My life(JB)

Den 18 årige Ida's forældre døde i for omkring et halv år siden i en bilulykke, hvor hun og hans lillebror overlevede. Hun lovede sin mor på hospitelet, inden hun døde, at tage sig godt af sin tre nu fire årige lille bror. Hun og hendes lille bror fik lov efter ulykke, at blive boende i huset, da Ida snart var 18 år. De avede mange 100 milioner, plus de fik mange milioner i livs forsikring. Ida lever sit liv som en af Danmarks støste dansere, hun har danset næsten hele livet. Hun tjener godt på det, så hun og hendes lille bror har et godt liv, hendes lillebror husker ikke rigtigt sine forældre. Hun har det lidt svært, for hun har ikke et liv som andre unge, men hun har det fint med det. Men en dag Justin Bieber er i gang med sin verdenstune og en af hans to kvindlige dansere brækker benet og skal til, at holde koncert i Danmark, bliver hun spurt om hun vil gøre verdenstunen færdig, hun får lov, at få sin bror med og takker ja.

6Likes
8Kommentarer
1445Visninger
AA

3. Ulykken

Jeg kiggede på de andre efter, alle var trætte, måske fordi de havde kørt så lang tid. Justin skulle ud og give autografer efter koncerten, så vi blev bare og snakede. Efter gik vi ud i Bussen vi spidste noget mad, detsmagte helt vildt godt.

Senere gik de fleste i seng, jeg skiftede til nattøj sammen med April, jeg lagde Victor til at sove og mig og April, lagde os til at sove.

Bilen ramte hårdt, "far, far hvad sker der?  Far hvorfor svarer du ikke, far, far. Mor hvad der sket?"

Jeg vognede med et chok, jeg kunne mærke svæden på min krob, jeg kunne ørke hvordan tårende trillede ned af mine kinder. Jeg kiggede på min bror, han lå og sov. Jeg gik ud i fællesrummet, jeg satte mig på en bænk og kiggede ud, af vinduet, jeg huskede alle detaljerne, om hvordan jeg midstede mine forældre. Jeg kunne høre døren gå op, jeg kiggede på Justin der stod i døren, han sagde "undskyl, jeg vidste ikke der var nogen, jeg kunne bare ikke sove." Jeg sagde "det gør ikke noget, det kunne jeg heller ikke." Justin satte sig over for mig, han kiggede på mig og sagde "har du grædt?" Han kunne ok godt se det, jeg nikkede og han sagde "hvad der sket?" Jeg trak på skuleren, han sagde "du kan godt stole på mig." Jeg kiggede ind i hans Brune øjne og sagde "jeg havde et maridt, med mine forældre, eller det kan man måske ikke kalde det når dat er sket." Han kiggede på mig "han sagde så, hvad skete der? Hvis jeg må spøgrer?" JEg kiggede på ham og sagde

"der skete en bilullyke, jeg så den anden bil rammen ind i os, jeg kiggede på min forældre, de blev ramt, jeg spurte hvad der skete, men vidste det godt, jeg fattede det bare ikke, men de svarede ikke. Jeg skyndte, at tage min lille bror ind til mig, for at beskytte ham. Sennere vognede jeg, jeg trode det bare var et maridt, men så kiggede jeg omkring mig, jeg så min mor hun lå med masser af slanger. En sygeplejske kom ind og råbte "hun er vognet!" Jeg kiggede mig omkring og spurte "hvor er min bror?" Hun sagde "han er lige her ude, kan du huske hvad der er sket?" Jeg svarede "ja vi var ude for en bilulykke, hvor min far?" Hun kiggede på mig og sagde "han døde desvære og din mor over lever heller ikke, du har slået dit hoved, men du redede din lillebror han ville ikke have overlevet slaget." Jeg gik hen til min mor og kiggede på hende, jeg kunne se hvert et lille sår. jeg kunne høre hende svagt sige "lov mig, at du vil passe godt på din bror." Jeg kiggede hende i øjne og sagde " det lover jeg." Jeg så hende i øjne og kunne se hende dø, der kom sygeplejsker rundt om mig, men jeg blev bare ståne og kiggede på hende. Der var ikke mere, at gøre, mig og mn bror kom ned og se dem da de var døde mine forældre, min bror kan ikke huske det."

Justin kiggede på mig det var som om han ikke kune finde ord. Han sagde så "jeg ved hvordan det er." Jeg kiggede på ham og sagde "nej du gør ej, du har aldrig mistet dine forældre, du har ikke været ude for en bilulykke og du ved ikke hvordan det er, at have fotografisk hukomelse, jeg kan huske hver en lille detalje. Jeg kunne mærke mine tårer presse sig på og høre Justin sige "okay jeg ved ikke hvordan det føltes, men jeg kunne forstille mig hvor skrækligt det er." JEg sagde "det okay... vil du spille fem hunrede?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...