Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7495Visninger
AA

13. Breathe Me

Imens jeg ligger der, lige akkurat ude af West End, er det ingen ude fra den virkelige verden der bemærker mig. Forvirring blander sig hastigt med smerten, og bliver til mit primære fokuspunkt. Smerten er triviel, en monoton dunken som alligevel aldrig forsvinder. Forvirring derimod er en konstruktiv følelse, og noget nyt min hjerne kan beskæftige sig med. Så det gør den. Først og fremmest, hvad fanden var det der hvide lys for et sært påfund?

Med ansigtet skurrende mod asfalten, forsøger jeg at frembringe lyset igen. Følelsen af det var hed, smertefuld og alligevel underligt tilfredsstillende, som om det havde ventet længe på at slippe ud. Jeg søger efter den følelse i min krop, forsøger at narre min hjerne til at frembringe den, men intet virker. Intet hvidt lys, ingen sær varme.

Så går noget op for mig, som forvirrer mig mere end lyset, selvom jeg ikke havde forventet det muligt. Nogle ord der slap ud af min mund inde i West End, ord jeg aldrig nogensinde havde troet jeg skulle udtale, forbløffer mig så meget at jeg for et øjeblik glemmer alt om sære vampyr-paralyserende lys, og den smertefuldt skurrende asfalt mod min kind.

"Farvel Daniel." Ordene lyder stadig forkerte, og føles malplaceret på min tunge. Der ligger et årti af venskabelige og kærlige følelser i de to små smertefulde ord, der brænder sig vej op af min hals, igen og igen.

"Farvel Daniel, farvel Daniel."

Jeg har lyst til at skrige. Jeg har lyst til at blive ved med at græde indtil nogen finder mig, forfrossen og ude af stand til at stå på mine ben af udmattelse. Men i stedet samler jeg al sorgen over Daniel, al vreden over livets uretfærdighed, til den sidste styrke jeg kan mønstre, og sætter mig op, stadig med hovedet hængende omkring jorden. Jeg kan mærke hvordan huden på den kind der har skrabet mod asfalten er sart, kun en enkelt berøring fra at briste. Men de indre smerter overdøver nemt den dæmpede svigen, og hurtigt er min skadede kind glemt igen. Derimod sætter jeg mig til at undersøge for andre skader. Jeg har aldrig hørt om nogen der er sluppet levende ud af West End, men hvem ville også prale af det? Selv har jeg ikke lyst til at ringe til en tv station og sige at jeg har overlevet et besøg i West End. Det eneste det helt sikkert ville resultere i, er en tur på Den Lukkede.

Og måske ville et hold psykologer kunne være en hjælp, men ikke på tvang.

Jeg sætter mig helt op, og trækker knæene op til brystet. Her lader jeg mit hoved hvile, med den sarte kind oppe i det fri, mens jeg forsøger at komme til en konklusion. Der er bare en del forskellige faktorer at regne med, så jeg ender med at dele mine tanker op i emner, og så konkludere ud fra det.

Konklusion et; De der hvide gnistrer er seriøst sære, men var også til rimelig stor hjælp. Og så har jeg ikke overskud til at bekymre mig om dem lige nu, medmindre de begynder at skyde rundt i tide og utide.

Med min underlige redning ude af hovedet, begynder de svære ting at finde vej til mit fokus.

Et par dråber begynder at falde mod jorden, men intet som igår, hvor hele London nærmest lå under vand. Daniel svæver rundt i mit hoved i forvirrende cirkler, og mine blandede følelser bliver stærkere. Jeg er bebrejder ham mere end nogensinde for ikke at kunne huske mig, men Gud hvor jeg elsker ham. Hvis han stod foran mig nu... Bare drømmene om det er overvældende og tårefrembringende.

"Melanie? Jeg... Jeg kan huske dig. Ikke meget, men jeg ved hvem du er. Jeg ved at jeg elsk..." Hans stemme druknes i regnen, og min hjerne finder igen fornuften. Jeg løfter hovedet, mens jeg når frem til den konklusion at jeg kan lære at lave uden ham.

Men måske kunne jeg alligevel godt bruge en tur på Den Lukkede, for foran mig står Daniel, med et forvirret, smerteligt ansigtsudtryk, der får tårerne til at bryde frem i min øjenkrog ved tanken om aldrig igen at skulle se det udtryk i virkeligheden.

"Jeg ved at jeg elsk... elskede dig." Han er tydeligt i krig med sig selv af en eller anden grund, men et drømmesyn kan vel være så meget.

Han rækker langsomt hånden ud mod mig, uden jeg helt kan regne ud hvad mit hoved vil have mig til at gøre. Hvis jeg forsøger at tage hans hånd, vil min egen bare glide igennem, men måske er det hvad der skal til før han forsvinder?

Derfor rækker jeg min hånd ud til hallucinationen, og lader den tage fat i mig. Min krop låser i chok, da en ægte hånd lukker sig om min, og en stærk arm trækker mig op i en velkendt bue fra jorden, og helt op af et muskuløst bryst. Mine øjne vokser i overraskelse, da jeg ser ind i de alt for velkendte, alt for beroligende øjne.

"Jeg ved at jeg elsker dig," retter den nu meget virkelige Daniel sig selv. Hans øjne er mindst lige så store som mine i forvirring, da han tager fat om min nakke på den måde han plejede da han stadig var sig selv, og trækker min mund mod sin.

"Jeg elsker dig," nynner han mod mine læber lige før de rammer hans, og alting eksploderer. Hele hans krop er opspændt og han står på en måde der indikerer at han er i smerte. Men jeg kan ikke tænke over hvorfor, for hans ord, hans læber, hver en millimeter af hans hud der er i berøring med min, brænder af længsel og kærlighed. En stærk forløsning, som en stofmisbruger der får sit fix, fylder hver eneste atom der er mig. Hans hånd er begravet i mit hår, og mine egne hænder begynder også at bevæge sig, gribe efter hans skulder og vikle sig ind i hans hår. Det er ikke noget jeg bestemmer, det er noget der sker fordi det skal ske, og fordi intet andet i verden kan ske.

Og det føles så godt, åh så godt.

"Jeg elsker også dig," hvisker jeg i et øjeblik hvor min tunge ikke er igang med noget andet og vigtigere, og sukker af nydelse. Alt føles rigtigt i det øjeblik, og det at han er vampyr ændrer ingenting, det har det aldrig gjort.

Hans ene hånd kærtegner mit ansigt, bevæger sig henover min kæbe, mit kindben, min kind... og stopper brat. Noget klistret er tværet ud der hvor hans tommelfinger strøg over huden, og han trækker sig væk hurtigere end mine øjne kan følge med.

Da han står to meter væk, er en lille rød plet at skimte på hans finger.

"Du burde virkelig, virkelig gå," mumler han med død stemme, og kigger på mig med et gravkammer-blik. "Nu."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...