Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7496Visninger
AA

18. My Immortal pt. 1

You used to captivate me, by your resonating light.

Now I'm bound by the life you left behind.

 

And if you have to leave, I wish that you would just leave.

Your presence still lingers here, and it won't leave me alone.

 

Den sensation følelsen af hans fingre skaber, brænder sig så dybt ind i mit bryst, at alene tanken om at han flytter hånden igen, er smertelig. Da han gør, krymper jeg mig og undertrykker et smertefuldt gisp.

Men da han begynder at tale med bitterhed i stemmen, slipper lyden alligevel over mine læber, ladet med den smerte der har været gemt væk.

”Du har nogen idé om hvor irriterende det er at føle sig draget af nogen, uden at have den fjerneste anelse om hvorfor?” Hans ansigtsudtryk forstærker virkningen af hans stemme, og sender gåsehud ned af min ryg.

Jeg tør ikke at svare på hans spørgsmål, men det er heller ikke nødvendigt, for han gør det selv.

”Det føles som noget der klør grufuldt under huden, og man kan intet gøre ved det. Forstår du det?” Han råber nu. Det går op for mig at det er første gang jeg nogensinde har været bange for Daniel. Sådan helt igennem rædselsslagen. Flere gange de sidste par dage, har en form for frygt sneget sig ind i mit hoved, men jeg har altid dybt inde været sikker på at han aldrig ville gøre mig fortræd. Idéen var for absurd og urealistisk til at jeg kunne forestille mig den tidligere.

Men nu er pæren tændt over mit hoved. Nu er jeg klar over at det ikke er Daniel jeg står over for, men et forvredet, hadefuldt spøgelse af den dreng der var min bedste ven, den mand der var min kæreste.

Der lyder dæmpede fodtrin ude på gangen, og med et jag af ængstelse går det op for mig at det må være Aaron.

”Melanie?” kalder han med sin venlige stemme, og jeg kan høre at han har kurs imod stuen. Daniel knurrer dyrisk, og kigger mod stuens døråbning. Måden han står på er aggressiv og... besidderisk. Som om han ejer denne lejlighed, ikke Aaron.

”Melanie?” spørger Aaron igen, og stikker hovedet ind forbi dørkarmen. Daniel svarer med en snerren, og træder frem mod ham, væk fra mig. Jeg ser for mig hvordan Aaron må se scenariet. Tankerækken leder lige fra det undrende ansigtsudtryk der lige nu pryder hans ansigt, og til det øjeblik hvor Daniel slår ham ihjel. For det vil han, og jeg kan se det på hans spændte skuldre, og knyttede næver.

”Hey, jeg kender dig,” udbryder Aaron, og kigger nysgerrigt på Daniel. Han ser ikke ud som om jeg har forrådt ham, så han må tro bedre om mig, end at jeg ville kaste mig i armene på en anden, i det mindste imens jeg stadig befandt mig i hans lejlighed. Bevidstheden om at jeg, hvis Daniel ikke havde været så ondskabsfuld i sin fremtoning, ville have gjort det uden tøven, giver mig i et øjeblik dårlig samvittighed.

Dog bliver den visket væk et øjeblik efter, da mere presserende bekymringer stjæler mit fokus.

”Daniel, lad ham være,” beordrer jeg med stål i stemmen, da han begynder at cirkle hen imod Aaron. Jeg håber i hvert fald at min stemme lyder så fast som jeg forestiller mig.

”Hvorfor?” spørger han hadefuldt, uden at vende blikket mod mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare ham, for hvordan besvarer jeg sådan et spørgsmål? I stedet siger Aaron: ”Det var dig på baren forleden aften. Dig der sagde du var venner med Melanie.”

Det overrasker mig. At Daniel var der den aften, var jeg udmærket klar over, det var ligesom det der ødelagde det for mig, men at han snakkede med Aaron er en helt anden sag. Det havde jeg vitterlig ingen idé om.

”Venskab er et bredt begreb,” svarer Daniel bare, og bevæger sig endnu et skridt tættere på Aaron.

Måden han ser på Aaron på er så fuld af ondskab, at jeg frygter for både hans og mit eget liv. Alt kan sprænge Daniel bombe nu, da lunten er antændt.

Alligevel tager jeg chancen, og sætter et smertefuldt stød ind.

”Hvorfor er du her?”

Ved ordene vender han sig mod mig, med en så dybtliggende, eksistentiel smerte i ansigtet, at jeg næsten ikke kan fortsætte. Men jeg gør det, fordi jeg ikke har særlig mange muligheder. Et sted dybt inde, er jeg stadig en del af ham, jeg skal bare finde det sted.

”Hvorfor er du her?” spørger jeg igen.

Hele hans krop begynder at ryste ukontrolleret, og selvom den røde farve hans øjne har antaget er fremmed for mig, kender jeg blikket. Det er hans skjold mod smerten, hans eneste beskyttelse, når det gør alt for ondt. Jeg ved at jeg graver i såret nu.

”Det ved jeg ikke! Fordi jeg ikke kan få dig ud af mit hoved, ligegyldig hvad jeg gør, fordi jeg er ligeglad med alle de piger der jager efter mig, for ingen af dem ligner dig, og fordi jeg ikke ved hvorfor du har så dybt et greb i mig!” skriger han skingert, og jeg kan skimte en tåre på hans kind, som han hidsigt tørrer væk.

”Du burde være ligeglad,” snerrer jeg, selvom det gør ondt at sige det. Af hele mit hjerte ønsker jeg at han ikke er ligeglad, at han elsker mig, og at vi kan være os igen. Men vi mistede den mulighed da han fyldte atten, og det må jeg leve med. Nu er det bedste jeg kan gøre at skubbe spøgelset af den person jeg elskede højest i verden væk, så jeg kan få fred.

”Ja. Og alligevel står jeg her, ude af stand til at ryste dig ud af mit hoved,” påpeger han nøgternt, men jeg ser igennem alle hans facader. Hvis jeg kyssede ham nu, ville han tage imod det med åbne arme.

Et skrig kæmper sig vej op af min hals, og jeg blokerer det efter bedste evne, mens jeg prøver at modstå trangen til at springe hen til ham. Det føles som om ønsket river mig midt over, og skiller alle mine partikler ad, til små flossede atomer.

”Du havde chancen. Jeg elskede dig,” mumler jeg, og det er kun med nød og næppe at jeg ikke udtaler elskede i nutid. For jeg elsker stadig den han var.

”Det gør du stadig,” siger han, og han har ret. Han har så meget ret at det gør ondt. Men det eneste der kommer ud af min mund er: ”Jeg vil ikke elske et spøgelse resten af mit liv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...