Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7467Visninger
AA

12. - Daniel -

Han har dårlig samvittighed, netop som ordene siver ud af munden på ham.

"Nej, jeg har aldrig set hende før. Hvem tager hende?"

Ordene føles forkert på hans tunge, som en indøvet replik. En løgn. Det er det også, men grunden til at han har det som om han lige har spyttet gift, er ikke til at regne ud. At lyve falder ham nemt og ubesværet, også denne gang, men det gør næsten fysisk ondt efterfølgende.

Og en fysiske smerte fortsætter. Et smertende lysglimt eksploderer fra kernen af menneskepigen, Mel, og det sender brændende tråde igennem hans krop. Han falder om ved siden af Bennett, og vrider sig kort, før smerten falmer til en glødende riven.

Men freden varer kun kort før endnu et lysglimt eksploderer, mindre end det første, men stadig betydeligt stort.

Det suger alt hans energi, og gør ham tørstig som aldrig før, mens Mick også falder til jorden på hans anden side.

"Selv nu kan jeg ikke være vred på dig," mumler pigen, og får et sørgmodigt men resolut udtryk i ansigtet, igennem det blændende lys.

Hun hiver en blok og nogle løse papirer op af sin taske, og lader dem falde ned på hans bryst. En kraftanstrengelse lader ham raspe ordet: "Mel..." netop som hun er på vej væk, Det stopper hende kun et øjeblik, men nok til at han kan få et sidste glimt af hendes ansigt. Besynderlig genkendelse, følelsen af tab, og en dyb, grænseløs kærlighed strømmer igennem ham i en forunderlig blanding.

Men så slipper de ord fra hende, der uden grund gør så forfærdelig ondt.

"Farvel Daniel."

Hun vender sig, og begynder at løbe mod grænsen mellem West End og Centrum, men hendes holdning er forkrøblet, som om hun er ved at falde sammen for hvert skridt.

Som hun forsvinder trækker smerten sig tilbage, og også Max, længere nede af gaden, rejser sig.

"Hvad fanden?!" bander Mick, og børster støvet af sine designerjeans. Bennett rejser sig op kort efter, og rømmer sig anstrengt.

"Ikke noget der er værd at undersøge! Nogen der har lyst til en snack?"

Tørsten brænder i Daniels hals, men på trods af det ryster han på hovedet. Han har vigtigere ting at tage sig til, og som den eneste sidder han stadig ned.

"Come on! Dan, du er den bedste til at lokke dem ud," beklager Max sig, da han noget udtæret når frem.

Igen ryster Daniel på hovedet, og samler diskret papirerne der er røget ned i hans skød, sammen.

"Så må vi vel leve med blodluder snacks," sukker Mick, og begynder at gå mod den såkaldte kantine. Bennett og Max følger efter uden at se sig tilbage, alt for tørstige til at kunne tænke på noget andet.

Da de er ude af syne, rejser Daniel sig op, og trækker papirerne med sig. Det er billede efter billede af ham selv sammen med pigen, Mel. Billeder hvor de smiler og griner sammen, og billeder hvor de er mere intime og emotionelle. Og på det eneste stykke papir der ikke er et fotografi, står der med snirklet håndskrift:

 

Jeg er din

 

Han folder alle papirerne sammen, inklusiv den lille note, og lægger dem i lommen. Så sætter han i løb, den vej Mel forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...