Forever Young


16Likes
74Kommentarer
9743Visninger
AA

70. Darcy

 

Jeg var ikke sikker på det med Harry. Vi krammede, vi kyssede, men betød det at vi var sammen? Det tror jeg… Sådan opfattede jeg det, og det gjorde de andre vidst også. Eller Niall og Theresa, Liam og Pernille, Ditte og Anne, virkede som om at de havde accepteret at Harry stadigvæk var forelsket i, men Louis og Zayn… Louis lod som om at han var lige glad, men det kunne jeg mærke ar han ikke var. Han var bang for at jeg ville forsvinde igen. Og Zayn snakkede jeg slet ikke med, han så bare surt på mig, når jeg var i nærheden. Han var lige som Louis, men Louis viste det bare ikke, på samme måde.

Niall og Theresa var lige flyttet ind i en lejlighed sammen, så jeg var i London, for at fejre det. Jeg sad i bilen, sammen med Harry, og en stor stak tallerkner. ”Du ser lidt grøn ud…” kom det pludselig fra Harry. ”Jeg har bare en lille smule kvalme, ikke andet…” svarede jeg stille, og kiggede videre ud af vinduet. Det regnede, meget. Alting så vådt og klamt ud, men også meget smukt og fredfyldt ud. Jeg sad og halv sov, da bilen stoppede. Vi var i en lille parkeringskælder. Harry gik ud af bilen, og om til bagagerummet, og tog den store tunge stak tallerkner ud. Jeg åbnede langsomt bildøren, og gik ud. Vi gik sammen hen til elevatoren, og tog den op til deres lejlighed.  Vi var helt tavse, og det var meget ubehageligt. Da elevatoren stoppede, gik vi ud af den, og hen til døren med nummeret ’17’ på. Jeg bankede på, da Harry havde travlet med at holde tallerknerne. Der gik ikke mere end et par sekunder, før døren bliv åbnet, af den smukke Theresa. Harry gav Niall alle tallerknerne, og så gik vi rundt i stuen, og sagde hej til dem der ville. Der lugtede meget kraftigt af maling, men det var sikkert heller ikke ret lang tid siden væggene var blevet malet. Theresa og Niall viste os rundt i lejligheden, og bagefter sad jeg og snakkede lidt med Anne og Liam. Ud af det blå råbte Niall: ” NU SKAL DET HER FEJRES!! HVEM SKAL MED UD OG KØBE ALKOHOL??” Harry, Zayn, Louis, Ditte, Anne og Pernille svarede til bage med et ”JAAAER!” og så tog de af til byen.

Det var kun mig, Theresa g Liam tilbage. Vi sad i lidt tid og småsnakkede, men så blev jeg tørstig, og gik ud i køkkenet. Jeg tog et glas, og gik hen til vandhanen. Da glasset var fyldt til randen, gik jeg langsomt igennem køkkenet, og forsøgte ikke at spilde. Pludselig gjorde det meget undt i mit underliv, så jeg tabte glasset på gulvet, og gik i tusind stykker. Jeg tog fat i bord kanten, og håbede på at det snart stoppede. ”Er du okay?” spurgte Theresa inde fra stuen. ”Ja, ja! Jeg… AARGH!” stønnede du højt, af smerte. Theresa og Liam rejste sig hurtigt op fra sofaen, og kom ud til dig. ”Hvad sker der?” spurgte Liam. ”Jeg… ved det ikke!” stønnede jeg. Der skete et eller andet med min mave. Smerte var ubeskrivelig, men lige pludselig var den væk. ”Øhhm…? Vi må få dig hen i sofaen!” sagde Liam panisk. ”Rolig Liam! Jeg er okay!” sagde jeg stille, og gav slip på bordet. ”Er… er du helt sikker?” spurgte Theresa usikkert. ”Ja. Jeg har det fint!” Jeg gik tilbage til sofaen, med Theresa, mens Liam samlede alle glasstumperne op. Vi sad i noget tid, før smerten kom tilbage. Min vejrtrækning blev hurtigere, og da Theresa opdagede det kaldte hun på Liam. De stod og snakkede panisk til hinanden, men jeg forsøgte at trække vejret. ”Am… bu… lan… ce” stønnede jeg højt. De kiggede hurtigt på hinanden, og fandt hurtigt en mobil, og ringede op. Der gik ikke langtid før ambulancen ankom, og så kørte vi til det nærmeste hospital.

Når smerten var der, var den det eneste jeg kunne tænke på. Jeg ventede bare at Harry skulle komme, men det gjorde han ikke. Theresa sad ved siden af mig, og holdte mig i hånden, mens Liam gik uroligt rundt udenfor døren, ind til det lille rum jeg var i. Timerne gik, og smerten kom og gik, men Harry kom aldrig. Han gik sikkert rundt i byen, sammen med de andre, og var skide stiv. Liam kom ind, og gik hen til mig. ”Jeg har fået fat i ham, og han er på vej!” sagde han med en glad stemme. Der gik en halv uendelighed før ham kom, og så lugtede han langt væk af alkohol. Han løb hen til mig. ”Er du okay?” spurgte han dumt, og jeg havde bare allermest lyst til at svare ligeså dumt tilbage, men lod vær. Jeg nikkede bare. Jeg vidste ikke hvor lang tid der var gået, men jeg vidste at jeg ikke kunne mere.

Jeg var træt, jeg havde ikke mere energi tilbage, jeg havde brug for at sove. Jeg så hen på Harry, som smilte stille til mig. ”Harry… Jeg… kan ikke mere…” Sukkede jeg. ”Det skal nok gå! Jeg lover det, det er snart slut!” svarede han med lys i sin stemme. Jeg smilte tilbage til ham, og lukkede så mine øjne. Jeg forsøgte at slappe så meget af jeg kunne, selv om det var svært. Jeg kunne mærke jeg faldt længer og længer ned i en dyb søvn, og jeg kunne høre en svag hylde tone i baggrunden.

 

 

 

Jeg var træt. Jeg rystede. Der var mange stemmer omkring mig. Jeg genkendte dem alle. Ditte og Louis, Theresa og Niall, Anne og Zayn, Pernille og Liam… Og Harry. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og den første jeg fik øje på var Anne.  Hun begyndte at smile stort, da hun så at jeg var vågen. Bagved hende, stod Zayn, og holdte fast om hendes mave. Han smilte også. Til højre for dem stod Theresa Og Niall, og Til venstre stod Ditte og Louis. Jeg så til min venstre side, hvor Harry sad, med en lille bitte Baby i sine arme. ”Hey smukke…” sagde han til mig, og jeg ville smile, hvis jeg havde haft energi til det. Var det min Baby? Var det en pige eller en dreng? ”Darcy, kan du sige hej til mor?” sagde Harry stille. Jeg smilte inde i mit hoved. Det var en pige. Hun var så smuk. Jeg kunne høre bip lyden fra maskinen, der målte min vejrtrækning. Det lød som om jeg næsten ikke trak vejret. Jeg ville gerne sove, men jeg var ikke sikker på, at jeg ville åbne mine øjne igen, så jeg forsøgte at holde mine øjne åbne. Hvor var Pernille og Liam? Jeg kunne ikke forstå at de ikke var her. Harry begyndte ligeså stille, at synge. Han sang ’Moments’. Han vidste at det var min ynglings sang. Det var kun ham der sang, og det lød så smukt. Pludselig blev alt sort, selv om at jeg ikke lukkede mine øjne. Jeg kunne høre en kraftig hylde tone, det var den sammen så jeg hørte før. Det var også nogen der snøftede.

 

 

SLUT!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...