Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7498Visninger
AA

23. An Icy Burn of Numbness

 

Et skrig sidder fast i min hals, men jeg kan ikke finde luften til at få det ud. Mine lunger vil ikke arbejde, mine muskler responderer ikke, og jeg vil sværge på at mit hjerte er holdt op med at slå. Eller også er det ønsketænkning.

”Melanie?” I en sky af rødt er Aarons ansigt pludselig tæt på mit, og jeg kan mærke ham ryste mig en anelse hidsigt. Desperat.

”Mel! For helvede, vågn op!” Jeg vidste i forvejen ikke at jeg sov, men jeg vil ikke vågne.

Jeg rækker ud efter mørket, hiver i den sorte masse dybt i mig der har været siden Daniel først forsvandt. Hvis jeg bare kan trække det ned over hovedet på mig selv skal det nok gå.

Selvom jeg hiver til mine mentale knoer sprækker sker der ingenting. Det er som om at hele mit liv har bygget op til denne ene frygtelige åbenbaring, og en eller anden højere magt vil ikke lade mig stikke af fra den nu.

Jeg ville ønske at jeg kunne besvime. Jeg ville gøre hvad som helst for at besvime.

Til sidst får rystelserne Aaron sender igennem min krop mig til at åbne øjnene. Jeg hader mig selv for at ønske at jeg så et andet ansigt end hans, men det er omstændighederne.

Med et undersøgende udtryk kigger han mig i øjnene i flere øjeblikke, før en hård beslutsomhed lægger sig over de blålilla øjne der er blevet mig så velkendte.

”Jeg kører dig hjem,” siger han, og noget i hans stemme får mig til at tie stille med modargumenter. Fjernt noterer mine hjerne sig at jeg ikke vidste at hans havde en bil, men det virker så bragende ligegyldigt i øjeblikket.

Han rejser sig, og forlader stuen med lange skridt. Jeg hører hoveddøren smække kort efter, og undrer mig over hvad han skal, selvom en stor del af mig er flintrende ligeglad.

Tiden går. Den går, selvom jeg ville ønske at den bare stod stille, og samtidig bevæger den sig ikke hurtigt nok. En håbløst lille del af mig hallucinerer sig frem til at tro at hvis tiden bare løber hurtigt nok hen, så vil det blive okay igen. Ens forældre siger altid noget i den stil. Tiden læger alle sår. Men jeg ved at det er løgn. Den lindrer måske, nogle gange får den endda en til at skubbe tankerne væk, men læger, det gør den ikke.

Aaron kommer ind af døren igen, raslende med et bundt nøgler. Jeg hørte ham slet ikke komme ind i lejligheden, men på den anden side virker alle mine sanser en anelse svage i øjeblikket.

”Kom,” siger han, og rækker hånden ud, selvom han langt fra er tæt nok på til at røre mig.

Lydigt rejser jeg mig, mens en prikkende følelse af kroppen der er ved at falde i søvn løber igennem mig. Følelsesløshed, går det op for mig. Det er hvad der løber igennem mig.

En sælsom stilhed sænker sig over mig, men den bringer ingen ro med sig. Indvendigt ryster jeg så heftigt at det kan måles til 5 på richterskalaen.

Han lægger armen om min skulder da jeg når hen til ham, og trækker mig med sig ud af døråbningen.

”Jeg vidste ikke at du havde en bil.” Det kommer ud fladt, selvom min intention havde været at stille et spørgsmål.

Han ryster sammenbidt på hovedet, og kigger sidelæns ned på mig. ”Det har jeg heller ikke, men det har min pensionerede nabo,” oplyser han, men al lethed er forsvundet fra hans stemme. Hans tænder skraber så hårdt mod hinanden at de ser ud til at file sig selv ned, og hans øjne ligner ametyster. Jeg har aldrig set ham sådan, og samtidig føles det i det øjeblik som om jeg har kendt ham ligeså længe som jeg har kendt Daniel.

Fuck! Et lyn går igennem min hjerneskal da jeg tænker på ham. Aldrig har jeg oplevet smerten sådan, ikke engang i starten af hans forsvinding. Jeg har ikke savnet ham sådan her før, men min følelseskolde teori er at det er fordi det ikke var min egen skyld sidst han forsvandt ud af mit liv.

Selvhadet forstærker sig selv i en bølge af sorte stormskyer.

Aaron trækker mig ned af trappen, og ud af døren. Det er allerede mørkt, og kulden trænger igennem hver eneste partikel i min krop øjeblikkeligt. En del af mig værdsætter det ekstra lag af følelsesløshed, og resten, ja, resten af mig er bare ligeglad.

Lyden af en automatisk billås kommer få meter nede af gaden, og jeg følger Aaron hen til en lille rød Wolkswagen bobble.

Uden at tænke over det glider jeg ind på passagersædet, og kort efter sidder Aaron ved siden af mig.

”Buckle up,” beordrer han, og spænder sin egen sele med et klik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...