Haunted

Melanie og Daniel møder hinanden, kun 8 år gamle, og udvikler et venskab for livet. Som 17 årige begynder de at date, noget de begge har ønsket i lang tid, men ikke har turde bringe op. Alt er præcis som det skal være, deres forhold er endnu bedre som kæreste end som venner, og en lys fremtid er foran dem. Men når unge mennesker i England bliver 18, bliver tyve procent af dem tilfældigt valgt til at blive vampyrer, for at redde den uddøende race. Disse unge vil glemme deres tidligere liv, en del af forvandlingens proces, der gør separationen mindre smertefuld for de unge individer. Mennesker forventes at leve videre, uanfægtet af deres tab, og det faktum at de mennesker de elsker stadig går omkring i gaderne, uden et eneste minde om deres tidligere liv.
Da Daniel bliver udtrukket smuldrer deres forhold hastigt, da der intet håb er for dem. Men hvor meget kan ægte kærlighed og årlangt venskab egentligt overvinde?

46Likes
133Kommentarer
7500Visninger
AA

5. A Drink to Not Being Dead

Jeg elsker dig.”

Du er mit liv.”

Du må aldrig gå fra mig.”

Min engel, min Mel.”

 

Minderne tordner igennem mit hoved, sluppet løs af synet af ham. Det eneste i verden der kunne have været mere smertefuldt, ville være hvis han havde spurgt om mit navn. Eller var faldet død om for øjnene af mig. Det ville have samme resultat. Han ville være hundrede procent væk.

Regnen hamrer så hårdt ned over mig at jeg tror den vil drukne mig, og i det øjeblik virker muligheden ikke som det værst tænkelige. Faktisk er den nærmere fascinerende, fristende.

Døden ser så nem ud, så fredfyldt. Jeg savner fred. Jeg savner tryghed. Jeg savner at føle mig rigtig, jeg savner at høre til, jeg savner at være i live.

Da jeg endelig finder tilbage til en nogenlunde normal sindstilstand, der i det mindste tillader mig at gå hjemad, er det blevet mørkt omkring mig. Jeg forlod huset klokken to, så jeg må mindst have været væk i syv timer, men mine forældre er ved at vænne sig til det. De er ved at vænne sig til den nye Melanie.

Jeg stavrer tom igennem gaderne, krydser den stadig tætbefolkede Oxford Street, og klatrer besværet op af trapperne til mine forældres lejlighed på anden sal. Normalt ville trapperne op til anden sal kunne tages i to skridt af gangen, men det her er ikke normalt.

Normalt ville jeg have spist de sidste par uger. Normalt ville jeg ikke kunne mærke min hofter stikke ud, hver gang jeg fumlede i min lomme efter nøgler.

Normalt er død.

”Melanie!” udbryder min mor i det øjeblik jeg træder gennemblødt ind af døren.

”Hvor har du været? Jeg har ringet til dig over tyve gange!” Man skulle tro at hun overdrev, men nej, min mor overdriver aldrig. Til gengæld overbeskytter hun en del.

”Bare på Oxford. Min mobil har sikkert fået vand,” svarer jeg med en tone der er det eneste tørre jeg har, og lister dryppende ind på mit værelse, for at begrave mig i min tykke dyne, samt et endnu tykkere tæppe af selvmedlidenhed.

Jeg smider det våde tøj, og åbner skabet for at finde noget tørt, egnet til ynkelig adfærd, men støder i stedet på den flaske Jim Beam Daniel og jeg plejede at drikke af når vi manglede noget afledning.

Idéen rammer mig nogenlunde samtidig som min hånd lukker sig om flasken. Jeg skal på druk. Jeg har aldrig rigtig kunnet lide det, men jeg er nødt til det. Jeg skal bruge en afledning, meget stærkere end den en halv flaske Jim Beam kan bringe. Og jeg skal gerne bruge den nu, i aften.

Jeg begynder at lede mit skab igennem med et andet mål end mit oprindelige, og finder det jeg leder efter. En mørklilla, stropløs kjole, der sidder så tæt at den kunne være syet på, og stopper allerede ved lårene. Daniel plejede at elske dem.

Det giver et jag i mig ved synet af kjolen, men jeg tager den alligevel. Jeg havde den på første gang Daniel og jeg var i biografen sammen. Hvilket også var den aften hvor han bare ikke kunne styre sig mere, og kastede sig over mig med alle sine lyster.

For at være ærlig var han ikke den eneste der længtes for meget.

Mine øjne svir da jeg folder den ud, men jeg kniber bare tårerne væk, bider tænderne sammen, og trækker kjolen over hovedet.

Den sidder ikke som den plejer. Den er alt for løs, selv i den størrelse small den er, og mine hofter og ribben kan skimtes bag stoffet.

Alligevel har jeg ikke overskud til at vælge en anden, og finder også trøst i denne, så jeg sætter hurtigt det våde hår som det skal sidde når det tørrer, og griber fat i min pung, der hele dagen har ligget på min seng.

Den indeholder tusind kroner der stadig er tilbage fra de femtusind jeg fik til min syttenårs fødselsdag, alle drikfældige teenageres bedste ven; et falsk ID, og i en transparent kortlomme, hvor plastikken nærmest er slidt af, er der et billede af Daniel og mig, fordybet i et kys.

Som så mange gange før lader jeg fingeren glide hen over den hærgede overflade, og lægger så pungen i min sorte håndtaske, altid fast inventar hvis jeg skal noget.

”Jeg går ud!” råber jeg tonløst, i det jeg åbner døren til opgangen. På vejen ud huskede jeg at gribe et par sorte stiletter med krydsremme, som får mine ben til at se lange ud. Men selv de sidder løst omkring anklerne.

Ude af huset og væk, hopper jeg på den første bus ind mod centrum.

 

Jeg ankommer til midtbyen omkring en halv time senere, hvor regnen er tæt på at være stoppet. Sært nok har jeg det en anelse bedre allerede, selvom jeg ikke har kastet mig fråsende over alkoholen. Endnu.

Af ren impuls styrer jeg mod det mest overfyldte sted, ironisk nok kaldet The Crowd, og glider ind i køen af ventende gæster. Alle viser deres ID til dørmanden, og går så igennem den mørke døråbning, hvor der flygtigt slipper hidsige lysglimt ud. Grøn, pink, rød, blå, farver fortovet og gør verden til et forvrænget eventyrland. Hvis jeg var her af en anden grund, ville det næsten være smukt.

Uden komplikationer slipper jeg forbi den pumpede, skaldede dørmand, som jeg sender et bredt smil uden den mindste flig af ægthed, på vej ind i klubben.

Folk danser alle steder, på gulvet, på borde, på stole. Lyset eksploderer i nye farvekombinationer hvert sekund, og får alt til at se fjernt ud, som dækket af et tyndt lag film.

Bassen banker i mit hjerte, sender vibrationer ud gennem hele min krop, og får mine omgivelser til at skælve og svaje en anelse. Hvis man er fuld, vil jeg vædde med at man ikke engang kan se det, selv hvis man prøver.

Uden at spilde tiden på at bryde ud i dans til et meningsløst techno nummer jeg har hørt alt for mange gange før i radioen, finder jeg baren, og belejrer en af barstolene.

”En ren Vodka, en gang Whisky-Cola og en Bourbon,” bestiller jeg med tonløs stemme,og lader mig glide godt ned i den ukomfortable barstol.

”Kommer,” svarer bartenderen bare, og rækker straks en flaske vodka og et glas til mig.

Jeg skænker selv op, og vender mig så mod personen i stolen ved siden af mig. Det er en ung mand, måske omkring de femogtyve, køn, men ikke lækker, og af en eller anden grund er jeg ikke ligeglad med hvad jeg ser.

”Skål,” smiler jeg, og tvinger lidt følelse frem i grimassen, mens jeg hæver mit glas mod ham.

”Hvad skåler vi for?” spørger han med et skævt smil, men rækker sin egen øl frem, allerede før jeg svarer.

”For at kunne trække vejret,” siger jeg bare, og klinger mit glas mod hans.

Smil bliver udvekslet i mellem os.

Se, det er en start. Sådan kan man starte på at trække vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...