Nattejægeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2012
  • Status: Igang
Panteren Sirana lever et liv i mørket, og selv mener hun ikke at hun behøver andre. Men da hun en dag kommer slemt til skade, og bliver reddet af et menneske tager hun signe ord i sig.

3Likes
14Kommentarer
2079Visninger
AA

2. Dommen

Såret sved en del, da vi gik igennem skoven. Det var dagslyset der sved.  Min slags er ikke ment til at vandre i dagslys, men det var jeg den eneste der følte. Vi var på vej til naturåndens sal, for min mor ville ikke tage min overtrædelse for givet.

Det tog ikke lang tid før vi var fremme. Salen var gemt væk, så de tobenede ikke kunne finde den. Salen var beskyttet af træernes grene, og gulvet var af lavet de affalnde blade, der lå som et blødt tæppe. Vi trådte ind i salen, og alles blikke var rettet mod os. I salen sad der kaniner, ræve, ugler og andre af skovens beboer. I midten af rummet var naturånden.

Hun var en slags grøn tåge, hvorom der svæver farverige blomster, og små blomstrende grene. Retssagen var blevet sat op for mig. Det var naturånden der var dommer, og vi var ikke ligefrem gode venner. En lys, men bestemt stemme rungede i hele salen. Det var naturånden der talte. ”Er det nu dig igen, Sirana? Hvad har du nu jaget?” Spurgte hun. Naraja og mine brødre trædte til side og lod mig stå alene foran naturånden. Jeg kiggede ned i jorden da jeg mumlede, ”Jeg gik måske ud i skoven i går, og spiste måske 2 kaniner.” Nogen i salen udstødte et falsk host. Jeg himlede med øjnene. ”Okay, måske 4 kaniner. Men jeg har altså ikke fået noget at spise siden sidst jeg var her. Jeg er altså også et levende væsen.” Hvæsede jeg. Hele salen gispede. Der har aldrig været nogen der har sagt naturånden imod før. Selv naturånden var tavs. Men hun kom hurtigt til hægterne.

”Aldrig har jeg oplevet sådan en frækhed!” hendes stemme var blevet hård. ”Jeg dømmer dig til udvisning af din flok, og du skal til evigtid leve i ensomhed, uden kantakt til nogen dyr. Du må leve af de rester kødæderne efterlader sig, og alle dyr vil afsky dig.” Jeg var mundlam, men svarede med en kæk bemærkning, ”Nå. Okay. Det bliver barnemad. Jeg har ikke brug for nogen. Jeg lever efter naturens regler. Efter DINE regler: Spis eller bliv spis.” Jeg vente mig hurtigt og løb ud af salen, for aldrig mere at vende tilbage.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...