var så tæt på at smelte mig, men samtidig gav mig kvalme. Hvordan kunne han stå der og være så naiv? Så dum!

”Skal jeg genopfriske det for dig? Kan du måske ikke huske hvad du fortalte mig? ’Du har et grimt smil’! Takket været dig hader jeg alt ved denne dag,” skreg jeg og kunne mærke hvordan det langsomt prikkede i mine øjne. Som var det bier, der tvang mig til at græde. Bag mig kunne jeg høre et smæd, da dåsesodavanden faldt ud af hånden på Kai, der fik store øjne. Taemin gispede og gik lidt tættere på, mens han så helt knust ud.

”Men Mil-Mil… Jeg har aldrig sagt sådan noget til dig… Det kunne jeg aldrig finde på,” mumlede Taemin lavt. Denne gang vendte jeg mig fuldt om mod Kai og stirrede på ham med store øjne… Så det havde altså været ham, der havde sagt de grumme ord til mig. Han stod med store øjne og stirrede på mig. Jeg vendte mig om igen og løb væk så hurtigt jeg kunne og kæmpede for ikke at falde. Smerten var uudholdelig, men den var ikke værre end den sandhed, jeg lige havde opdaget.

 

 

Jeg sad på trappen til skolens kantine. De fleste mennesker var gået nu, så ingen ville lægge mærke til mig. Jeg havde krammet mine knæ ind til mig, mens jeg stirrede på den mennesketomme sal. Her var ingen. Der var ingen lyd. Jeg blev ved med at stirre på salen, indtil jeg fik nok af mine rystende hænder. De hænder, der var så svedige.

”Mill!” skreg Taemin og satte sig ved siden af mig. ”Hvordan kan det være, at du surmuler så meget på Valentinsdag?” Han prøvede at opmuntre mig med et lille smil, men det virkede ikke rigtig.

”Fordi at denne dag er mit største mareridt,” sagde jeg og stirrede på mine hænder. Taemin lagde sine hænder bag sin ryg og støttede på dem, så han kunne stirre på loftet.

”Jamen nu hvor du har fundet ud af, at Kai hele tiden var den slemme, vil du så være min valentine?” spurgte han og så nu over på mig. Jeg vidste, at jeg Taemin ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Derfor skulle jeg havde vidst, at det var Kai, der havde været skurken. Alligevel blev det ved med at banke i mit bryst, hver gang jeg bare tænkte på ham.

”Mianhae Taemin… ” sagde jeg og rejste mig op, hvor jeg så løb tilbage.

Jeg stoppede, da jeg havde fundet ham jeg ledte efter. Kai, der stadig var henne ved briksen, vendte sig om mod mig, med ulæselige mørke øjne.

”Hader du virkelig mit smil?” spurgte jeg og mærkede nu allerede alle nerver der var klar. De var klar til et negativt svar. I stedet for gik Kai over mod mig og tog fat i min hårtot og blev ved med at pille ved den.

”Hader det? Nej… Jeg hader ikke dit smil,” åndede han ud. Jeg fik store øjne, men rykkede mig ikke ud af stedet. Han holdte en lang pause, inden han snakkede igen.

”Da vi var mindre var du altid sammen med Taemin. Du var altid mere sammen med ham, end med mig, så derfor begyndte jeg at drille og irritere dig, til du nogle gange græd. Jeg var simpelthen så træt af, at du hele tiden var sammen med Taemin, så for en gangs skyld besluttede jeg mig for at møde sig, mens du troede jeg var Taemin. Da jeg skulle til at drille dig igen, gjorde du noget du ikke havde gjort før… Selvom du var ligesom enhver anden pige, så sendte du det største smil til mig… Bare fordi du troede jeg var Taemin… Og det gjorde mig så vred at jeg…” Han stønnede endnu engang og slap min hårtot, for at han nemmere kunne vende ryggen til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til Kai… Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham.

”Kai-”

”Lad vær’ med at have ondt af mig, jeg-”

”Kunne du lide mig?” spurgte jeg ham. Denne gang vendte han sig om og gik helt tæt på mig. Jeg kunne endda mærke hans urolige vejrtrækninger. Hans ånde ramte mig lige så blidt.

”Ikke kunne. Kan.”

Jeg blinkede forvirret, da jeg forstod hvad han mente. Pludselig blev det alt for varmt, at stå så tæt på ham. Næsten uudholdeligt. Som i en ørken, der ikke indeholdte en eneste vanddråbe. Hans hånd kærtegnede min kind lige så blidt og jeg kunne lige ane et lille smil på hans læber.

”Du var så kær… Virkelig.”

Og der pressede jeg mine læber mod hans. Bare for at se om det faktisk var, som alle beskrev denne følelse. Men de havde ret i en ting. Denne følelse kunne ikke beskrives. Det var noget man skulle prøve selv. Hans varme læber mod mine. Det virkede næsten for godt til at være sandt. Kai, der efter så mange år vendte tilbage, for at fortælle mig, at han faktisk kunne lide mig. Det virkede alt alt for godt til at være sandt. Måske ville jeg vågne op, for at finde ud af, at det var et mareridt – igen. Dog blev jeg vækket, da jeg hørte lyde, der hverken tilhørte Kai eller mig. Han lagde sine arme rundt om mig og vendte blikket mod døren, hvor jeg lige kunne ane G.Os ryg og en fin kvindehånd rundt om hans liv, der lige så stille slap dørhåndtaget. Varmen fra mit ansigt forsvandt, da jeg hørte de lidt forpustede lyde.

”Unni…” mumlede jeg og skjulte mit ansigt bag mit lange mørke hår. Rin gispede forskrækket og G.O vendte sig om, for at finde ud af, hvad der forstyrrede ham. Jeg kunne se, at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige og det var også klart. Hvis vi ikke havde været her, så havde der måske været en baby på denne jorden om ni måneder.

”Aish! Først Joon og nu Jer to,” mumlede G.O og massrede sin pande, inden Rin, flov lige i øjeblikket, hev ham ud af lokalet. Vent… havde G.O ikke nævnt Joon?… Amée!? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg havde ikke ligefrem lyst til at løbe ud af Kais arme.

 

”CHEONDOONG OPPA!! ER DU OKAY?!” kunne jeg høre Ria skrige. Dear God, han havde faktisk accepteret hendes chokolader.

Jeg hvilede mit hoved mod Kais bryst og ignorerede Rias skrig og Doongs forsikringer om at han havde det helt fint, selvom hans mund sikkert føltes som en krigsmark.

 

”Jeg hader Valentinsdag,” mumlede jeg. Jeg mærkede et par varme læber mod min pande.

”Også mig. Også mig”

Og dog… Mon det virkelig var så slemt? Hvem ved? Det bliver sikkert det rene Helvede næste år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...