Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7491Visninger
AA

11. Unexpected Appearances

Fortumlet kigger jeg rundt om det hjørne Daniel forsvandt ved, men der er ingen at se. Stemningen og sanseindtrykkene i West End rammer øjeblikkeligt. En lugt af råd, forklædt under vanillie og roser siver op fra sprækkerne i gaderne, mens der ud af husenes vinduer slipper en lugt af rust. Alting er mørkt, selvom det er højlys dag, og gaderne er indrammet af høje industri-inspirerede bygninger på begge sider, hvilket giver det dunkle udtryk endnu stærkere dominans.

Langsomt begynder erkendelsen af at det her nok ikke var den smarteste idé, at gå op for mig. Og den erkendelse bliver kun stærkere, som jeg bevæger mig længere ned af den gade Daniel lavede sit forsvindingsnummer på.

Lydene i dette kvarter er sparsomme, forståeligt nok. Hvad i alverden skulle vampyrerne bruge biler til når de aldrig bliver fysisk trætte? Og hvilken buschauffør skulle melde sig til at køre en rute ind i West End. Igen, måske end selvmordstruet, men dem må man vel løbe tør for, efter noget tid.

Jeg har hørt historier om fortabte slægtninge der vovede sig ind i West End efter de mistede en af deres elskede, men har aldrig troet på dem. Jeg har altid set skeptisk på det, og tænkt at ingen kunne være så dum, lige indtil jeg blev en af dem. En af skrækhistorierne, som man bruger til at skræmme børn fra vid og sans når man vil have dem til at holde sig herfra.

Og for første gang nogensinde, forstår jeg dem i skrækhistorierne, bedre end jeg egentlig bryder mig om.

Ængsteligt bevæger jeg mig ned af gaderne, og følger min fornemmelse når jeg når et kryds. Normalt ville jeg sige min irationelle fornemmelser imod, men når det gælder Daniel, har de aldrig taget fejl. Derfor sender jeg bare en tavs bøn op, til at de ikke svigter mig her.

Som tiden går, begynder det at undre mig, hvordan jeg ingen vampyrer har mødt. Men hvad ved jeg egentlig om hvor meget de færdes ude? Det er jo ikke fordi jeg har noget der bare ligner min daglige gang her.

Jeg skal til at dreje til venstre, da et lyn af smerte flår igennem mit hoved, og nærmest kaster mig til højre. Og måske er det meget godt, for omkring hundrede meter nede af vejen til venstre, drejer tre unge mænd om hjørnet. Og hvis jeg gætter rigtigt er de ikke bare turister på udflugt.

De får øje på mig, og begynder at pege og grine. Så forsvinder to af som slettet fra jordens overflade, og kun en står smilende tilbage nede af gaden.

Jeg springer op, og sætter i løb mod højre, rædselsslagen, men også beslutsom. Hvis de fanger mig nu er det slut, og så får jeg aldrig Daniel. Derfor kan jeg ikke engang undre mig for alvor, da hvide gnistrer begynder at springe fra min fingerspidser. De samme hvide gnistrer får vampyren bag mig til at komme med et udbrud af smerte, og krølle sig sammen på den støvede jord.

Det får mig muligvis af med den ene, men uden tid til at spekulere over hvordan, bekymrer jeg mig stadig om de to andre. Hvorend de er, er ikke et sted jeg har lyst til at være, men jeg har en fornemmelse af at jeg ikke får min ønske opfyldt på det punkt. Og ganske rigtigt.

Min vej blokeres pludselig af to høje blonde fyre, med isnende øjne og ondskabsfulde smil. Jeg bryder mig ikke om de to skarpe hjørnetænder der skiller sig ud fra resten af tandsættet hos dem begge. Jeg bryder mig slet ikke om det.

"Nå, hvem har vi her?" spørger den ene, og smiler skævt til sin ven, der tilføjer: "Hvem gav dig lov til at gøre det mod stakkels Max? Han ser ud som om han har ondt over det hele."

De stirrer på mig som om jeg er en snack, og en del af mig minder mig hidsigt om, at det er jeg nok også.

"Hvordan gjorde du det, blodpose?" spørger den første, og smilet trækker sig tilbage til hans øjne.

Jeg overvejer et øjeblik at bygge en hel historie op, om hvor mange gange jeg har zappet vampyrer med mit hyper-lyn, men før jeg når at sige noget, drejer Daniel rundt om hjørnet, og stopper på stedet.

Eller det troede jeg han gør, men da jeg blinker, står han mellem Satans to blonde hjælpere.

"Mick, Bennett... Hvad har I her?" spørger han dem, og smiler skævt. Alligevel er der noget i hans øjne der får ham til at skille sig ud fra de andre. Mere end han gør i forvejen.

"En tavs bitch der skyder med lys. Er det noget du kender til?" spørger en af dem Daniel, og smiler. Verden stopper et øjeblik, mens jeg fanger hans blik. I mine øjne forsøger jeg at matrialisere alle bønder i verden, om at han vil redde mig. Alt hvad jeg har i mig, giver jeg i de øjne, og håber bare at de virker.

"Nej, jeg har aldrig set hende før. Hvem tager hende?"

Hele min verden falder sammen i slowmotion, og alligevel sker det på to sekunder. Sorgen, skuffelsen, vreden, det hele samler sig til en kugle af smerte i min mave, så stærk at jeg tror den vil sprænge mig indefra.

Det gør den ikke. I stedet slipper den ud af mig, i form af hvide lyn, og et skrig af raseri. Alting er hvidt i få sekunder, og da det blændende lys trækker sig tilbage, står kun en af vampyrerne stadig oprejst, blinkende. Den ene af de blonde er gået i gulvet sammen med Daniel, mens den anden bare blinker panisk. En sidste anstrengelse er nok til at også han overvældes af lys, og falder om, vridende i smerte.

"Selv nu kan jeg ikke være vred på dig," mumler jeg, tager blokken op af tasken sammen med to fotografier, og smider dem på Daniels bryst, der pulserer i smerte.

Jeg vender mig om for at gå, for at komme ud herfra i en helvedes fart, men bliver stoppet af et enkelt ord fra hans læber. "Mel..."

Det er lavmælt, og hæst, men han kunne lige så godt have råbt det. Energi og overvældende glæde bølger igennem mig, alt sammen på grund af det ene lille ord. Men jeg kan ikke blive. Hvis han vil lære mig at kende en gang til, ved han hvor han skal lede for at finde mig.

"Farvel Daniel." Jeg holder følelserne ude af min stemme, men i mit bortvendte ansigt vrider smerten sig frit. Tårerne er endnu ikke begyndt, men jeg ved at de kommer, og alt bliver som i starten. Lige da han fyldte atten, og forsvandt ud af mit liv, da jeg græd det meste af både natten og dagen.

Så sætter jeg i roligt løb i den retning jeg kom fra, og bruger byens lyde til at navigere efter. Jo tættere jeg kommer på de høje lyde fra bilerne, og en samlet menneskemængden, jo sikrere bliver jeg på at jeg går den rigtige vej. Og da jeg endelig kan se en udgang, markeret med "ADVARSEL" skilte som alle de andre, tillader jeg de første tårer at finde vej til min øjenkrog.

I samme øjeblik som jeg træder over grænsen mellem Centrum og West End, falder jeg forover, og resten af de tårer jeg har holdt på strømmer ud i en lind strøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...