Det forvredne spejl


2Likes
1Kommentarer
658Visninger

1. ...

Jeg så mig i spejlet igen. Jeg blev nød til det. Det kunne altså ikke passe! Det var ikke min krop. Eller rettere; jeg ville ikke have at min krop så sådan ud. Ingen af de andre så sådan ud. Det måtte bare være løgn! Jeg kunne jo ikke tage min nye bikini på, til sommer, når jeg så sådan ud. De ville alle pege på mig, og håne mig. Nej! Jeg måtte bare finde mig en ny krop, inden sommerferien, simpelthen! Ja, min krop havde altid været mit problem. Ingen god krop, intet godt liv! Næsten alle pigerne fra klassen, havde en kæreste. Og det var fordi de alle sammen så så brand godt ud! Engang prøvede jeg at gøre noget ved mit udseende, ved at få en fuld make-over. Men det ændrede ikke på noget. Bortset fra at min pung blev meget tyndere. Den aften havde min mor, sagt til mig, at jeg var lige så god som alle de andre, selvom jeg så anderledes ud. Så havde hun givet mig og et kram og var gået igen. Da jeg var mindre havde jeg troet på hende. Men det gør jeg ikke længere. Inderst inde havde jeg altid vist at jeg var anderledes. Men nu ved jeg, at jeg ligefrem er forkert. Jeg kiggede mig igen i spejlet. Uff, for et grimt syn. Jeg lukkede skabslågen. Det var forfærdeligt. Hvorfor lige mig? ”Ja, Gud. Jeg spørger; Hvorfor lige mig? Hvad kan jeg have gjort af forfærdelig ting, der har gjort at jeg fortjener dette?!” Derefter faldt jeg grædende sammen på min seng. Igen.                

Om jeg er desperat? Hmm, ja, det kan vi nok godt sige. Men det er ikke fair, at alle ulykkerne skal blive ved med at ramme mig. Vi har lige haft temauge, om sex. Og ja, det var forbandet pinligt! Men vores lærer lagde meget vægt på, det at være sig selv. Det ikke at skamme sig, over hvem man er og hvorfor man er som man er. Og jeg tog det hele til mig. Selvom jeg syntes noget af det kom lidt for tæt på. For det blev sagt mange gange, at selvom man er anderledes er der ikke noget galt i det. Og det er jeg enig med dem i, til en hvis grad. For jeg er anderledes, for anderledes! Forkert. Jeg passer bare ikke ind, og det har jeg lært at leve med. Jeg har accepteret det. Men det er som om verden ikke vil accepterer, eller respekterer det. For jeg er ikke bare halv-dværg, men har endda også briller. Min næse er meget fladtrykt, og mine øjne er grå-grumsede. Men ikke bare udenpå er den gal, jeg er også forkert skruet sammen indeni. Jeg føler som ingen andre. Jo, jeg er forelsket. Sådan som teenagere skal være det. Men så alligevel ikke bare lykkeligt forelsket, fordi jeg har min drømmefyr. Nej. Jeg har formået at blive forelsket i Cecilie. Ja, en pige! Come on med det!  Og derfor er det ikke nemt at være mig. Og Cecilie, ja hun er uopnåelig, selvom for nogle af de flotteste fyre. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er forkert, jeg hører ikke til her. Verden vil ånde lettet op, så snart jeg forsvinder. Så i stedet for at belaste den, vil jeg forsvinde så hurtigt så muligt. Og ingen vil savne mig. Ikke engang min mor. Selvom hun engang bildte mig ind at hun elskede mig, gjorde hun det aldrig. Og hende og far, har selv problemer med at få deres forhold til at køre. Og det er min skyld. Og stop! Inden i begynder at sige, ’Ej det er jo ikke din skyld, du skal ikke tage det ansvar på dine skuldre’, vil jeg gerne lige forklare jer, hvorfor det er min skyld. Inden de havde fået mig, var deres samliv perfekt. De havde alt, bortset fra en besværlig unge, der kunne ødelægge det hele. Men de valgte familielivet, og fik mig. Det største fejltrin, fra deres side. Og det er min skyld, at de begyndte at skændes. For hvem skulle made mig om natten? (Min mor ammede mig ikke.) Hvem skulle skifte min ble? Hvem havde ansvaret for at gå med til forældresamtalerne? Og så videre, og så videre. Så i har ingen grund til at sige, at det ikke var min skyld. For det var det. Og hvis de aldrig havde fået mig, og dermed ikke var begyndt at hade hinanden, ville de aldrig have overvejet skilsmisse. Så nu, hvor jeg har indset, hvilken belastning jeg er på deres skuldre, vil jeg forsvinde.                

Mor og far, jeg ønsker jer al’ mulig held og lykke fremover! Tænk ikke længere på mig, jeg vil være det rigtige sted. Så de skilsmisse papirer i skrev under i går aftes, vil ikke længere være aktuelle. Tag mine briller og få pengene for dem tilbage. Og hvis folk spørger hvor jeg er henne, (hvilket de nok ikke gør, for de opdager ikke at jeg er væk), så sig til dem at jeg er kommet det rigtige sted hen. Så nu, skal i ikke bekymrer jer om mig mere. Jeg ved hvad jeg gør. Nårh men, jeg vil bare ønske jer held og lykke fremover!   

Elise

Det var det sidste jeg skrev, i min dagbog, den sidste dag i mit liv. Jeg lod dagbogen blive liggende åben, på mit skrivebord. Jeg lod også skabslågen stå åben, så de kunne se det ødelagte spejl. Det forvredne spejl. Også var det min tid. Tid til at forsvinde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...