Når terror bliver nært

Alle siger, at de ser mig, men hvad de ser er ikke mig. Alle siger, at jeg klarer mig fint, men det de ser, er det de gerne vil se. Alle siger de hører, hvad jeg siger, men ingen forstår. De hører kun det de gerne vil høre. Alle folk siger, at alle sår heler, men hvad nu hvis såret er blevet til et ar? Et ar der har bosat sig på min sjæl. Hvad nu hvis...

0Likes
0Kommentarer
1138Visninger
AA

5. Jeg var så tæt på

Naboerne var kommet over til mig. De prøvede at trøste mig. De var bange for at jeg skulle knække sammen. Hver et ord var usikkert og pædagogiske, hver berøring var blid og forsigtig. Med intet hjalp. Min familie ringede. Olivers familie ringede. Snakkede. Men deres stemmer var som svag hvisken. Usammenhængende samtaler. Selvom de spurgte ind til mig, ville de ikke rigtig høre svarene. De prøvede at undgå sandheden. De undgik mig. De kunne ikke håndtere mig, og kunne ikke sætte sig i mit sted. Det gjorde dem svære at tale med og jeg kan huske, at det fik mig til at føle mig alene. Tv’et kørte i baggrunden. Jeg kunne høre en mand uroligt sige, at antallet af dødsofre for angrebene er sat til 2.995, inkluderet de 19 flykaprere. Jeg slukkede for tv’et, og satte mig i sofaen. Jeg havde løst til at skrige. Jeg kiggede op på bilnøglerne. Jeg tog hurtig min frakke og løbesko på. Løb hen til bilen og kørte. Jeg kørte i et stykke tid, før jeg nåede byen. Alt var kaos. Mange af gaderne var spærrede. Folk løb panisk og forvirret rundt. Papir kom svævede ned fra himlen, som sommerfugle. Støv lå som et tykt tæppe. Jeg kan erindre, hvordan folk løb rundt med masker og trøjer op for næsen. Jeg blev meget forbløffet over den næserivende lugt af brænd, støv og ikke mindst lugten af frygt. Jeg så familier, venner, fremmede trøste hinanden. Sårede og døde mennesker blev båret ud fra den næsten kollapsede bygning. Jeg rev noget af min T-shirt af for at have noget til at dække min næse med. Der stod politifolk over alt. Jeg kiggede desperat efter Oliver. Jeg så en flok brandmænd der var ved at gøre klar til at gå ind. Jeg prøvede at spejdede efter Oliver. Jeg kiggede i lang tid. Og så så jeg ham. Jeg kaldte, men der var ingen reaktion. Jeg løb derover. Jeg viste, at det ville være umuligt at komme igennem afspærringerne. Men jeg var ingenting, usynligt i menneskemængden. Jeg kan erindre den tomhedsfornemmelse jeg følte da jeg opdagen, at det ikke var Oliver. Jeg kigge bare på den fremmede mand der sagde, at jeg blev nød til at gå tilbage. Det var en ordre, men jeg blev stående. Jeg kunne se over skulderen, at politifolk var på vej over mod mig. Jeg sagde grådkvalt, at jeg blev nød til at finde min mand Oliver Rasmussen. Han kiggede på mig. Jeg kunne se på manden, at han kendte ham. Jeg kiggede ind i bygningen. Jeg erindrer stadig den dag i dag, hvordan mit hjerte holdte op med at slå i få sekunder. Der gik sekunder før det gik op for mig, at det var Oliver. Hans ansigt var lagt i en pinefuld, anstrengende trækning, som jeg aldrig havde set før, og aldrig ønsker at se igen. Jeg løb. Ligeglad med alt og alle. Jeg havde aldrig følt sådan en lettelse. Jeg havde håb. Ingen kunne stoppe mig nu. Luften var ren her i vores bobbel. Her var ingen frygt, ingen sorg. Der var kun os to. Jeg kunne se hans ansigt lyse op. Det var alt jeg havde brug for at se lige nu. Se ham smile. Jeg var halvvejs inde i bygningen da et sønderrivende brak lød. Jorden rystede under os. Endnu flere skrig og råb bredte sig. Endnu et fly havde ramt den anden bygning, hvor Oliver var. Alt rystede. Et kæmpe lufttryg pressede mig ned til jorden. Jeg kan endnu høre skrigende og rædslen. I brøkdelen af et sekund braste hele bygningen sammen under ham. Jeg var så tæt på. Så tæt på ham. Det sidste jeg så var Olivers lysende ansigt da han så mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...