Nattejægeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2012
  • Status: Igang
Panteren Sirana lever et liv i mørket, og selv mener hun ikke at hun behøver andre. Men da hun en dag kommer slemt til skade, og bliver reddet af et menneske tager hun signe ord i sig.

3Likes
14Kommentarer
2028Visninger
AA

1. Jagten

 

Natten var kommet. Tid til jagt. Jeg lister mig ud af hulen for ikke at vække de andre. De hader når jeg går på jagt om natten, men det er det tidspunkt jeg jager bedst. Skoven var mørk og dunkel, og kun de modigste dyr kom ud på dette tidspunkt. Jeg listede rundt i skovbunden og mine poter trådte let på den kolde aftenjord. Jeg gik hen til busken. Det var der kaninerne plejede at sove. Jeg stak langsomt og varsomt mit hoved ud på den anden side af busken, og bingo. 4 små saftige kaniner. Lige nok til et måltid. I en hurtig bevægelse tog jeg fat i de 8 ører med min mund. De små kaniner råbte desperat efter hjælp, men de var fortabte. Ingen har nogensinde undsluppet ”Nattejægeren” før. Ikke engang de tobenede. Jeg brækkede deres små ben og bed så et stort hul deres maver. Der lå de så og skreg af smerte og ventede på en langsom og pinefuld død. Det var det jeg elskede ved jagt. At se ens ofre lide for deres dumhed. Spis eller bliv spist. Det var den regel jeg levede efter.

Det tog ikke lang tid før at deres små kroppe blev tømt for blod, og det lå nu i en lille rød pøl. En lille rød pøl, vis indhold løb koldt ned gennem min hals og ned i maven, da jeg slikkede det i mig. Og de saftige og lækre kaniner var kronen på værket. Nu da min mave var fuld og min tørst stillet, var der ikke andet at tage sig til end at prøve at finde et nyt sted at jage, nu da rygtet om de døde kaniner ville spredes.

Min søgen efter nye jagtomgivelser var kort, da solen lige så stile rejste sig fra den anden ende af skoven. Jeg skulle tilbage nu, før solen nåede op over skoven. Jeg løb så hurtigt som mine fire ben kunne holde til, og nåde lige hjem i hulens mørke ro i tide før solen vækkede resten af skoven. Men det var ikke nogen glad tone der mødte mig. Min familie var allerede vågne da jeg kom hjem. Og de var ikke glade for at se mig hjemme efter endnu en nattejagt. Min mor, Naraja, stillede sig ind foran mig. ”Har du været ude på nattejagt igen, Sirana? Du ved jeg har forbudt dig det. Det er imod naturåndens regler, ved du nok.” Hendes stemme var ru og hård. Hun var ikke til at diskutere med. Mine 2 brødre stod bag Naraja og så på. De fonemmede vist at jeg ville få en sveder lige som sidste gang. Og det gjorde jeg også. En hård pote med klør skar fire lige streger under øjet. Lige under de 4 andre jeg fik sidste fuldmåne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...