Hvor er jeg?

Dette er en kort novelle jeg skrev, mest af alt, bare for at få tiden til at gå på vej til Fyn i en bil, proppet med mennesker. Den er ikke så lang, men jeg håber alligevel, at I vil synes om den. Smid gerne en kommentar, hvor I skriver, hvad I synes om den!(-:

2Likes
0Kommentarer
839Visninger

1. Det hvide rum

Du vågner op fra en dyb, drømmeløs søvn. Du kigger dig omkring. Ved ikke helt, hvor du er eller hvordan du er havnet her. Du drejer hovedet og kigger direkte hen på en hvid væg uden vinduer og uden billeder.

Her er dog kedeligt, tænker du, og drejer hovedet til den anden side i håbet om at se noget mere farverigt. I stedet ser du et apparat, og først nu lægger du mærke til bip-lydene, der kommer ud fra den. Først forstår du intet, men det går snart op for dig, at for hvert ’bip’ apparatet laver, banker dit hjerte en gang.  Det banker ikke højt, og der går lang tid mellem lydene, men det skænker du ikke en tanke. Din opmærksomhed er allerede på noget andet.

Du fører dine hænder op foran ansigtet og ser nogle mærkelige snore, der stikker ind i hænderne på dig.

Det var dog nogle mærkelige ting, tænker du mens du fascineret drejer dine hænder for at se, om de fortsætter på den anden side.

Du prøvet at komme op at sidde, men dine muskler svigter dig på halvvejen, og du falder tilbage i de bløde puder, der støtter din nakke.

Du prøvet stædigt igen, og denne gang lykkedes det, dog kun med nød og næppe. Du ved ikke, hvorfor du er blevet så svag, for noget, du ved ikke, hvad, siger dig, at du altid været den stærke, frygtløse pige, der kunne tæske alle drengene. Men hvad du føler, at du er lige nu, er den svage, hjælpeløse pige, der ikke kan klare sig uden hjælp fra andre. Og du hader denne uvante følelse.

Du begynder igen at studere det rum du ligger i nu, hvor du bedre kan se, da du er kommet op at sidde.

Alt er kedeligt. Du bliver skuffet da du i din iagttagelse ikke finder din ynglingsfarve, lyserød nogen steder. Allan, din absolutte favoritbamse er heller ikke ved din side som den plejer at være.

Hvad er det egentlig for et sted du er kommet til? Hvorfor er du her? Først nu går det op for dig, at du rent faktisk ingenting kan huske. Tanken om det, gør dig oprørt, og du søger febrilsk efter et hint om, hvorfor du er havnet dette sted, men finder intet.

Det sidste du kan huske er, at du var til en fest. Nej vent, en fødselsdag? Hvis fødselsdag? Er det din egen? Ja, nu kan du huske det! Det er din fødselsdag i dag, din første runde fødselsdag, hele ti år!

Et smil finder vej frem på dine læber, men forsvinder hurtigt igen, da det som om eller anden har sat en blok inde i din hjerne, så du ikke kan komme videre. Du kan ikke huske andet end det. Dette gør dig blot endnu mere ophidset, og du kan mærke, at dit hjerte begynder at slå hårdere.

En pludselig træthed rammer dig, og du falder tilbage i sengen. Du prøver at rejse dig op igen, men udmattelsen har allerede bredt sig ud i hele din krop, og du er ude af stand til at bevæge dig. 

Du glider ufrivilligt tilbage i den dybe søvn. Ser et hvidt lys for dit indre øje, og uden du ved af det, går du over mod det. Det fascinerer dig. Så smukt, så tiltrækkende.

Du er nået helt frem ved det. Du tøver da lidt. Ved ikke, hvorfor, men noget siger dig, at du ikke skal træde igennem den hvide port. Din barnlige nysgerrighed overvinder dig dog alligevel, og du tager det sidste skridt.

Før du svinder helt væk, lægger du fjernt mærke til, at de sjove bip-lyde er holdt op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...