Anemone

Lilly og Cathy er bedste veninder, men er som dag og nat. De opfinder deres eget fantasiland, men nogle tager det mere seriøst end andre...

1Likes
2Kommentarer
1379Visninger
AA

1. Anemone

Det er sommer. Mig og Lilly ligger på engen, med hver vores smarte solbriller på. Vi har to sommerkjoler på. Min er lang, gul, og med t-shirts ærmer. Den har prikker i alle mulige forskellige farver. Lillys kjole er kort, pink og med stropper. Der er hvide striber på hendes. Vi har begge bare tæer, og græsset kilder vores fødder. Lilly griber min hånd, og vi fjoller rundt på engen. Løber. Danser. Griner - sikkert af noget sjovt Lilly har sagt. Vi falder om på græsset af grin. Pludselig stopper Lilly med at grine, smider solbrillerne og ser mig dybt, og alvorligt i øjnene.

"Cathy, du er min bedste veninde," siger hun og smiler sødt, men samtidigt alvorligt. Det er hendes smil. Det smil som kun hun, kan smile. Lilly's smil.

"Lilly, du er min bedste veninde," siger jeg og prøver at efterligne Lilly's smil, men det har sikkert ikke set kønt ud, for Lilly griner. Hun tager min hånd, og løber af sted med mig. Jeg kan ikke gøre andet end at følge efter. Vi løber afsted. Væk fra engen, væk fra søen. - Vi løber og løber. Jeg ser mig skræmt omkring. Hvad hvis vi farer vil? Jeg skubber bekymringerne fra mig. Lilly smiler - altså det må være noget godt. Pludselig stopper Lilly. Vi befinder os i en skov. Hun stopper ved et lille træ. Det er højst 5 meter højt. Hun tager fat i nogle grene, og kæmper sig opad. Får store rifter på ben og fødder. Til sidst når hun toppen. Hun sidder der, aller øverst oppe. Hun klynger sig ikke til stammen. Jo, med benene. Armene er i det fri. Hun smiler drømmende. Tænk at hun tør at sidde der. Træet kan nemt knække.

"Cathy, kom!" kalder hun, og gør tegn til at jeg skal komme. Herre gud! Jeg kan da ikke bare sidde deroppe! Stammen vil knække sammen under mig! Hun vejer trods alt mere end mig.

"Kom nu, Cathy her så magisk heroppe. Så smukt!" hun skriger nærmest af glæde, og selv jeg, kan ikke modstå det. Jeg tager fat i en gren. Hiver mig op. Kan mærke blodet på mine fødder. Til sidst er jeg lige under Lilly.

"Er det ikke smukt?" spørger Lilly drømmende. Jeg ser frem. Der er ingenting? Ikke andet end træer, og så skovbunden. Lilly ser stadig drømmende frem. Hvorfor kan jeg ikke se noget? Er der noget galt med mig?

"Lilly, jeg kan ikke se noget," mumler jeg forsigtigt og ser flovt ned.

"Hm... Måske skal du op på toppen. Kom, vi bytter plads," svarer hun mig, og vi bytter plads. Jeg klynger mig til stammen, og lukker desperat mine øjne i. Er bange for at jeg ikke kan se noget. Men alligevel åbner jeg mine øjne. Wow. Jeg ser store, smukke blomster, og sommerfugle lfyve omkring. Jeg ser glimmer i luften, og en stor sø, med krystalklart vand. Jeg ser kaniner hoppe omkring ved søen. Jeg ser fuglereder med små søde fugleunger. Alt er så magisk og vidunderligt. Alt ser så smukt og fredeligt ud. Alt er fantastisk.

"Er det ikke magisk?" spørger Lilly, og afbryder mine tanker. Jeg nikker, og får øje på to smukke heste. To hopper. Den ene hvid, den anden brun. De ser begge op mod mig. Den brune hvrinsker.

"Kan man gå derned?" spørger jeg, og vender mig mod Lilly.

"Ja, men det skal vi ikke i dag. Det er ved at blive mørkt," siger Lilly, og hopper ned fra træet. Jeg ser mod hestene, der nu løber væk. Så sukker jeg bedrøvet, og kravler ned til Lilly.

"Hvad er det?" spørger jeg forsigtigt Lilly.

"Jeg ved det ikke. En slags land. Man kan ihvertfald være dernede," mumler hun, og plukker en blomst. En lille anemone.

"Kender andre til det?" Jeg håber at det er en hemmelighed mellem mig og Lilly. Ingen andre.

"Nej. Kun os to. Det er derfor jeg viste dig det. Du er min bedste veninde," hun ser smilende op. Jeg tænker lidt på Narnia, og den onde dronning.

"Er der noget ondt i landet? Du ved, ligesom en ond dronning," spørger jeg forsigtigt. Lilly smider den lille anemone, tager mine hænder og ser mig dybt og alvorligt i øjnene.

"Cathy, du er min bedste veninde. Landet er mellem os to, okay? Jeg mener ikke der er noget ondt i landet. Det er derfor det er så fantastisk. Jeg kalder landet for anemone. Kan du lide det?" så slipper hun mine hænder og samler den lille anemone op igen. Hun rækker den til mig. Jeg tager imod den. Den er lille og blød. Den er så lille. Lilly smiler, tager min hånd, og vi ender på engen igen. Det er tusmørke. Vi skilles. Jeg bor på den ene side af engen, og hun bor på den anden side af engen. Når jeg kommer hjem sætter jeg den lille anemone i en vase, i min vindueskarm. Jeg ser ud af vinduet, over mod skoven. Tænker på Lilly. Tænker på Anemone. Tænker på om vi måske kunne kommer derover igen i morgen. Efter skole?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...