Død Eller Ej (På Pause)

"Det var ikke med vilje". Jeg kiggede uforstående på ham. Han fortsatte "det med din arm, det går ikke væk". Jeg kiggede automatisk ned. Jeg blev overrasket, over hvor rolig min stemme lød, da jeg igen sagde "hvem er du?" Denne gang kiggede han på mig. Han havde et sørgmodigt blik i øjnene, da han sagde "et uhyre, et fantasivæsen... en vampyr".

Bella Julia Santiago er en pige med en trist bagrund med både selvmords forsøg og en mistet søster, men det hele ændres da Bella løber hjemmefra og ender med at vågne op i en bygning med to sår på håndledet og to spidse hjørnetænder.

11Likes
11Kommentarer
1831Visninger
AA

5. Synes jeg at han er sød?

Næste morgen vågnede jeg ved et par øjne der kiggede på mig. Der var ikke som når mine forældre sendte mig de der fortrydende blikke, eller dem i skolens hadefulde. Det var på en måde som der aldrig var nogen der havde kigget på mig på, men jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og smilte til Demian. Han var tydeligvis flov over at være blive taget i at kigge på mig. Han vendte hovedet væk, men jeg nåede at se en begyndende rødme. Efter lidt tid hvor vi bare sad i tavshed rejste han sig. "du må hellere se at få noget tøj på, vi skal ned og spise morgenmad" Sagde han mens han trak en T-shirt over hovedet. Jeg nikkede bare til svar. Jeg gik ud på badeværelset og skiftede, da jeg kom ud igen var han klar, og ventede på mig ved døre. Han smilte til mig. Jeg gik hen til ham og smilte tilbage, så tog han min hånd og vi gik sammen ned i spisesalen. Denne gang blev der ikke helt stille da vi trutte ind. Han hev mig med hen til et langt bord med morgen mad hvor vi tog lidt. Så førte han mig hen til et bord hvor jeg kun genkendte to personer, resten var ukendte. Maria og Dallas smilte til mig da vi satte os, Resten var nervøse, meget. Jeg ved ikke hvordan jeg vidste det, men det gjorde jeg. Det var som om de var bange for jeg ville springe op og gå amok på dem alle sammen. Demian lagde ikke mærke til noget men begyndte bare at presenterne dem. Først pegede han på en høj muskuløs fyr ved navn Steffen, Steffen nikkede svagt til mig men hilste ikke yderligere. Så pegede han på en lille sorthåret pige der så ud som om hun hvert øjeblik kunne finde på at springe op og løbe sin vej. Lin hed hun vist, jeg husker det ikke så godt pga. det næste der skete. En kraftig smerte løb gennem min krop da en ung pige løb end gennem døren, hun havde sår og rifter overalt på kroppen. Så snart hun var inde faldt hun om på gulvet. Hurtigt kom et par af de andre vampyrer hen og hjalp hende. Da de løftede hende op blev smerten i min krop større og jeg besvimede. Da jeg vågnede igen var det første jeg så Demians grønne øjne med det svage røde skær. Jeg blinkede et par gange før jeg satte mig op. Jeg var på vores værelse, her var ikke andre end Demian og mig. Han kiggede bekymret på mig da han sagde "er du okay?". Jeg nikkede svagt, og det gik op for mig at det ikke var løgn, smerten var helt væk. "hvor er pigen? hvad skete der med hende?" spurgte jeg. Han sukkede "hun er i hospitalsfløjen, hun blev angrebet. Af vampyrjægerne. De på vej, vi skal pakke vores ting og flygte, ellers dræber de os alle sammen, selvom man ikke skulle tro det var muligt". Han var meget bange, men han viste det ikke, så jeg ved ærligtalt ikke hvordan jeg viste det. Det var som om jeg kunne mærke hans følelser. Der var også noget andet, noget mere end frygt for sit eget liv. Han var måske slet ikke bange på vegne af sig selv, det var en anden han frygtede for. Men hvem? Jeg satte mig med benene ud over kanten af sengen. "ved du godt at du taler i søvne?" Jeg agner ikke hvor spørgsmålet kom fra, det fløj ligesom bare ud. Hans øjne blev store da jeg sagde det, og så rødmede han. Jeg smilte lidt. "hvad har jeg sagt?" han kiggede ned da han sagde det. Jeg trak på skulderen, "det er da ikke så vigtigt" Jeg var bange for han ville syntes det var pinligt vis jeg sagde det. Han så op på mig "For mig er det". Jeg sukkede. "du har bare sagt mit navn et par gange" mens jeg sagde det lod jeg mine fingre løbe gennem hans hår. Det var blødt, og der var ikke vildt meget voks i som så mange andre drenge brugte. Jo, hen syntes helt klart det var pinligt. Han kiggede ned i jorden, og træk sig langsomt væk fra mig. "hvad var det du drømte? da du sagde mit navn" Jeg kiggede ned mens jeg sagde det. Han sukkede og satte sig på sengen ved siden af mig. "det kan være lige meget, det bliver sikkert aldrig til noget" Jeg vendte mig om så jeg ku se ham i øjnene mens jeg sagde "det gør det for mig, og det ved du jo ikke noget om vis ikke du siger det, vel" Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men vores ansigter var kommet meget tættere på hinandens, der var kun få centimeter i mellem nu os nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...