Død Eller Ej (På Pause)

"Det var ikke med vilje". Jeg kiggede uforstående på ham. Han fortsatte "det med din arm, det går ikke væk". Jeg kiggede automatisk ned. Jeg blev overrasket, over hvor rolig min stemme lød, da jeg igen sagde "hvem er du?" Denne gang kiggede han på mig. Han havde et sørgmodigt blik i øjnene, da han sagde "et uhyre, et fantasivæsen... en vampyr".

Bella Julia Santiago er en pige med en trist bagrund med både selvmords forsøg og en mistet søster, men det hele ændres da Bella løber hjemmefra og ender med at vågne op i en bygning med to sår på håndledet og to spidse hjørnetænder.

11Likes
11Kommentarer
1822Visninger
AA

2. Den underlige dreng og den underlige bygning.

Så jeg løb. Væk. Jeg ville bare væk fra dem, væk fra huset, væk fra alt. Jeg løb så længe jeg kunne, så længe, at da jeg stoppede, var det mørkt, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg var. Jeg måtte finde et sted at sove. Der lå en lagerbygning ikke så langt herfra. Jeg gik stille derhen. Mens jeg gik, begyndte det at sne. Jeg smilte lidt, da det første hvide fnug landede på min udstrakte hånd. Jeg nåde hen til bygningen, den var vist forladt. Der var et gitter for døren. Jeg tog fat og skulle til at hive af alle mine kræfter, men det gik af, næsten bare ved at jeg rørte det. Jeg lagde gitteret til side, og gik langsomt ind. Der var meget mørkt, og jeg stoppede, for at lade min øjne vænne sig til det. Jeg gik stille ind, og synet overraskede mig. Der var en stor smuk vindeltrappe, og væggene var beklædt med smukke sirlige mønstre. Jeg gik stille op af trappen, og et lys der føltes blændende efter mørket, mødte mig. Der var en masse døre, jeg gik hen til en, og skulle til at åbne den, da en mærkelig følelse sagde mig, at her skulle man ikke gå ind. Jeg slap håndtaget, og kiggede rundt, for enden af en af de mange gange, stod en sofa. Jeg gik der hen, og lagde mig stille. Der gik ikke længe, før søvnen overmandede mig.

Da jeg slog øjnene op igen, vidste jeg, at der var noget galt. Jeg lå ikke længere på sofaen, men i en seng. Der gik ikke længe, før en kraftig smerte fik mig til at kigge ned på mit håndled. Det var bundet ind i en blodrød bandage. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Rummet var tydeligvis en drengs. Der hang plakater rundt omkring på væggene af motorcykler og andet drenge-fnider. Jeg hørte en lav lyd, og ovre i et hjørne sad en dreng, eller man kan vel ikke kalde ham en dreng, men han var heller ikke en mand, lidt ældre end mig, nok 17. Jeg kiggede på ham, han var smuk, og ikke bare pæn smuk, men helt fantastisk smuk. Han havde en meget bleg hud, men det fik ham ikke til at se syg ud, tværtimod. Så, så han op på mig. Og det var der, jeg opdagede det. Hans øjne var røde, ligeså røde som bandagen om min arm. Han rejste sig og gik hen og tog en bakke med vand og suppe, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Han satte den på et bord ved siden af mig, og gik så tilbage og satte sig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...