En lille hvid blomst

Liv lider af kræft. Theresa, hendes bedste veninde, ved det. Sammen beslutter de sig for, at opleve en masse ting sammen, inden Liv dør.

0Likes
2Kommentarer
968Visninger

1. Marken

Pigerne lagde sig i marken. Liv kunne mærke de bløde græsstrå kilde på hendes fødder. Hun kiggede op på den blå himmel, og drømte sig langt væk. Ikke væk fra øjeblikket, men væk fra sine stressede forældre, væk fra skolen og væk fra sin sygdom. Hun kom til et sted hvor alt kunne lade sig gøre, hvor sygdom ikke fandtes, og hvor alle var lykkelige. Hun smilte. Theresa trak hende tilbage til den virkelige verden. ,,Drømmer du?”. Liv smilede endnu mere. Theresa var den eneste der virkelig forstod hende. Den eneste hun virkelig troede var skabt for hende. De passede sammen som fod i huse. Aldrig havde hun haft det bedre, end når hun var sammen med Theresa. Hun kunne ikke sætte ord på det. Hun følte sig bare lykkelig. Theresa interesserede sig for de samme ting som Liv, og hun var ligeglad med hendes sygdom. Liv længtes somme tider efter noget, hun vidste ikke hvad, men noget. Måske var det friheden til at løbe rundt, helt rask? Men Theresa forstod hende. Efter lang tid svarede Liv, på hendes spørgsmål. ,,Ja, jeg drømte”. Theresa smilte, og lagde sig lidt tættere ind til hendes bedste veninde. Vinden ramte hende i ansigtet, og det var nogenlunde den samme følelse som at dyppe hovedet i koldt vand. Hun fik kuldegysninger. ,,Theresa?” spurgte Liv, og satte sig lidt op. ,,Jah?” Theresa spejlede Liv, og satte sig op.  ,,Tror du nogensinde jeg bliver rask?” spurgte Liv, og så spørgende på Theresa. Theresa følte en uro inden i. Hun havde aldrig håbet på at Liv ville spørge om det, selvom det lød lidt åndsvagt. Hun havde vel bare håbet på, hun ikke var den første der skulle fortælle det. Hun havde overhørt en samtale mellem Livs forældre og lægen, som sagde at de ikke skulle forvente, at hun blev rask. Hun ville snart dø. Det var egentligt lidt ironisk. Altså Liv's navn. Theresa vidste godt at hun ikke kunne ignorere spørgsmålet, men hun prøvede alligevel. Theresa rejste sig op, og kiggede ud over landskabet. Langt ude i horisonten, kunne man skimte hendes forældres hvide gård. Hun fik øje på et lille hyldetræ. Det var så smukt, som det stod der, med sine hvide blomster, og strålede. Hun løb over mod det, og plukkede en af de små hvide blomster. Hun gik roligt tilbage, og satte den i Livs blonde hår. Liv smilede skævt, men Theresa vidste at det var falskt. ,,Liv… Jeg tror…” det sved i Theresas øjne, ved tanken om hendes bedste veninde død. ,,Jeg tror bare at vi… skal leve i nuet, og nyde den tid du har”. Det lød godt nok lidt kliché, men det var sandt. ,,Betyder det så, at du tror jeg vil forblive syg?” spurgte Liv nysgerrigt, som om det ikke betød noget, at hun snart ville dø. ,,Det… det ved jeg ikke” løj Theresa. Liv lagde sig ned i græsset igen, og kiggede på skyerne. En af dem lignede en stor candyfloss. Eller bare en helt normal sky. Skyer ligner jo candyfloss. Liv stolede på Theresa, men hvad nu hvis hun løj? Hvad nu hvis hun vidste noget? Hendes forældre havde højst sandsynligt fortalt Theresas forældre om lægens endelige erklæring. Hvordan kunne det egentlig være, at hun var den eneste i hende familie, som var blevet ramt af kræft? Alle disse spørgsmål, fór igennem hendes hoved på få sekunder. Theresa havde derimod ikke lagt mærke til hendes bekymring, for få sekunder efter trak hun i Liv, så hun var ved at falde forover. Hun trak hende efter sig, gennem markerne, og engene. Meningen var at hun skulle vise Liv hvor smukt det var. Det hele. Hun vidste at hun havde en svaghed, for naturen. De to piger løb rundt, og kort efter standsede de foran det lille hyldetræ. Theresa trak sit lille kamera frem, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. ,,Hvor er det smukt” hviskede Liv. ,,Lig det ned i min grav, når jeg dør” sagde hun sagte. Theresa opfattede først lidt efter, hvad Liv lige havde sagt. ,,Lad vær med at sige sådan noget!” sagde hun nærmest vredt. ,,Jeg mener det” sagde Liv, og kiggede opslugt på træet. Theresa havde ikke lyst til at diskutere, så hun tog et billede af træet. Liv smilte tilfredst. ,,Tak” sagde hun og gik hen og plukkede en af de små hvide blomster, og satte den i Theresas nøddebrune hår, ligesom Theresa havde gjort med hende. ,,En lille hvid blomst, symbolisere ungt liv” sagde hun, og tog Theresa i hånden. Hun viftede tåren væk, der stille trillede ned af hendes bedste venindes kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...