Taziana

Historien følger den 16 årige danske jøde Taziana og hendes søster Celeste, som kommer ud for utallige sorger og nedture. Efter at være blevet forældreløse, stikker de af og tager sig en tur over det amerikanske kontinent, fra New York til Los Angeles..

1Likes
0Kommentarer
1535Visninger
AA

3. Sort og hvidt

Taziana åbnede øjnene til noget meget skarpt lys. ”Hvorfor er lyset så skarpt?” spurgte hun. ”Og hvor er mor og Celeste?” ”Godt du er vågen søde skat,” sagde en dame i hvid kittel. ”Hvem er du? Hvor er jeg? Og du svarede mig ikke på mit spørgsmål!” busede det vredt ud af Taziana. Hun hadede at være udvidende, og hendes temperament holdt sig ikke længe. Når hun var i det humør plejede folk, at bakke mindst 3 meter bagud. ”Rolig min pige! Har du ingen ide om hvad der er sket?” tyssede damen. Taziana stirrede på damen, som var hun sindssyg. ”Du er på hospitalet. Du, din søster og mor var på vej et sted hen og en lastbil kørte ind i jer. Gudskelov, er du sluppet let,” plaprede damen, som formodentligt var sygeplejerske. Hvordan skal jeg dræbe hende her. Hun gider tydeligvis ikke svare mig, tænkte Taziana godt irriteret. ”Hvor er min mor og søster så?! Svar mig,” vrissede hun. Sygeplejersken kiggede nervøst på hende. ”Øh… jo, sagen er den, at øh, de er stadig inden for livsfare. I modsætningen til dig slap de ikke ligefrem, bare med en hjernerystelse,” stammede hun. Tazianas øjne lynede nu. ”Fordømte lastbil chauffør! Fordømte glatte veje! Adonais! Hvordan er det du har dømt mig?! Jeg troede du havde tilgivet mig!” skreg hun og sprang op og sparkede ud efter et bord. Sygeplejersken blev meget skræmt og tilkaldte straks forstærkninger, som fik lagt hende og gav hende Zopiclon, som er stærk sovemedicin. Og alt det hvide, blev sort. Næste gang hun vågnede stod hendes far over sengen. Man kunne se han havde grædt. ”Morgen Batseba,” sagde han forsigtigt. ”Morgen far,” mumlede Taziana og smilede ved lyden af sit jødiske navn. ”Hvordan går det med…?” spurgte hun forsigtigt. ”Celeste er vågen, men der er stadig mulighed for at hun bliver lam. I bedste fald skal hun i hvert fald have amputeret sit ene ben og mor… mor er tja… mor er stadig i koma,” mumlede faren. ”Shema Yisrael! Adonais  Eloheinu Adonais Echad,” mumlede hun den jødiske trosbekendelse. Faren gik efter nogle timer og kom kun kort de næste dage. Der blev ført nøje observeringer af hende, da hun var endt med en meget slem hjernerystelse og hun måtte ikke tage hjem. I stedet tøffede hun rundt på hospitalet. Legede med nogle unger på børneafdelingen, så entusiastisk fodbold med en mand der var indlagt med en blodprop, eller snakkede i telefon med Line og Ida, som ringede hver dag.  Hun var indlagt på Rigshospitalet, hvilket altså er en del væk fra den lille by, syd for Århus, hun normalt boede i. Lægerne undrede sig over at hun kunne opføre sig så muntert når hendes søster og mor kæmpede for livet, men det havde noget at gøre med den person hun var. Hun var kun inde på deres stue en gang og holdte sig derudover langt væk. Lørdag morgen kom hendes far og hentede hende. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun. ”Synagogen, vi kan ikke lade sabbatten ligge,” sagde han. Hun nød at komme ud og nød den kirkelige stemning. Mange kom hen og gav medfølelse efter gudstjenesten. Ulykken havde selvfølgelig rystet hele Danmark, eller det vil sige ikke mere end andre ulykker af den størrelse. Da hun vågnede søndag stod Ulla, sygeplejersken, der var blevet tilknyttet Taziana ved sengen, da hun vågnede. ”Taziana, din mor gik bort i nat,” sagde hun direkte. Man skulle tro at fordi hun lige var vågnet, ville Taziana tage det roligt, men nej ikke rigtigt. Vreden steg op i hende og hun slog ud i luften sparkede til ting og sager. Ulla tilkaldte forstærkninger, men ikke ti vilde mænd kunne ligge hende ned. Faren var til ingen hjælp. Han havde selv lige mistet sit livs kærlighed, så efter ikke ret lang tid, blev hun overført til psykiatriske afdeling, hvor man bedre kunne takle hende. Hun blev lukke inde i et helt hvid rum, hvor hun fortsatte sin rasen uafbrudt et 1½ døgn. Efter det faldt hun træt sammen på gulvet og græd. Det næste halve døgn bad hun om tilgivelse for sit vredesudbrud. En stille bankelyd lød fra døren den eftermiddag. En læge åbnede den forsigtigt. ”Må jeg gerne komme ud nu?” spurgte Taziana lige så forsigtigt. Lægen kiggede på pigen. Det var svært at forstå at denne pige ikke havde været til at styre for nogle dage siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...