Bosat med et genfærd

En historie, der er skrevet for lang tid siden. Grev Gunst var forelsket i den smukke Elisabeth. Hun rejste dog bort med en anden, men hvad sker der, når Greven opsøger sin evigt elskede Elisabeth, og finder ud af, at hun har bosat sig med en anden?

0Likes
3Kommentarer
842Visninger
AA

1. Hele historien.

Det var en kold vinternat. Vinden tudede og flagermusene baskede og fløj rundt om det gamle slot. Grev Gunst gik rundt og tørrede hylder og gamle genstande. Dagen efter skulle han nemlig have besøg af sin bedstefar selvom han egentlig var død for mange år siden. Grev Gunst havde ikke været den mest ærlige og artigste mand. I sine unge dage havde han dræbt en af sine bedste kammerater. Grev Gunst mente at det var hans egen skyld at han skulle dø. Han mente at det var skæbnens gang, men hvis han ikke havde gjort det ville han måske ikke have boet på det uhyggelige gamle halvrådne slot. Men det der egentlige skete var ikke et uheld. Det var med vilje. Grev Gunst var forelsket i den kønneste pige på jorden. Alle fra hans klasse var forelsket i hende men hun sagde at det kun var grev Gunst hun ville have. Det mente hun nok ikke for da grev Gunst rejste på forretningsrejse i 2 uger med sit lille selvstændige firma, var hans kammerat lidt for optaget af hans kæreste. Da grev Gunst kom hjem efter de 2 uger lå der blot en seddel fra hans åbenbart tidligere kæreste. Der stod;

Kære Arnold Jeg beklager meget, men jeg kunne ikke modstå Henrik, Jeg gætter på at det var fordi at vi var for meget sammen da du ikke var her. Jeg ved godt at jeg sagde til dig at det var dig jeg ville have, men det blev der lavet om på, da du ikke var der for mig, under din forretningsrejse. Jeg ved at du vil lade dette her gå ud over Henrik, men jeg vil fraråde dig at opsøge Henrik og mig. For selvom du siger undskyld, vil det aldrig blive det samme igen, og det vil bestemt heller aldrig, blive rigtigt. Hvis du vælger at lade dette gå ud over Henrik, vil du aldrig, hverken blive tilgivet af mig, og endnu vigtigere, af Gud. Hilsen din Elissabeth

Grev Gunst blev synder knust da han indså at Elissabeth faktisk havde forladt ham. Hen af vejen blev han mere og mere indelukket. Han besluttede sig for at blæse på hvad Elissabeth havde skrevet og han opsøgte Henrik. Grev Gunst fandt det sted hvor Elissabeth og Henrik boede. Han havde allerede da han læste brevet første gang, besluttet han ville lave en tidlig begravelse for Henrik. Grev Gunst vidste at den der lukkede op ville kunne kende ham for han havde ikke forandret sig overhovedet siden de to stak af. Grev Gunst var en klog mand og han klædte sig derfor i hans fineste tøj, i silke og malede sig bleg i ansigtet og tegnede et par skønhedspletter hist og her. Han tænkte at der ikke var nogen der ville genkende ham og det var der heller ikke. Grev Gunst bankede hårdt og utålmodigt på døren. Han kunne ikke vente længere. Det hus Elissabeth og Henrik boede i var et meget flot og lignede et slot. Det var nærmest kongeligt.  Der var masser af vinduer og midt på forsiden af slottet var der en stor balkon og en masse flotte blomster og planter. Efter et par sekunder blev der lukket op for den store dør. Dér midt i døren stod hans største kærlighed. Hun stod bare og kiggede greven ind i øjnene. ”Har vi træffet hinanden før?” spurgte Elissabeth. ”Det tror jeg bestemt ikke,” sagde greven og smilede. ”Hvorfor træffer jeg dig så?” ”Jeg skal snakke med Henrik,” ”Han er desværre ikke til at træffe i øjeblikket,” ”Nå…” sagde greven,  ”Kan jeg overnatte her, frøken?” ”Det kan jeg vel godt få arrangeret,” sagde Elissabeth . ”Dejligt,” sagde greven og smilede i hele ansigtet. ”Kom du bare ind,” ”Tak  frøken,” Grev Gunst gik ind i den store opgang. Der var helt hvidt og trappen der førte ovenpå var også hvid. Der eneste der brød det hvide rum var det store spejl der hang på væggen. ”Det er et flot spejl du har der, Elissabeth.” ”Hvordan ved du hvad jeg hedder?” spurgte Elissabeth. ”Det fik jeg vide af kontoret over for jeres hus,” sagde greven undskyldende. ”Nå…” svarede Elissabeth, ”Du kan have dine ting på værelset ovenpå. Der kan du også sove,” ”Tak igen,” Grev Gunst gik ovenpå og fandt det værelse han skulle sove. Han lagde sine ting tilrette og fandt sit mordvåben frem. ’Jeg vil først prøve at se hvordan hun reagere hvis jeg fortæller hende hvem jeg er. Måske vil hun skamme sig over sin opførsel og tage mig tilbage,’ tænkte han. Greven gik ned af den hvide trappe og ind i den store balsal. Dér dansede Elissabeth rundt i balsalen som om hun var et barn igen. ”Hvor er du dog yndig,” sagde greven. Elissabeth stoppede og kiggede forlegent på grev Gunst. ”Ups,” sagde hun, ”Så De mig danse?” ”Ja, Elissabeth. Det gjorde jeg. Jeg må sige at De er god til at danse,” sagde greven fedtende. ”Tak,” sagde Elissabeth og kiggede forlegent ned i de sort-hvid ternede gulvfliser mens hun smilede. ”Hvis du ikke har noget imod det vil jeg gerne fortælle Dem hvad jeg hedder,” sagde greven efter et stykke tid. ”Det må De da meget gerne,” sagde hun, ”Det havde jeg glemt at spørge Dem om,” ”Det gør skam ikke noget,” sagde greven. ”Hvis jeg kan tillade mig at kalde Dem for min egen,” ”Det forstår jeg nu ikke hr.” sagde Elissabeth efter et øjebliks tænken. ”Det kommer du nok til,” sagde grev Gunst smørret. ”Hvad hedder De så?” spurgte Elissabeth. ”Grev Gunst,” sagde greven. ”Arnold Gunst,” ”Er det virkelig dig, Arnold?” spurgte Elissabeth fortvivlet. ”Ja og jeg har tænkt mig at finde ud af hvorfor du virkelig forlod mig,” sagde han og fik tårer i øjnene. ”Det syntes jeg da at jeg forklarede ret godt i brevet,” ”Det gjorde du også, men jeg ved at jeg er den, du virkelig vil have,” sagde greven og tog Elissabeths hænder ind i sine egne. ”Jeg vil også gerne have Dem,” sagde hun, ”Det eneste der står i vejen for det er, at Henrik ikke vil lade mig gå. Faktisk har jeg sagt til ham at jeg ikke ville bo her sammen med ham, men han sagde at jeg blev nødt til at blive. Han sagde, at jeg ikke måtte forlade ham,” Elissabeth holdt en kort pause. ”Jeg prøvede at flygte fra ham, men han opdagede mig og standsede mig,” ”Den djævel!” råbte grev Gunst. ”Tal ikke sådan om ham,” sagde Elissabeth, som om hun ikke syntes, at han var det værd. ”Vi kan flygte sammen,” sagde grev Gunst. ”Det kan vi da ikke,” sagde Elissabeth. ”Vi kan alle sammen, det vi vil, hvis vi virkelig gerne vil det,” sagde greven bestemt. ”Så bliver vi nødt til at skynde os,” sagde Elissabeth og løb ind på sit værelse, for at pakke sit tøj og sine allervigtigste ting. ”Gå du bare op, at pakke dine ting,” sagde hun. Grev Gunst gjorde, som Elissabeth sagde og skyndte sig op på sit værelse. Det var først der, han opdagede hvordan der egentlig så ud. Hans værelse var næsten magen til den opgang, der var nedenunder. Der var hvide møbler, hvide vægge. Hvidt gulv og ligesom opgangen, var det eneste der brød det hvide rum, et stort spejl, der hang på væggen. Der duftede af sommer og sol i det lyse rum. Arnold tog en dyb indånding og nød, den søde duft. Derefter var det ellers bare, med at få pakket sit tøj og sine ting. ”Kommer du snart?” råbte Elissabeth til Arnold. ”Ja,” svarede han, ”Jeg kommer om lidt, min egen,” Arnold skyndte sig ned til hans drømmepige, kyssede hende på kinden da han var kommet helt ned af trappen og sukkede over hendes guddommelige skønhed. Arnold elskede det rum. Det var der han for første gang i lang tid, så sin største kærlighed igen. Det var, som en drømmeverden for ham. Alt var hvidt og det var som Himlen. ”Skynd dig nu Arnold,” sagde Elissabeth . ”Ja kære Elissabeth jeg kommer skam nu,” Elissabeth og Arnold slæbte deres tasker, hen over den store gårdsplads, der lå foran huset. De løb så hurtigt de kunne, men smerterne var store, og de blev nødt til at gå, det sidste stykke af vejen. ”Vent Elissabeth!” råbte en fremmed stemme. ”Det er ham,” sagde Elissabeth med frygt i stemmen, og skyndte sig videre. ”Hvem ham?” spurgte Arnold og standsede op. ”Ikke standse, min kære Arnold,” sagde hun, ”Han kommer efter os. Skynd dig,” ”Ja vist, ja vist, jeg kommer,” svarede Arnold og skyndte sig hen til Elissabeth som også var stoppet. Hun stod dér midt i gårdspladsen og lignede den smukkeste prinsesse i hele verden.. Men også den mest bange prinsesse i hele verden. ”Kom nu,” råbte hun, ”Han slår mig, hvis du ikke kommer. Han slår, hvis han fanger mig,” ”Nu hvor du siger det,” sagde Arnold til Elissabeth, ”Er Henrik ikke død? Jeg kan da huske, at jeg besøgte ham, da han var død, i sin slidte, gamle, rådne seng,” ”Han er død,” sagde Elissabeth og kiggede på Arnold, ”Det er hans sjæl. Han er et genfærd og han hjemsøger mig. Han er meget stærk og man skal ikke undervurdere ham bare fordi han druknede, da han var barn. Han har mange flere kræfter, end du har,” ”Lad os komme af sted,” sagde Arnold endelig, ”Og lad os være i fred, Henrik! Hvis du vil det bedste for Elissabeth, så skal du lade hende gå. Hvis det virkelig er hende, du elsker, så må du kunne lade hende gå,” ”Hun sagde til mig, at det var mig, hun ville have!” råbte stemmen, der åbenbart var Henriks. ”Hun sagde det til mig, før dig,” sagde Arnold bestemt, han ville beholde Elissabeth! ”Jeg fortjener hende, for jeg slår hende ikke, hvis hun prøver at stikke af fra mig. Jeg ville aldrig, slå Elissabeth!  Elissabeth fortjener det bedste, og du er ikke det bedste!” ”Løb nu hen til mig, Arnold,” råbte Elissabeth, til ham. ”Elissabeth,” sagde Henriks genfærd, ”Hvis du ikke vil have mig, så syntes jeg, at du skal gå nu! Tænk på, hvor meget jeg har givet dig. Tænk på hvor meget, jeg har knoklet for dig. Jeg syntes, du var det værd!” ”Det er ikke dig, jeg vil have. Desuden har du ikke arbejdet , for at tjene penge til mig. Du har stjålet penge, fra uskyldige mennesker, fra hjælpeløse bankmænd, og værst af alt, har du stjålet mig. Du har stjålet mig, fra den jeg virkelig elsker. Den, jeg virkelig elsker er ikke dig, Henrik. Det er Arnold!” råbte Elissabeth vredt med tårer i sine smukke, lyseblå øjne. ”Fint så gå!” råbte Henrik vredt. Elissabeth løb hen til Arnold og tog hans hånd. Sammen løb de hen over den store gårdsplads og hen til en karret der havde stået der i mange år, uden at blive brugt. Elissabeth så bange ud, og hun begyndte at græde da Arnold førte hestene og kareten væk, fra det store hus. Det som Arnold egentlig, holdte meget af. Det var derfor, han vendte om, for at bede Henrik, om at forsvinde. ”Hvad laver du Arnold?” spurgte, næsten råbte Elissabeth. ”Jeg vil gerne bo i det hus, som jeg syntes er meget vigtigt, for mig,” svarede Arnold. ”Hvorfor er det et vigtigt hus?” ”Fordi det var her, vi blev genforenet,” svarede Arnold og kiggede forelsket ind i Elissabeths fortabte øjne. ”Jeg vil ikke bo der, når Henrik er der,” sagde Elissabeth bestemt og hoppede lydløst ud af kareten…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...