Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7501Visninger
AA

20. - Daniel -

Now I just act like I don't remember.

Mel acts like she doesn't care.

But I remember us riding in my brother's car,

her body tan and wet down at the reservoir.

And nights on the bank I'd lie awake,

and pull her close just to feel each breath she'd take.

Those memories come back to haunt me.

They haunt me like a curse.

 

Hvis hun havde sagt alt andet end det, var han måske blevet. Faktisk er han overbevist om at han var blevet. Havde hun sagt at hun hadede ham, havde han vidst at det var løgn. Men de ord der i stedet var kommet ud af hendes mund, var så troværdige og ægte, at de ikke kunne være andet end sandheden.

Det værste er at hun har ret. Hvad han har set fra de billeder hun smed ved hans side i West End, havde han været anderledes den gang før det begyndte. Tørsten og raseriet. Men han kan ikke huske det. Kan ikke huske hvornår noget har føltes, som det føles at kigge på hende. Bare det at se livslyset i hendes øjne, slår smagen af det mest delikate blod.

Men det lys sørgede han selv tidligere for forlod hende. Nu må han lide under det, og leve resten af livet med bevidstheden om at han kun er et spøgelse af sig selv.

Det værste er nok at han ikke kan mærke det. Hvis han bare kunne vide hvem han plejede at være, ville det hele måske være nemmere. Men ikke engang det kan han huske. Det eneste han kan huske er Mel.

Mel der smiler, Mel der ler. Mels læber mod hans, Mels bløde nøgne hud. Det er alt han kan fokusere på, og lige meget hvor mange gange han prøver at aflede sine tanker, vender de altid tilbage til det mønster.

Mels glatte mørke hår, hendes bløde læber. Hendes brune øjne, med en ild tændt af det liv hun har levet.

Og selvom han godt ved at hun ikke er så ligeglad som hun foregiver, at hun stadig næsten ikke kan bære synet af ham, gør tankerne ondt. Alle de billeder der spiller i hans hoved. Han har glemt alt om sit liv før forvandlingen, ud over en ting. Mel. Han husker utallige ting og hende, lige fra de var børn. Alt andet er blegnet, men alligevel er Mel alle steder.

Derfor løber han, til han ikke engang ved hvor han er. Ud af byen, væk fra alle de steder Mel er. For selvom hun fysisk ikke er der, er hendes tilstedeværelse smertende tydelig.

Han løber med vinden, igennem byen, og ud igennem forstæderne. Solen flytter sig på himlen, men ikke engang den kan følge hans tempo. Den er kun lige begyndt at bevæge sig mod vest, da han krydser en mark, forsvinder ind i en stor skov.

Solen forsvinder bag træerne men det gør det ikke det mindste sværere at navigere den tætte bevoksning. Om noget, bliver det hele faktisk lidt mere bekvemt. Skoven føles som et beskyttende tæppe omkring ham, og mørket får ham til at føle at det lukker sig intimt til ham.

Han løber lige ind i en lysning, men en klar sø. Hver eneste sten er synlig igennem det rene vand, og et øjeblik står han bare og stirrer på det helt uskyldige syn.

Så skyller minderne ind over ham som en syndflod. Mel ligger og slapper af på bredden, mens solen kærtegner hendes hud. Hendes øjne er lukkede, men af en eller anden grund ved han at hun er vågen. Selv står han to meter ud i søen, med vand til livet, og kigger på hende. Bare kigger, som om der er intet i verden han hellere ville. Og hvis han skulle vælge lige nu, så ville han også have det sådan. Hvis hun altså var der.

Med en hovedrysten forsøger han at få billedet af Mel til at forvinde, men det får han intet ud af. I stedet flytter hun sig bare fra bredden, til en flydende skikkelse på midten af søen. Hendes smil er saligt. Det trækker i ham, flår for at få ham tættere på. Et panisk instinkt får ham til at kaste sig med hovedet først ud i vandet. Det er køligt, men ikke mere end det bare preller af på ham. Kulden manifesterer sig i et lag ud over hans hud, men det er som om den ikke når ind og gør ham klar i hovedet. Verden bliver bare underligt tyst.

Under vandet åbner han øjne, og det er som at se igennem bølget glas. Alt er lysende klart, men alligevel en smule udtværet. Og ikke mere end to meter væk, smiler Mel til ham med et drillende udtryk i ansigtet. Instinktivt ved han at hvis han stikker hovedet op over overfladen nu, får han sprøjtet vand lige i fjæset, men han fejer fornemmelsen væk, da han kommer i tanker om at hun ikke er der.

”Hun er der ikke,” mumler han for sig selv, og sluger en mundfuld vand i processen. Når vandet er så klart, og hans hud skubber kulden væk, er det nemt at glemme at han faktisk har hovedet under vandet.

Følelsesløs trækker han sig op til bredden igen. Endnu engang ligger Mel udstrakt med blikket vendt mod himlen. Hun smiler stadig, og det gør udfaldet. Han rejser sig, og går hen imod hende, for han kan ikke klare at blive stående og bare stirre på det eneste han har tilbage fra sit gamle liv. Hendes skønhed er så overvældende, og det er ligegyldigt at hun ikke er andet end et værk af hans fantasi, han vil bare have hende tæt på.

Tavst lægger han sig ned ved hendes side, og de kigger på hinanden uden at sige et ord. Hun rækker ud mod ham, og han tager imod hendes udstrakte hånd. Det er ikke andet et et svagt minde, falmet med tiden, og under forvandlingen, men han kan alligevel næsten forestille sig hvordan det har føltes at holde hendes hånd i sin. Selvom det nu er som at røre den rene luft. Med undrende øjne kigger hun på ham, og prøver igen at gribe om hans hånd, men hendes fingre siver bare lige igennem hans.

Hun får en bekymret rynke i panden, der får hende til at se langt yngre ud end han har set hende de sidste dage. Det er som om hans eget drømmesyn undrer sig over at hun er en illusion.

Hendes hænder begynder at gløde hvidt, men i modsætning til den ægte vare, er dette lys blødt, og næsten behageligt. Endnu engang rækker hun ud, og omfavner hans hænder i den hvide lys. Hans hud føles som om den knitrer, og pludselig er noget mast mod hans håndflade. Hendes hånd har begravet sig i hans, og mens lyset stråler klarere og klarere, løber en gnistrende elektricitet igennem ham.

”Jeg elsker dig,” smiler Mel, og en tåre løber ned af hendes kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...