Taziana

Historien følger den 16 årige danske jøde Taziana og hendes søster Celeste, som kommer ud for utallige sorger og nedture. Efter at være blevet forældreløse, stikker de af og tager sig en tur over det amerikanske kontinent, fra New York til Los Angeles..

1Likes
0Kommentarer
1521Visninger
AA

4. Ro

Moren blev begravet på rigtig jødisk maner. Hele familien var med, selv Celeste, som lige havde fået amputeret sit ben. Familien var vendt tilbage til byen og Taziana faldt efter noget tid tilbage i sin gamle rolle. I starten behandlede folk hende, som var hun af glas, men da hun selv virkede så munter, droppede de det. Den eneste ændring i det hele, var at hun ikke var sammen med nogen efter skole, udover en sjælden gang i mellem Ida og Line, men udover det, ingen. Det var søndag og hun havde lukket sig inde på værelset. Celeste kom krykkende ind. Hendes protese var ikke helt klar endnu. ”Ud Celeste! Jeg gider dig ikke!” vrissede Taziana irriteret. ”Rolig, rolig! Men helt ærligt, har du tænkt dig at sidde herinde hele dagen?” spurgte Celeste. ”Øh, ja, skrid ud og få dig selv et liv,” svarede Taziana irriteret. ”Det er lidt svært at få sig et liv, når man kun har et ben,” grinte søsteren og humpede elegant ud. Taziana kunne ikke lade være med at kigge beundrende efter sin søster. Hun havde grædt og grædt og grædt i starten, men nu kunne hun sagtens joke med det og var mere livlig og social end nogensinde, hvilket egentligt var mærkeligt. På den anden side var hun også blivet rigtig irriterende, da hun havde en vane med at prikke til Taziana med sine krykker og påpege hvor doven hun syntes Taziana var og Taziana derfor ikke kunne prikke igen. Der gik en time. ”Hold op, hvor er vi sociale i vores familie,” jokede hun og kom humpende ind igen. ”Hvad nu?” spurgte Taziana træt. ”Der er varme boller der luner,” sang Celeste vrøvlende.  Taziana blødte op og smilte skævt. ”Ok, jeg kommer, for i vores familie er vi så sociale,” grinte hun og hoppede ned fra køjesengen. De boede i en 3 værelses ejerlejlighed og af en eller anden grund havde forældrene aldrig overvejet at flytte, så pigerne kunne få hver deres værelse. Pigerne gik ind og satte sig ned. ”Luk døren,” vrissede faren. Han var den der havde haft sværest ved at finde tilbage til hverdagen. Efter hans kones død var han blevet mere stille og meget melankolsk. Hans studenter var begyndt at betegne ham som uhyggelig og uden smag på livet. Han gjorde kun det meste nødvendige arbejde i huset.”Mh… nybagte boller! Du er altså god til det med brød far,” roste Taziana efter at have lukket døren. Faren trak bare på skuldrene og lod sig suge ned i bogen igen. Taziana og Celeste gik i krig med bollerne. ”Hey, jeg kan gøre mig skeløjet!” udbrød Celeste pludseligt. ”Nej, for dine øjne kigger i samme retning,” grinte Taziana. ”Nej de gør ej!” protesterede Celeste. ”Jo de gør så dit fjols! Men du kan rulle med øjnene! Sådan her!” grinte Taziana igen og rullede en runde med øjnene. Celeste efterlignede hende. Deres far smilede lidt af dem. ”Fools on the hill,” mumlede han. Pigerne kiggede undersøgende på hinanden og åbnede så munden: ”But the fool on the hill. Sees the sun going down. And the eyes in his head, see the world spinning round,” sang de begge og grinte. Deres stemmer snoede sig ind og ud af melodien. “Jeg har for resten lavet en ny duet,” kom Taziana I tanke om. ”Og du har tænkt dig at lære mig den?” grinte Celeste. ”Øh, nej, sædvanlige procedure,” smilte Taziana. De elskede at synge sammen og havde gjort det siden Celeste kunne tale. Der var ikke mange de havde hørt dem nogensinde, men de sang fantastisk. Celeste var udover en god sanger, faktisk også en udmærket rapper og Taziana skrev selv sange og havde lært sig selv guitar og klaver, men i modsætningen til mange andre, blev de aldrig associeret med musik, men derimod ignoranter. De grinte tit af det. Efter at have spist gik de ind på deres værelse og ja, forsvandt i deres egen lille verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...