Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7468Visninger
AA

24. Parental Guidiance Suggested

Da Aaron for fjerde gang holder ind til siden, er det rent faktisk det rigtige sted. Jeg mener at have fortalt ham min adresse et par gange under turen, men det hele føles allerede som et støvet minde.

”Er vi her?” spørger han, og kigger bekymret på mig. Jeg er ikke sikker på at han stoler på min evne til at bedømme omgivelserne.

Jeg nikker, og han sukker lettet. Jeg vil vædde min opsparing på at han bander indvendigt.. 'Nå, i det mindste nikkede hun ikke ved de andre, kællingen...'

Det skal lige tilføjedes at ovennævnte opsparing er på et rimelig minimalt beløb.

Aaron skal til at ringe på, da det tydeligvis går op for ham at han ikke aner i hvilken lejlighed jeg bor.

”Anden, venstre,” får jeg fremtvunget, men stirrer bare på ringklokken som om den virker ved tankens kraft. Hvem ved, måske? Aaron sukker tungt, og ringer på klokken med dommedagsvisioner i ansiget.

Samtaleanlægget brummer, og Aaron skubber døren op. Der stopper kæden af begivenheder så, for det mildt sagt interessante faktum går op for mig. Jeg kan ikke overskue at gå hele vejen op af trapperne.

”Du er nødt til at flytte fødderne for at komme ind,” påpager Aaron med sit plastikgrin. Han finder åbenbart ikke følelsesløs tomhed morsom. Hvad for et menneske er han mon?

Jeg nikker til ham, men mine ben gør ikke rigtig noget ved situationen. Faktisk tror jeg heller ikke at jeg prøver at få dem til det.

”Melanie, vil...” dørtelefonen brummer utålmodigt. ”-ke nok.”

Aaron ligner en der overvejer at lægge sig på sine grædende knæ og bede, men til hans ros gør han det dog ikke. I stedet gør han noget jeg slet ikke har betragtet som en mulighed.

Med foden over dørtærsklen strækker han armene ud i en enkelt bevægelse og hiver mig op fra jorden. Per refleks undslipper et gisp mig, men jeg føler mig ikke videre chokeret. Hele stuntet virker ret... Ligegyldigt i mine øjne.

Alt taget i betragtning går turen op rimelig hurtigt, og hans vejrtrækning er ikke alt for ujævn da vi når mine forældres dør. Den står på vid gab, men der er ingen der venter.

”Hallo?” råber Aaron til den tomme luft, og på et øjeblik dukker min mor op i døråbningen med et smil. Det falmer øjeblikkeligt da hun ser mig hængende i armene på en fremmed.

”Melanie!” udbryder hun, og vinker febrilsk Aaron indenfor.

Min mor fører an ind i stuen, og mit alternative transportmiddel følger anspændt med.

Det hektiske kvindemenneske jeg normalt har så meget til fælles med gestikulerer til Aaron mod vores gamle lædersofa, og han går derhen.

”Nu vil jeg sætte dig ned Mel, og prøv om du kan sidde op,” siger han om om han snakker til et lille barn, og pludselig er det lige sådan jeg har det. Jeg har lyst til at græde og gemme mig i min mors arme mens min far laver varm kakao eller lemonade til mig, men det er mange år siden. Og jeg savner det.

”Jeg kan ikke,” klynker jeg, og slår ynkeligt armene om halsen på ham. Her opdager jeg at selv mit greb er som et barns, for det går ligeså stille fra hinanden da han sænker mig ned på sofaen.

Mine fingre hænger som det sidste fast om nakken på ham da han trækker sig op, og jeg piver da han rykker sig væk.

Jeg har brug for at græde. Jeg vil virkelig gerne græde.

”Hvad er der sket med hende?” spørger min mor som om jeg slet ikke er i rummet. Aaron kigger et øjeblik på mig, som for at få min tilladelse, men jeg forbliver passiv.

”Hun mødte Daniel,” oplyser han med sin beklagende lægestemme, og en skygge løber over min mors ansigt, som et glimt af genkendelse hun ville ønske ikke var virkeligt.

Så kigger hun for alvor på mig.

”Melanie, skat? Er det rigtigt hvad han siger?” spørger hun, alt for bevidst om svaret. Hvis jeg havde haft energien, overskuddet, ville jeg have råbt af hende at selvfølgelig var det rigtigt, havde hun måske set mig så ødelagt, udover når det omhandlede Daniel.

Men den energi jeg leder efter er der ikke, og i stedet nikker jeg bare svagt.

”Åh Gud,” gisper hun, og jeg kan se tårerne forme sig i hendes øjenkrog, selvom hun skjuler dem godt.

”Mrs. må jeg lige snakke med dem et øjeblik?” spørger Aaron, og som på stikord bevæger de sig ud af køkkenet. Jeg trækker mine ben op under mig og dumper ned på siden på sofaen.

Jeg kan mærke den lille rationalitet jeg har tilbage vige for desperationen, og jeg bliver mere og mere overbevidst om at hvis jeg bare kunne græde, bare virkelig græde ville tingene blive til at holde ud.

Mine øjne føles som Sahara. Jeg fokuserer, kniber øjnene sammen, forvrænger mine ansigtstræk og til sidst resulterer det i en mikroskopisk sejr. En enkelt tåre der glider så uendeligt langsomt ned af min kind.

Impulsen til at tørre den væk er stærk da jeg hører fodtrin og dæmpede stemmer nærme sig fra køkkenet, men jeg modstår den og ligger passiv på sofaen. Min mor har fugtige spor ned af kinderne da de kommer ind, og Aaron ser ikke meget bedre ud. Jeg misunder dem for evnen til at lade følelserne flyde frit.

Min mor sætter jeg i sofaen ved mit hoved, og hjælper mig op og sidde ved hendes side.

Hun fanger mit blik med blanke øjne.

”Min pige, jeg er så utrolig ked af det,” snøfter hun og trækker mig ind til sig i en af de mest moderlige omfavnelser jeg har fået længe.

Endelig strømmer tårerne frit. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...