Når terror bliver nært

Alle siger, at de ser mig, men hvad de ser er ikke mig. Alle siger, at jeg klarer mig fint, men det de ser, er det de gerne vil se. Alle siger de hører, hvad jeg siger, men ingen forstår. De hører kun det de gerne vil høre. Alle folk siger, at alle sår heler, men hvad nu hvis såret er blevet til et ar? Et ar der har bosat sig på min sjæl. Hvad nu hvis...

0Likes
0Kommentarer
1116Visninger
AA

1. New York?

 

Man genkender ikke sit livs vigtigste øjeblikke, før det er for sent.

Når døden kommer imellem 2 personer, behøves det ikke være slut.

Selvom livet stopper, betyder det nødvendigvis ikke at kærligheden også gør.

Ej heller skal man leve i egen fantasi.

Det er ikke forbudt at minde, men hellere fokuserer på fremtiden end at dvæle i fortiden.

Man kan have store ambitioner.

Men hvorfor stræbe efter den lille lykke, når kærligheden er den største.

Livet er ikke kompliceret, det er kærligheden der gør det det.

Nyd nuet, før det er for sent.

 

Vi sad i vores lejlighed. Vi var omgivet af vores egen boble af glæde og lykke. Når vi var sammen, var vi de seneste personer i hele verden. Hele universet. Vi havde vores egen planet. Det var her, kærligheden og retfærdigheden herskede. Her kunne man slå hjernen fra. Her skulle hjerterne herske. Kærlighed, lykke og tryghed var en dyrebar ting, det ved jeg nu. Jeg kan huske, at han sad ved vinduet med hans knæ trukket op og med armene slynget om dem. Hans uro var tydelig men det var hans glæde også, selvom han prøvede at skjule det. Jeg tog kaffekanden. Hældte vand i. Hældte kaffe i filteret og trykkede på knappen. Den velkendte lyd af kaffemaskinen var beroligende. Jeg gik over mod ham og jeg kan huske, at jeg strøg ham blødt over håret. Han kiggede op på mig og smilede skævt. Jeg satte mig overfor ham og fandt min dagbog frem. Oliver lo. Den hjertelige latter fik nervøsiteten til at forsvinde for en stund. Latteren brummede helt nede i maven på ham. Han kiggede med kærlige øjn, mens han spurgte, om jeg skrev alt ned der skete ned selv den mindste ting. Jeg kiggede bebrejdende på ham og svarede, at hvis jeg ikke skrev det ned, kunne det ligeså godt aldrig være sket.                                                                                                                                                                   

22. juli 2000

Kære dagbog.

Nu sidder vi her.  Det er en grå morgen, men her inde i vores lille hule er her dejligt. En lille smule anstrengt men hyggeligt. Lige nu er jeg lykkelig. Oliver har reddet mig fra den ulykkelige tilværelse for 5 år siden. Jeg kan simpelthen ikke ønske mig et bedre liv. Oliver sidder og venter på en vigtig oprigning fra brandmændenes forening, om han er kvalificeret til jobbet. Jeg har fået Oliver overtalt til at flytte til New York efter vi begge har fået et job. Jeg har fået mit drømmejob. Jeg arbejder nu, som designer hos Classically. Og Oliver mangler bare stillingen som brandmand. Vi har lejligheden på plads, så der er intet der kan gå galt.

Clara

Jeg satte det sidste punktum i dagbogen med en dramatisk bevægelse. Jeg lage dagbogen, og gik ud i køkkenet efter kaffen. I det jeg var ved at hælde kaffe i kopperne, kan jeg erindre at telefonen ringede. Den nåede ikke engang at ringe to gange, før Oliver havde grebet den. Mit hjerte sad oppe i halsen. Dette betød at vi skulle flytte. Jeg hørte Oliver svare: ”Yes, it’s Oliver” Jeg smilede for mig selv, for han havde sådan en sjov accent. Jeg stirrede ud i luften, så optaget af samtalen, at jeg ikke registrerede, at jeg var ved at hælde den skålende kaffe ud over min hånd, før jeg gjorde det. Der lød et halv kvalt udbrud. Brenda fór op og hen til mig. Hun begyndte at gø højt. Med den ene hånd prøvede jeg at tænde for det kolde vand, med den anden prøvede jeg at berolige Brenda. Vandet dryppede ned på min brændte hånd. Vandet var som et plaster.

Vores mor kaldte på os. Det var frokost tid. Vi lo og løb videre. Mosset føltes blødt mod mine bare tær, solen brændte mod min blege hud, vinden ruskede i mine lyse lokker. Jeg kiggede efter min bror Mads, hvor var han smuk. Hans lyse hår krøllede i vinden og hans grønne øjne blev forstærket af de grønne omgivelser. Vi løb. Dumme som vi var ned til vandet. Ingen af os kunne svømme. Men hvad vidste vi, vi var bare børn. Min mors stemme var nu blevet til vinden viskens. Mads og jeg grinede af vores egen dumhed og frækhed.. Mads balancerede på de blanke sten. Det var en sjov leg. Jeg stod næsten lige bag ham. Han sendte et skævt smil bagud og drillede mig, som han altid gjorde. Jeg puffede til ham. Vi grinede, men det blev hurtigt forvandlet til et chokerede skrig. Han faldt baglæns. Slog sit hoved mod de blanke. Da jeg ville rakke hånden ud efter ham var han bevidstløs og gled ned under vandet. Jeg kunne ikke svømme. Jeg prøvede at gribe ham med min hånd. Min hånd blev opslugt af vandet. Jeg kunne ikke nå ham. Jeg så ham forsvinde ned i dybet. Væk fra mig. Væk for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...