Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7490Visninger
AA

8. Happiness is a Bitch

Jeg forlod dametoilettet med bare en snert af håb, hvilket er hundrede gange mere end jeg havde da jeg gik derind. Men da jeg krydser dansegulvet og begynder at kunne skimte baren imellem de dansende, svedige kroppe, har han rejst sig, og er vendt mod udgangen. Aaron sidder stadig på pladsen siden af min, med blikket låst på mine ting, men den skygge af Daniel der sad et par sæder til højre er væk. I stedet er pladsen tom, udover et ølkrus med umiskendelig gylden væske i. Hans Jim Beam står der stadig, men alle andre spor af at han nogensinde har været her, er væk.

"Hey, hvor blev du af smukke?" spørger Aaron da jeg når tilbage, og lægger armen om mig henover mellemrummet mellem stolene. 

"Bare på toilettet," svarer jeg, mast mod hans skulder, Hans ånde lugter af øl, da han svarer: "Hvad siger du til at komme ud herfra, og finde et mere stille sted?"

"Det.. Jeg..." Jeg skal til at sige nej, da en tanke slår ned i mig. Jeg har brug for afledning. Skuffelsen gnaver stadig i mig, selvom øldampen gør det svært at fokusere. Og en anden, endnu mere smertefuld tanke, end bare tanken om Daniel i sig selv. Tanken om alle de piger han sandsynligvis allerede selv har knaldet. Og hvis jeg har min viden om vampyrer i den virkelige verden, bare er nogenlunde korrekt, har han sikkert suget alt blodet ud af dem bagefter. En del af mig er godt tilfreds med lige den del af tankerækken.

"Det... Er en aftale," svarer jeg, med sikkerhed i stemmen til sidst. Han tager min taske op for mig, og lægger min pung derned. Selv påvirket af alt for meget alkohol er der en gentleman begravet i ham.   Han rækker den nu fyldte og lukkede taske til mig, og lægger en hånd på min lænd. Samme hånd leder mig igennem menneskemængden, mens jeg tillader mig selv at indånde den dræbende sødelige lugt af stoffer, blandet med den bitre damp alkoholen udsender.

Indtrykkene sløver min hjerne, og lader mig slippe for at tænke som jaget, i bare få sekunder, til vi når døren. Derude gør Aaron tegn til den første, den bedste taxi, og da den holder ind til siden holder han døren for mig, før han selv glider ind ved siden af.  Jeg overhører ham give taxachaufføren en adresse, men han må have gjort det, for manden ved rattet nikker, og kører mod East End. Alkoholen har ikke sløret min hjerne nok til at jeg glemmer hvor Daniel er flyttet hen, derfor har jeg også en klar idé om hvor den modsatte ende af byen er. Og der er vi åbenbart på vej hen.

Under hele køreturen holder han min hånd, og smiler fjoget til mig. Hans tidligere generthed er væk, og erstattet af en flirtende og påtrængende person, jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om. Måske skal jeg bare være glad for muligheden for at kunne tænke på noget andet, mens den er der. Ved en opgang på en mellemstor vej holder bilen ind, og Aaron betaler chaufføren 11 pund. Vi må have kørt i et stykke tid. Han låser os ind i opgangen, og fører mig op af trapperne, til første sal. Her åbner han døren, og tænder lyset lidt længere inde i gangen. Da det er tændt, og jeg kan se at der ikke ligger indtørret blod, eller rådnende lig derinde, tør jeg gå ind.

Hvis ligene er der, er de i hvert fald ikke synlige. 

"Bare læg jakken hvor du vil," siger han, og smiler. Under turen er han blevet en anelse mere ædru, men ser ikke ud til at han fortryder at have taget mig med. Måske kan han faktisk lide mig. Eller også er han en typisk mand i starttyverne, der ikke kan styre sin nedre del. Jeg vil helst tro på den første, selvom det også ville føre til en del komplikationer. 

"Du... Melanie, undskyld hvis jeg er påtrængende, eller du føler at jeg presser dig herhen. Det er ikke det jeg vil, du er bare... Anderledes end de andre på den klub. Jeg kunne se at du ikke var der fordi du havde lyst til at feste, men fordi du var nødt til at tænke på noget andet end hvad der ellers sker. Ligesom mig. Så jeg tænkte at du ligesom mig, kunne bruge afledningen," siger han, pludselig helt ædru, og smiler undskyldende.  Det er det der gør hele forskellen, angående min velvillighed til at være her.

"Du har ret," mumler jeg, og slipper så min taske, så den falder til jorden med et hult bump. I det knap så forstyrrende lys i lejligheden, kan jeg for første gang rigtig se hans træk. Hans hår er halvlangt, og trænger lidt til en klipning, men de lysebrune lokker klæder ham nu alligevel. Hans ansigt er blødt formet, stadig drenget, hans næse er lille og hans læber smalle men fyldige. Det mest markante ved ham er dog hans øjne. De er for så vidt blå, men når skyggen fra hans mellemlange øjenvipper rammer dem, skifter farven til en dyb lilla.  Han er ikke muskuløs og lækker som Daniel, men han er noget andet. Han er næsten smuk.

Tøvende tager jeg et skridt mod ham, og så endnu et. For hvert skridt bliver jeg mere sikker på at det er lige hvad jeg har brug for. En nat med en fremmed, der faktisk kan huske mit navn. Han tager min fremfærd som en invitation, og lukker den sidste afstand imellem os.   

Hans læber udforsker alt hvad kjolen ikke dækker, og senere, da han fører mig ind i sit soveværelse, resten. "Du er smuk," mumler han med læberne mod min hals, og bevæger munden længere ned, til steder kun Daniel tidligere har set. Og jeg nyder det. Nyder at føle noget andet end den evindelige triste tomhed. Regnvejret i eftermiddags hvor jeg mødte Daniel, føles flere uger væk, og tanken er god. Den giver mig et indtryk af at jeg måske kan komme levende igennem det.

Og måske en dag være føle lykke igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...