De esktreme

Journalisten Jørgen får ved en tilfældighed fat en i en historie om den esktreme højrefløj i Danmark. Han bliver gennem dette viklet ind i menneskesmugling, terror og et parløb med journalisten Maja som han ikke rigtig ved hvor han har.

1Likes
0Kommentarer
507Visninger
AA

1. Hannibal Larsen

”Fuck jeg gider ikke det her mere” ”hvad mener du?” spurgte Maja ”Jeg gider ikke at sidde her mere og skrive om småforbrydere, cykler der bliver klemt under lastbiler eller de sædvanlige slagsmål i Gothersgade” sagde Jørgen. ” det fandme for kedeligt, man kan da dårligt kalde det nyheder. Se på de sidste par ugers forsider, de er nok moderne, men det er da kun fordi, retro er "in”.  "Vi kunne stoppe med at sende en avis på gaden, tage den fra i går og så kalde der minimalisme” Jørgen sad på redaktionen hvor han have arbejdet siden han for snart 15 år siden blev færdig på journalisthøjskolen. Dengang havde han troet på den kritiske og dybdeborende journalistik. På at sandheden skulle og kunne findes og graves frem. Nu sad han i dag og fandt de daglige sandheder som kunne sælges, på en avis hvor den nøgne nypuritanske sandhed blev klasket op på side 9 og kontaktannoncerne bagest.  Jørgen sad bag sin computerskærm og kiggede tomt på bogstaverne der beskrev endnu en ulykke med endnu en cyklist der var blevet klemt af en højresvingende lastvogn, det eneste nye var at det denne gang var gået ud over et cykelbud. Han overvejede en overskrift” tævede med cykelpumpen til det sidste”, nej det var der nok ikke mange der fangede hans ironi, ”jeg smutter for i dag gider du ikke at gøre den færdig?”. Maja nikkede, hun have arbejdet på redaktionen i 6 måneder og fulgt Jørgen rundt på diverse historier i København , denne gang mest fordi han savnede selskab. Maja var 26 år og ejede selv den voldsomhed og lidenskab som Jørgen kunne genkende fra ham selv i hvad der i dag virkede som en fjern fortid. Hun var blond, korthåret, gik ofte her om efteråret i mørke kashmir trøjer med rullekrave som kun lige akkurat markerede hendes figur og som sammen med de altid velplacerede jeans viste resultatet af års medlemskab i diverse fitnessklubber. Her skilte hun sig ud ved ikke at holde de såkaldte gamle journalistiske dyder oppe som rygning og kaffe.  Hendes mørke øjne og lidt spidse mund kunne til tider give hende et skolelærerudtryk når hun var i marken for at skrive en historie. Jørgen derimod var af den gamle skole. Han havde for et par år siden besluttet sig for at fjerne de sidste sørgelige rester af hår på hovedet, og hans engang mørke hår kunne nu kun lige anes som en kortklippet  krans der gik fra øre til øre. Hans altid slidte jeans sad som de var kastet på ham sammen med den opsmøgede skjorte han engang i mellem nok burde skifte lidt oftere. 15 års arbejde på redaktionen med skæve arbejdstider og stress havde sat deres præg. Hans grå øjne lyste kun op når han faldt over ugens scoop og blodet fik hans tindinger til at bakke og give farve til hans lidt runde kinder. På dage hvor han ræsede København rundt for at nå frem til ulykker og deres pårørende inden politiet lignede han et rovdyr der ledte efter et såret vildt i skoven og som når han have spist sig mæt i historien, faldt tilbage til det lidt grå ydre som karakteriserede ham. ”Vi ses i morgen” sagde Maja ”jep ses” Jørgen stod ude på gaden, tændte endnu en smøg under jakken og gik op imod Nørreport. Jørgen skød kraven op i håb om en smule beskyttelse mod den piskende regn. Jørgen foretrak at gå af Københavns små og mindre belyste gader. Det var altid der de små historier lå og gemte sig, om det var en hjemløs, narkoman eller gårddagens voldtægtsforsøg. Det var den han levede af. Livets skyggeside. Det var netop der i Københavns gyder at hans mobil ringede. ”Jørgen Wessen?” ”Ja” svarede Jørgen ”Mit navn er Godfried Liederberg, jeg vil gerne mødes med dem” ”Det er sgu mange der vil, hvad drejer det sig om?” Jørgen var vant til at personer kontaktede avisens redaktion med mere eller mindre suspekte historier med et håb om at de kunne få 5 sekunderes berømthed eller måske et vederhæftigt vederlag.  Hvis historien var spændende nok stillede de opkaldet direkte videre. ”Vend Dem om, så skal jeg fortælle Dem det” svarede Godfried. Bag ved Jørgen stod en midaldrende mand der klappede sin telefon sammen. ”Siden vi nu har introduceret os for hinanden kan vi jo følges ad lidt. Vil De ikke mene det?” ”De?” tænkte Jørgen Jørgen stod lidt og kiggede på den lidt løjerlige magre mand i sin lange frakke med høj krave der gjorde han nærmest forsvandt i regnen. ”Joh gætter på vi skal samme vej?” Jørgen fornemmede at hans grå følgesvend smilede lidt overbærende. ”Jeg vil gå direkte til sagen, De kender ikke mig men jeg kender dem bedre end de tror” Jørgen fortsatte: ”Men siden de nu kender mig så godt hvorfor ringede De til redaktionen?” ” Hvem siger jeg ringende til redaktionen?” ” Men mit arbejdsnummer er strengt fortroligt så…..” ”Som sagt jeg kender dem bedre end de tror” Jørgen var synlig overrasket og begyndte at føle sig utryg ved selskabet. ”De er single, ryger for meget, har i lang tid overvejet at skifte genre indenfor deres fag som De føler er rådnet op indefra……” ”Og det er netop det jeg kan tilbyde; genreskift” ”Og hvorfor skulle jeg så være den heldige” lød Jørgen sarkastiske stemme ”Lad os blot sige, De passede i vores profil” ”Vores profil? Profil af hvad?” ”Hr. Wessen, De må have mig undskyldt men min tid er kostbar, Jeg vil give dem nogle informationer til gengæld skal de skrive historien til deres avis” ”Ok og hvad snakker vi om her?” ”Pølsevogne” ”Pølsevogne?” ”Ja, eller rettere en pølsevogn” sagde Godfried ”Husker De en sag for et halvår siden hvor en af Københavns pølsevogne blev ramt af en taxa?” Jørgen huskede den udmærket. Den havde trukket en forside den efterfølgende dag. En pølsevogn på vej retur til garagen var blevet snittet af en bil, som efterfølgende var stoppet. En person var hoppet ud, havde på åben gade tævet den uheldige pølsevognsindehaver for umiddelbar bagefter at køre derfra i hvad senere viste sig at være en stjålen taxa. Pølsevognsindehaveren dødede kort efter af de slag han have fået. ”Man fandt aldrig rigtig ud af hvem der gjorde det” ”nææ” sagde Godfried ”teorierne var mange” Det lidt ulige par krydsede Hausers Plads ”og de vil gerne have jeg skriver om det overfald, igen?” sagde Jørgen ”gårdagens små mord sælger kun aviser én gang” ” Måske men husker de hvem der blev slået ihjel?” ”Nææ det var vel en eller anden stakkel, som har haft det lidt hårdt i livet og derfor fik sin egen pølsevogn” ”jaah, korrekt, men lidt mere end det, først troede man det var tale om et uheld, folk har det med at bryde ud i raseri når de kører bil”. ” En påvirket biltyv skulle efter signede være meget upåregnelig” ” Men ser De, den stakkels pølsevognsejer havde en hobby, eller vel rettere end en politisk holdning der befandt sig på den yderste danske højrefløj.” ”og du mener hans tæmning af et baseball bat med panden var på grund af at han var nazist?” ” ikke nazist, nødvendigvis” svarede Godfried”  De overrasker mig lidt, der yderste højrefløj består ligesom deres modpol af en række mindre grupper som debatterer intern deres holdning til samfundet og ikke mindst indvandrere her i landet.” ” og den arme stakkel var en del af disse grupper?” ” En bestemt faktisk, kaldet Balder” ”Tænk dem om, en højrenationalist med racistiske holdninger. En taxa fra København med højst sandsynlig en indvandrer bag rattet ” ”En stjålen taxa” ”ja, en stjålen taxa som først blev meldt savnet efter uheldet?” Jørgen var blevet lidt forvirret, en sag som syntes at være trist og banal skulle nu være et politisk mord på åben gade? ”Så ejeren af denne taxa skulle have gjort det selv og efterfølgende meldt sin taxa for stjålet?” ”Ser De, hr. Wessen det troede man først men taxaen var stjålet fra firmaets garage og derfor var chaufføren ukendt. En afhøring af alle de ansatte gav ikke nogen grund til at anholde en mistænkt, omvendt var der ikke tegn på indbrud, så hvem og hvorledes taxaen kom ud fra garagen er stadig et mindre mysterium.” ”Men hvorfor fortæller De mig dette? Hvor lige mig? Gå da til politiet eller få fat i en privat detektiv” ”Politiet, nej tak, jeg foretrækker at være diskret og gode privat detektiver er svære at finde” ” De er journalist, det betyder De er nysgerrig, hæmningsløs og arbejder ihærdig og gratis for den rigtige historie” ”for mig er De den helt rigtige” ” De vil have et genreskift, her er det” Godfried tog en konvolut frem fra frakken og gav den Jørgen. ”kig på den, jeg ringer” Jørgen stod og kiggede på den brune A4 konvolut, og kiggede op Godfried som allerede var på vej ind i en af københavnsk gule busser. ”Hannibal Larsen” ”Hvad” råbte Jørgen til Godfried der nu stod et nogle meter fra ham” ”pølsemanden, han hed Hannibal Larsen” Jørgen stod ved Nørreport Station og synes pludselig hans dag kun lige var begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...